Traian Ungureanu (f. 1958) er en rumænsk politiker og skribent. Han repræsenterer det liberaldemokratiske parti PDL i EU-Parlamentet. Denne artikel blev oprindelig publiceret i Rumæniens ledende avis Adevărul den 14. maj 2018.

*

EU er socialistisk. Vesten er socialistisk. Amerika er socialistisk. Universiteterne og den intellektuelle klasse er socialistiske. Alle eliter indenfor kunst, film, pop, det civile samfund, hjælpeorganisationer og humanitære kredse er socialistiske. Sådan er verden, og den, som ikke er socialist, er – ved socialistisk dekret – fascist, racist, populist eller yderliggående nationalist.

To hundrede år efter Karl Marx’ fødsel har det socialistiske dogme erobret verden. Drevet af sit genetiske behov for blod og magt står denne doktrin atter en gang klar til at kaste sig over alle dem, som endnu ikke med underdanighed har taget plads i menigheden.

Ytringsfriheden og retten til egen mening, al modstand, kritik eller afvisning er forbudt og bliver straffet med bandlysning. For os østeuropæere er dette drama en bitter skuffelse. Vi føler det nemlig på en speciel måde, ligesom en teenager, som er vokset op med skinnende idealer, opdager, at hans læremester er en snedig rad og en pervers lurendrejer. For netop vi har fået æren af at konstatere, at vi undslap socialismen blot for at genfinde den ved magten i Vesten, hvor den med velplejet hånd uddeler kortene for verdens videre gang.

Stille! Den som har ordet, er kammerat Jean-Claude Juncker, vesteuropæisk højrepolitiker, EU-Kommissionens præsident og følgelig socialist med stiv flip eller, tydeligere sagt, garvet Marx-propagandist.

Uanset hvordan den søges kamufleret, kan denne fornærmelse  ikke gå upåagtet hen. Juncker ærede og hvidvaskede Marx med suveræn skamløshed. I sin tale fjernede han med et pennestrøg millioner og atter milioner døde fra Marx’ historiske regnskab og spyttede med en udsøgt mangel på finfølelse på Europas civilisation. Der kan vanskelig tænkes en større grovhed og en mere beskidt vandalisme end den, at Europas leder renvasker Marx for hans forbrydelser og hans ansvar. Og hvor skete det? I en domkirke! I en af de katedraler, som bidrog til, at Europa blev til noget andet end en urskov befolket med vilde dyr.

På perversionernes skala er Juncker nået helt til tops og har placeret sig på den højeste og mest tjæresorte trone.

Juncker fremførte sin hyldest til Marx fra en talerstol, som var blevet sat op som et obskøniteternes vandfald i domkirken i Trier. Den ældste og mest ærværdige katedral i Tyskland, beliggende der, hvor Konstantin den Store gjorde det muligt at grundlægge en basilika. I en katedral mindedes og renvaskede formanden for EU-Kommissionen i ærbødige vendinger ham, som erklærede, at religion var opium for folket. Pornofilmfestival på nonneskolen!

Dersom det var en Marx, som skulle mindes i Trier, kunne EU-Kommissionens præsident have standset ved byens første jødiske synagoge, som blev åbnet for 350 år siden, altså hjemme hos rabbiner Mordechai Marx, bedstefaren til den store jødehåner og programforpligtede antisemit, overløberen Karl Marx.

Den, som skænder en katedral og omformer den til en ateistisk foredragssal og som ikke ved, hvad der var den oprindelige adresse for Marx’ forkyndelse, har et alvorligt problem med den åndelige geografi. Men se hvem, som skal fortælle os, hvor vi skal have vor ambassade og hvad vi skal tænke politisk om Jerusalem!

Der er allerede gået en uge siden udskejelserne, som vanhelligede Konstantins katedral ved at afskaffe 2000 års europæisk civilisation, men Juncker er endnu ikke gået af. Det ville uanset hvad ikke have været nok. Den eneste nogenlunde tilfredsstillende konsekvens af denne moderigtige, barbariske handling ville have været, at han forsvandt fra alt offentligt liv. Men ikke uden at være kommet med undskyldninger, som Østeuropa kun kan godtage, dersom den højvelbårne Juncker kryber på sine knæ til Gdansk, som er stedet, hvor Marx’ kommunisme blev besejret.

For dem som vil vide, hvad Marx tænkte uden at skulle læse sig gennem omfangsrige bind, er essensen tindrende klar. Marx skabte en filosofi for at omvælte verden, ikke for at forstå den.

I sin tale i Trier gentog Juncker en gammel nedrighed. Et alibi som aldrig opgives. I de rigtige kredse, på universiteterne og blandt frisindede tænkere, hævdes det, at Marx ikke er ansvarlig for marxismens grusomheder. At hans filosofi er blevet misforstået, fordrejet, forrådt og forfalsket af Lenin, som på sin side blev forfalsket af Stalin, af Mao, af Pol Pot, af Castro, af Ceaușescu og af alle de andre, som har lagt nationer i grus. Men det bliver for skrapt! Det er lige så absurd som en permanent bøn om nåde fremført af seriemordernes fagforbund. Det er slet ikke vanskeligt at forstå, hvad det hele drejer sig om. Alt som tiltrænges, er den lille dosis fornuft som Juncker og hans lige har afskaffet i den ædle sags navn, Europas Forenede Stater og bla-bla-bla.

For dem, som vil vide hvad Marx tænkte uden at skulle læse sig gennem digre bind, er essensen tindrende klar. Marx skabte en filosofi for at omvælte verden, ikke for at forstå den. Marx ville have et nyt samfund og en fuldstændig ødelæggelse af den gamle verden. Marx’ dogmer påbyder følgende: privat ejendom skal afskaffes, den videnskabelige socialisme og den dialektiske marxisme skal indføres, der skal udløses en revolution ledet af proletariatets avantgarde, og ethvert tilløb til anderledes tænkning skal elimineres. Politisk set skal proletariatet, anført af personer, som er inspireret af de socialistiske ideer, tage magten gennem revolution for så at opbygge en ny kollektiv økonomi og tilintetgøre alle ideer og institutioner, som er til hinder for dette. Disse er jo udtryk for de klasseinteresser, som er socialismens modstandere, det vil sige modstandere af den eneste sandhed. Historien når nu sit højdepunkt, menneskeheden er reddet, og marxisterne har selvfølgelig al magt og vil for altid forblive ved roret. Det er det hele.

Spørsmålet er: hvilke af disse ideer er det, som er blevet forrådt eller ikke rigtigt iværksat af de kommunistiske regimer? Hvor ligger fejlen, som forvrænger billedet af Marx? Hvilke praktiske og teoretiske detaljer ved disse ideer er det, som ikke er blevet oplevet på kroppen af den del af menneskeheden, som kommunisterne har sikret sig magten over? Kan Juncker præcist fortælle os, på hvilket punkt kommunisttidens slaveri var en karikatur af marxismen?

Men nej! Det, som bekymrer Juncker og akademia og mediernes aristokrati i Vesten, er ikke Marx. Det er det ekstreme højre, det er populismen og fascismen, som Juncker benævner den menneskemasse, som forsat tror, at demokrati hviler på retten til at afgive sin stemme og på tolerancen for at tænke eller være anderledes.

Til syvende og sidst er det kun marxist-leninistiske regimer, som officielt har sværget til en ideologi med kendt ophavsmand. Alle de kommunistiske diktaturer har insisteret på officielt at fremstå som socialistiske stater med et marxistisk-leninistisk regime.

På trods af dette er marxismen den eneste filosofi, som til evig tid ledsages af tusind undskyldninger og en total ansvarsfraskrivelse. Efter at have fået amnesti af Sartre i går og af Juncker og New York Times i dag, vil marxismen i morgen blive inhaleret med en følelse af frisk smag af de unge progressive i Rumænien. For marxismen har krybdyrets evne til at skifte ham og lokke sit bytte til sig med hypnotisk kraft. Den er en tragisk fristelse, som leder til at prise og anvende den forføreriske ondskab i det godes navn.

Marxismens fremtid er sikret netop gennem dens mystiske evne til altid at kunne give fortidens vej mod afgrunden et forlokkende skær. Siden midten af 1980’erne har marxismen skilt sig af med arbejderklassen. Mon hvorfor det?

Det er de vestlige eliters socialisme, som er den nye religion for dem, som leder os, for dem som har al magten, også magten til at forme vores vej og vore værdier.

Arbejderne i den vestlige verden blev efterhånden borgerliggjort. De ville, naturligt nok, opnå et anstændigt liv, ikke en ideologisk triumf. Fra det øjeblik de ophørte med at stemme socialistisk, erstattede marxisterne dem. For marxismen ønsker en eneste ting: al magt over alle. Det tidligere proletariat, som marxisterne havde betragtet som deres, blev afskediget, og marxisterne begyndte jagten på et nyt proletariat, en ny masse, de kunne få tag i. Den nye masse de fandt, var minoriteterne og migranterne. De er venstresidens nye vælgerbase og vejen til magt for den nydefinerede socialisme. Dermed forstår vi også hvorfor især venstresiden i Vesten gør alt for at afskaffe grænser, ødelægge national suverænitet og ivrigt arbejder for en ny eneste ideologi: dette er den progressivitet alle eliter og førende kræfter allerede har omvendt sig til.

Det er af denne grund, at diskussionen om den skammelige fejring af Marx, bødlernes store forbillede, også har interesse for folk på steder, hvor dagliglivets problemer dominerer, som i Rumænien. Hvad betyder så al postyret omkring Marx for os? I virkeligheden – alt!

Marxismens skæbne er afgørende, ja altafgørende, for Rumænien. For de vestlige eliters socialisme er den nye religion for dem, som leder os, for dem som har al magt, også magten til at forme vores vej og vore værdier.

De, som for tredive år siden hjalp os med at blive marxismen kvit, vil i dag gelejde os mod en overnational og anti-individuel socialisme, henimod had mod vor egen kultur og henimod en censur, som eliminerer ethvert tilløb til særpræg, humor og åpen kritik.

Af alle disse årsager har den marxistiske mode betydning og den rammer os, før vi aner det.

Af de samme årsager burde Juncker bare forsvinde. Eller gå i kloster. Hvis der da længere er håb om frelse for en marxistisk munk.