Der er Riksdagsvalg i Sverige 9. september, og temperaturen i valgkampen er stigende. I hovedsagen er det partilederne og eksperterne som får spalteplads og mediernes opmærksomhed, og meget af diskussionen og løfterne er selvsagt på et overordnet makro-plan. Men hvordan ser det ud på gadeplan, hvor trods alt den jævne, svenske vælger bor og lever?

Document har interviewet en velvoksen karl som i mere end 20 år har kørt forskellige transportruter med gods til og fra Norge og Sverige. Vi kender hans identitet, men fordi hans forhold til kolleger, arbejdsgiver og fagforening vejer tungt kalder vi ham bare Per. Sådan er det i Norge i dag – ytringsfriheden er ikke for alle.

I forbindelse med afløsning og lovpålagte hviletider, får Per jævnlig en god anledning til at tage sig en spadseretur i forskellige svenske byer som Gøteborg, Kristinehamn, Västerås, Uppsala og Jønkøping, for at nævne nogle. Skifteordningen gør at han må tilpasse sin søvn efter køretiderne, og han får derfor luftet sig både om dagen og om natten. Han får med andre ord et ganske unikt indblik i svensk byliv alle døgnets timer. Per betegner selv sine observationer som «stikprøver» i Sverige gennem hele 2000-tallet.

– For 10-15 år siden var synet af indvandrere noget næsten eksotisk. Men man tænkte ikke noget videre over det, de gjorde ikke noget væsen af sig og de var der som alle andre. No problem! For os som er lidt oppe i årene er det imidlertid ganske dramatisk, når man sammenligner bybilledet i dag med hvordan det var den gang, siger han.

Per peger på banderne som måske den største forskel på før og nu. Det er forsamlinger af så godt som kun knægte i teenagealderen, som præger bybilledet. Skal man dømme efter udseendet, er de ikke taget ud fra rollelisten til Emil fra Lønneberg.

– Man lægger godt mærke til dem i bybilledet. De hænger udenfor indkøbscentre, McDonalds, på stationen, trafikale knudepunkter eller de driver formålsløst omkring i gaderne.

– Men hvad gør de, da?

– Svært at sige. For mig ser det bare ud som om de hænger og driver den af uden at have noget at lave eller noget sted at gå hen.

Banderne kan observeres hele året og hele døgnet. Selv om det er hverdag og midt i skoletiden, så ser man dem lige så vel midt på dagen som midt om natten. Kvinderne sætter også sit præg på bybilledet. Hvor der før var relativt langt mellem hijaberne, ser man nu forsamlinger af kvinder iført hijab, chador og andre lange, side klæder.

– Disse bander og kvinderne skaber deres eget reservat. Du finder dem ikke på uteserveringer, badestrande eller der hvor man kunne tænke sig at svenskere ville slå lidt fritid ihjel. Så vidt jeg kan se holder de sig for sig selv.

Pers forskellige transportruter på kryds og tværs af Sverige, bringer ham også gennem småbyer som Ludvika i Dalarna. Her ude på landet, langt fra Rinkeby, Rosengård og nogle af de mange «no go-zones» vi finder i landet, bor ca. 15.000 indbyggere som i hovedsagen ernærer sig i industrien. Men banderne er der også, og de fodlange kvindedragter også.

– Jeg tror ikke jeg har set én svensk «Emil i Lønneberget»-dreng drivende omkring om natten, og jeg ser heller ingen kvinder ude sent om aftenen eller midt på natten. Som jeg sagde kalder jeg mine observationer for «stikprøver» og jeg hverken kan eller vil påberåbe mig nogen slags sandhed. Men over så mange år som jeg har arbejdet i Sverige, så er mønsteret og udviklingen de sidste ti år tydelig for den som vil se.

– Har du oplevet ubehageligheder med disse bander?

– Nej, jeg har ikke selv set noget voldsomt eller oplevet dem truende. Men jeg ved, at enkelte ældre kolleger føler ængstelse når de alene, ved aftens- eller nattetid, skal passere en flok. Særlig hvis de er lidt tæt byggede. Jeg ved det lyder mærkeligt, det der med kropsfylden, men det er nogle instinktive risikovurderinger som dukker op i baghovedet i sådanne situationer. Folk som har holdt ved i 30-40 år kender i dag til følelser som ville være helt fremmede for dem tidligere.

Nogle gange sker afløsningen sådan, at chaufføren overnatter på hotel, før han sætter sig bag rattet næste dag. Da hænder det at transportselskabet forhåndsbestiller en taxi fra trailerparkeringen og til hotellet.

– Der er længere og længere mellem, at man sætter sig ind i en taxi med en chauffør som taler svensk, kender hotellet eller er fortrolig med en GPS. Nogle af mine kolleger er ikke så stive i fremmedsprog, og vælger derfor hellere at takke nej til taxi og i stedet tage offentligt transportmiddel det sidste stykke frem til en ventende seng og hvile. Hvem havde vel for ti år siden troet Sverige skulle udvikle sig sådan, spørger Per afslutningsvist.

Per er nok ikke den eneste i dag som stiller sig dét spørgsmål.

Køb Hege Storhaugs bog her!