Trump har fået pisk for at opsige Paris-aftalen. Hvilken slags presse har vi, når den ikke informerer om at aftalen har identitets- og kønspolitik som forudsætning for at redde klimaet og kloden? / Foto: Wikimedia Commons

I indledningen til Paris-aftalen står der, at klimasagen kun kan løses, hvis den tager kønsproblematikken alvorligt. Det er Steven F. Hayward som i en artikel i Wall Street Journal informerer os om at klimasagen er kapret af politisk rettroende. Dermed dør den.

• Climate Change Has Run Its Course

Det er ikke svært at mærke, at interessen for klimasagen har været for nedadgående de senere år. Det er længe siden FNs klimapanel fik stor opmærksomhed.

Negativ opmærksomhed

Men klimasagen kan også forsvares ved negativ opmærksomhed. Det, at Trump sagde den op, kan bruges som bevis på at den er rigtig og vigtig. Det, en mand som Trump er imod, må nødvendigvis være rigtigt, da han per definition er ond.

Spørgsmålet er, hvor længe negativ opmærksomhed holder interessen fanget. Det gælder ikke bare klimasagen. Amerikanerne bliver trætte af den konstante strøm af negative nyheder om Trump og hans familie. Det er lidt ligesom som ”narrefisse” på nettet: Når du for tyvende gang er blevet lokket til at klikke på en overskrift som ser fristende ud, bare for at opdage at den er bluff, vil du før eller siden stoppe med at klikke på den.

Sådan virker den negative opmærksomhed på Trump. Sådan virker også klima-apokalypsen.

Identitetspolitik

At såkaldt ”social justice”, identitetspolitik og kønspolitik, var lagt ind i indledningen til Parisaftalen forklarer hvorfor klimasagen dør.

A good indicator of why climate change as an issue is over can be found early in the text of the Paris Agreement. The “nonbinding” pact declares that climate action must include concern for “gender equality, empowerment of women, and intergenerational equity” as well as “the importance for some of the concept of ‘climate justice.’ ” Another is Sarah Myhre’s address at the most recent meeting of the American Geophysical Union, in which she proclaimed that climate change cannot fully be addressed without also grappling with the misogyny and social injustice that have perpetuated the problem for decades.

The descent of climate change into the abyss of social-justice identity politics represents the last gasp of a cause that has lost its vitality. Climate alarm is like a car alarm—a blaring noise people are tuning out.

Meningsløshed

Da Trump opsagde aftalen fik vi at vide at den gav Kina og Indien 13 «friår», før de blev omfattet af aftalen. De skulle altså have 13 år til at udkonkurrere den vestlige verden.

Identitetspolitik føjer sig ind i dette mønster.

Klimasagen reflekterer et tankesæt som har meget lidt med videnskab at gøre, og meget med politisk missionsarbejde.

Det lader til at det er særlig er i de protestantiske lande, at klimamissionering appellerer til eliten. Den sidste «bølge» er plastik. Merkel ønsker, at Europa skal have recirkuleret al plast inden 2030. Som under kommunismen må der hele tiden være en ny kampagne, der ruller.

Norge er blandt de flinkeste i klassen. I år blev «masserne» mobiliseret til plastindsamling. Det er særlig de unge som udsættes for denne propaganda. De tror at de redder verden når de indsamler plastik.

Imens pumper vi olie og gas op og kan glæde os over stigende oliepriser. Mere end nogensinde er den norske stat afhængig af olieindtægterne for at finansiere et budgetunderskud, som bare vokser og vokser. Det er ikke rart, at befolkningen reagerer med apati. De finder ingen fornuft i galskaben.