Billdet: EU-præsident Donald Tusk. Illustrationsfoto. / Foto: Wikimedia Commons

EU-præsident Donald Tusk begik tirsdag det måske hidtil største jok i spinaten man har set fra unionens politiske elite i forholdet til USA’s præsident Donald Trump.

Det var under en pressekonference med EU-kommissionens præsident Jean-Claude Juncker og NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg i Bruxelles at Tusk lod ordene falde.

NTB citerer:

– Kære præsident Trump: USA har ingen og vil heller aldrig få nogen bedre allieret end Europa. Europæerne bruger i dag mange gange mere på forsvar end Rusland, og lige så meget som Kina. Og jeg mener, der ikke kan være nogen tvivl, Hr. præsident, om at dette er en investering i fælles amerikansk og europæisk sikkerhed. Det samme kan du ikke sige om den russiske og kinesiske brug af penge, sagde Tusk.

Solidaritet er vigtigere end penge, understregede han.

– Sæt pris på dine allierede. Du har trods alt ikke så mange, sagde Tusk.

Hvor længe skal man egentlig rive sig i håret over Tusks udtalelser, inden skallen står blank tilbage?

Det er særdeles let for EU-præsidenten at nedtone betydningen af penge, så længe det er Europa, der har størst økonomisk fordel af relationerne til USA. Hvor meget er en verbal solidaritet værd, hvis den ikke har konkrete konsekvenser?

Mest tvetydig er EU-præsidentens påstand om at USA ikke har så mange allierede. Men NATO har 29 medlemsstater, så hvad er egentlig betydningen af det Tusk siger? Amerikanerne vil være snublende nær tanken om at flere af NATO-landene egentlig slet ikke er allierede.

Dette gælder naturligvis ikke for Donald Tusks hjemland Polen. Polakkerne, som værdsætter geopolitikken, vil gerne betale for at amerikanerne øger sin militære tilstedeværelse i Polen, som Trump under sin store Warszawa-tale viste, at han beundrer.

Hvordan lykkedes det egentlig Polen at eksportere en politiker som Tusk til Bruxelles? Har han nogensinde tænkt sig at rejse hjem igen? Fungerer Polen omtrent som Italien, hvor politikere, som er besværlige eller som behøver en retrætestilling efter at være blevet udmanøvreret på hjemmebanen, sendes til EU-hovedstaden? Onde tunger vil påstå, at dette er det eneste system for rehabilitering i Italien, som fungerer hundrede procent fejlfrit. Er det sådan i Polen også?

Sagen er uanset hvad, at amerikanerne har mange allierede, også udenfor NATO. Blandt de fremmeste er Israel, Australien, Japan og Sydkorea. En række andre stater samarbejder med USA, som om de var allierede.

Aller dummest er den belærende, nedladende og indbildt beskyttende holdning, Tusk udviser: Sæt pris på dine allierede.

Hvem er det egentlig, der har mest grund til at værdsætte sine allierede? Måske det er dem, der har den største netto fordel af dem, altså europæerne?

Europa har dertil det største behov for allierede. Mens Frankrigs militær har mere end nok med at holde sikkerhedssituationen indenlands sådan nogenlunde under kontrol, er Storbritannien det eneste land i verdensdelen, som er i stand til at udøve betydelig militærmagt.

Sagen er, at Europa ligger geografisk forfærdeligt udsat, med en demografisk trussel i syd, en ideologisk-religiøs trussel i syd og øst, en militær trussel i nord og øst med strategiske naturresurser, som Europa mangler, og en økonomisk trussel langt mod øst. Når Italiens indenrigsminister Matteo Salvini siger, at vi kunne have behøvet NATOs beskyttelse mod invasionen via Middelhavet, viser han at han forstår det.

USA ligger til sammenligning beskyttet mellem to verdenshave med én venligsindet nabo i nord og en anden i syd. De besidder alene en fjerdedel af verdens økonomiske magt og halvdelen af den militære. Landet er fuldt af naturresurser, og eksporterer både korn og olie. De har verdens bedste styreform og ditto højere læreanstalter.

Faktum er at USA ikke har det samme behov for allierede, men for andre lande som ikke ønsker en verden domineret af aksen Kina–Rusland med en række banditstater på bagvognen, er det af stor interesse at have USA som allieret.

Den arrogance Tusk udviser, er med andre ord særdeles upassende. Hvem tror han egentlig, at han er?

Køb Hege Storhaugs bog her!