Billedet: Peter Strzok under høring i kongressen.

Bent Jensen (1938), dr.Phil og professor emeritus er en historiker og forfatter af en række bøger, om det moderne Ruslands historie især. Jensen analyserer regelmæssigt amerikansk politik hos Document

*

I sidste uge blev en tidligere højt placeret FBI-embedsmand afhørt af USA’s Kongres. Mandens navn er Peter Strzok, og han har haft en hovedrolle i det snuskede spil, der er foregået bag kulisserne i The Deep State siden sommeren 2016, da USA’s moralsk rådne elite besluttede at forhindre Donald Trump i at blive valgt og – hvis dette ikke lykkedes – at få ham afsat på grundlag af en løgnagtig påstand om, at han var Putins lakaj. 

Peter Strzok er en typisk repræsentant for denne arrogante ”elite”, selvbevidst, skrupelløs og fuld af foragt for traditionelle, konservative amerikanere, som ifølge ham kan kendes på deres ilde lugt og dårlige smag.  Han var fuldkommen sikker på, at den korrupte Hillary Clinton ville vinde over Trump. (Hillary har offentligt kaldt Trumps tilhængere ”ynkelige”, hvor alt håb lades ude. Det var i en valgtale i Wall Street for rigmænd, som hver betalte fem millioner dollars til hendes valgkampagne. Dér var hun i sit rette element, penge lugter som bekendt ikke.) 

Strzok ledede i 2016 undersøgelsen af Hillary Clintons ulovlige brug af en privat server til fortrolig korrespondance, mens hun var Obamas udenrigsminister. Strzok sørgede for, at hun ikke udtalte sig under ed, at der ikke blev taget referat, og at potentielle vidner var til stede under hendes afhøring. Endnu før det første vidne var blevet afhørt, besluttede han at frikende Hillary Clinton. Dernæst kastede han sig over Trump og spillede ligeledes en hovedrolle i FBIs bidrag til fantasierne om Trumps sammensværgelse med Putin. Han var næppe kommet i gang, før han talte om nødvendigheden af at få Trump afsat. Da den særlige undersøgelse af ”The Russian Collusion” blev iværksat i maj 2017, var Strzok ligeledes på pletten, indtil han i al stilhed blev fjernet, da Justitsministeriets Generalinspektør fandt en lang række stærkt belastende udtalelser fra Strzok om Trump og dennes vælgere.

Det var disse udtalelser, der lå til grund for hans afhøring under ed i Kongressen. Han ankom selvbevidst, vel vidende, at han kunne regne med det demokratiske partis medlemmers fulde støtte. De forsøgte da også efter evne at sabotere afhøringen ved idelige afbrydelser og protestråb, mens de omvendt klappede for at vise deres støtte til Strzok, når denne fortalte, at han elskede FBI dybt, at han fuldt ud respekterede amerikanske vælgere, og at hans hadefulde udtalelser om Trump og hans støtter ikke forhindrede ham i at være fuldkommen neutral og objektiv. Det var patetisk at se og høre ham aflire disse tomme bekendelser, sekunderet af en advokat, som han hele tiden brugte som støttepædagog. Nogle af hans mange ringeagtsytringer kunne han ikke erindre, andre havde han skrevet i en sen nattetime (og hvad så?), andre skulle forstås modsat af deres indhold osv. 

Det var uden videre klart, at manden var ganske utroværdig, og at han i flere tilfælde direkte løj under den ti timer lange afhøring, selv om han bedyrede, at han ikke alene talte sandt, men ”ærligt sandt”. Nogle af de republikanske medlemmer var særdeles godt forberedte. Deres kendskab til hele Ruslands-myten gjorde, at de gentagne gange fik ham til at fremstå som det, han var og er – et veldokumenteret, afsløret eksempel på en moderne embedsmand, der mener, at han har ret til at lade sine personlige politiske sym- og antipatier bestemme de konkrete afgørelser af vidtgående politisk betydning, som han træffer. 

Strzok påstod, at russisk indblanding i præsidentvalget havde været ”vildt succesfyldt”, selv om de, der seriøst har kendskab til sagen, mener det modsatte. Han sagde, at hans afhøring i sig selv var ”endnu en sejr for Putin” og ”en milepæl i vor fjendes kampagne for at splitte Amerika.” Han påstod også, at han havde kendskab til ”mulig russisk forbindelse” til medlemmer af Trumps kampagne – en viden som kunne have forhindret Trump i at blive valgt. Som bevis på sin angiveligt høje professionelle moral havde Strzok dog beholdt denne viden for sig selv. Disse useriøse udtalelser taler for sig selv og gjorde ham blot endnu mere utroværdig.

I Danmark bragte JP/Politikens Hus´ to avisudgaver blot et kort og tamt Ritzau-telegram om den dramatiske afhøring, selv om både JP og Politiken har egne korrespondenter i USA. Men sagen har stor principiel interesse. Den belyser, hvor ulige styrkeforholdet er mellem de folkevalgte politikere og det statslige bureaukrati. Ikke-folkevalgte embedsmænd i FBI og Justitsministeriet vil end ikke lade de folkevalgte medlemmer af de kongresudvalg, som har til opgave at kontrollere de hemmelige tjenester inkl. FBI, se centrale dokumenter, der belyser ikke alene Peter Strzoks rolle, men hele den konkrete baggrund for heksejagten på Trump og personer, der på et eller andet tidspunkt har været i berøring med Trump.

Det er et principielt problem, som også findes i Danmark. Folketinget kan beslutte, at de og de fortrolige dokumenter skal gøres tilgængelige for historisk forskning, men embedsmænd i Justitsministeriet og i PET kan tilsidesætte de folkevalgte politikeres beslutning ved at udtale den tomme trylleformular ”Hensynet til statens interesser og PETs arbejdsmetoder”. 

Det amerikanske drama fortsætter i denne uge, hvor Peter Strzoks elskerinde og medsammensvorne Lisa Page skal afhøres i Kongressen. Hun var ansat i FBI som jurist og var som sin elsker nærmest hysterisk anti-Trump, mens Strzok forsøgte at berolige hende med, at ”vi vil forhindre” Trump i at blive valgt og træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis han alligevel mod forventning skulle blive valgt af de ildelugtende og dumme amerikanske vælgere.

Det er den slags, der normalt kaldes statskup, selv om kupmageren hyklerisk bedyrede sin kærlighed til og tro på ”the great American democracy”. Et demokratisk medlem af Kongressen mente, at kupmageren burde hædres med en militær orden, der kun gives til kampsoldater. USA er en dybt splittet nation, hvor det demokratiske parti er i bevægelse mod ekstreme standpunkter.

Bent Jensens seneste bog er «Ruslands undergang – Revolutioner og sammenbrud 1917-1921»

Gyldendal, 2017

s 525