Italien er blevet talsmand for nej-fronten. Statsminister Giuseppe Conte spillede en aktiv rolle på topmødet. Hvis princippet om frivillighed skal gælde, betyder det så, at Italien kan fortsætte  med at afvise skibe, som har samlet migranter op? Foto: Eric Vidal/Reuters/Scanpix

EU-topmødet blev klokken halv fem om morgenen enige om en løsning på migrantkrisen, men det er vanskeligt at se, at enigheden forandrer noget.

Forskellen fra den forrige plan om obligatoriske kvoter af migranter er, at det denne gang skal være frivilligt at deltage. Men hvis landene ikke vil eller forsøger at smyge sig udenom, er resultatet da ikke status quo?

Hvis det er status quo, som var uudholdelig og ledte til topmødet, har man så i det hele taget bevæget sig?

Enigheden går ud på, at EU-lande i fællesskab skal tage hånd om flygtninge og migranter, som plukkes op i Middelhavet og sættes i land på europæisk side.

Men det skal være fuldstændig frivilligt at deltage i indsatsen. Det var et ufravigeligt krav fra dypt skeptiske medlemslande i øst. (…)

Det EU er ude efter, er et helt nyt system for at tage vare om flygtninge og migranter, som samles op i Middelhavet.

Nu lægges der op til, at dette system bliver en fælles EU-indsats.

Tanken er, at EU skal oprette et netværk af såkaldte kontrollerede centre i medlemslandene langs middelhavskysten. Der skal der foretages en første sortering af flygtninge og migranter, som sættes i land. Bagefter vil en del af disse blive omfordelt til andre medlemslande til videre opfølgning.

Men alt dette skal ske på frivillig basis, understreges det. Kun medlemslande, som selv ønsker det, skal deltage (….)

De obligatoriske kvoter er kommet helt til kort. Flere lande stemte imod vedtagelsen og da ordningen kom i gang, mødte EU kraftig modvilje. Den varede ved helt indtil kvoteprogrammet blev afsluttet i fjor, og facit i dag er, at blot 34.691 asylsøgere er blevet omfordelt. Det oprindelige mål var at omfordele 160.000 asylsøgere. (NTB)

Når Polen synes, den nye aftale er god, kan det da tænkes at være, fordi lande, som er imod modtagelse af migranter, har fået anerkendt retten til ikke at deltage, til at sige nej?

Det er vanskeligt at læse enigheden på nogen anden måde.

Det betyder en anerkendelse af nej-landene, af deres ret til reservation. Så meget synes klart. Men hvad med ja-siden. Er der nogle nye lande, som siger, at de vil deltage? Hvis det havde været tilfældet, havde aftalen haft en anden troværdighed.

– Nu er Italien ikke alene længere, sagde en fornøjet italiensk statsminister Giuseppe Conte senere.

Stefan Löfven var ikke fornøjet. Han syntes, det gik i forkert retning.

– Der er ingen tvil om, at det er vanskeligere nu. Jeg vil påstå, at vi nu har et andet politisk landskab, sagde han. (NTB)

Svevende

Hvilke middelhavslande ønsker disse “kontrolscntre”? Hvis man ser på Grækenlands erfaringer, er det næppe fristende. Man bliver siddende tilbage med overfyldte lejre af mennesker, man ikke bliver af med.

Og hvem skal tage dem, som bliver godkendt som asylsøgere?

Der tales om “ilandstigningsplatforme” i afrikanske lande. Også det er uden en eneste konkretisering. Årsagen er klar: Ingen vil have dem. Det giver større indtægter at malke strømmen af migranter på vej til Europa og derefter modtage overførelsespengene. Derfor er uviljen mod at tage migranterne tilbage stor.

I den nye enighed fastslås det også, at EU skal vurdere mulighederne for at udvikle et system for ilandstigning i Nordafrika.

Det EU håber på der, er et samarbejde med FN og nordafrikanske lande om modtagelsescentre for flygtninge og migranter, som samles op i Middelhavet, men som føres tilbage til afrikansk side, før det lykkes dem at nå frem til europæisk havn.

EU lover at hente kvoteflygtninge fra disse lejre. Men også her skal deltagelse være fuldt ud frivillig fra medlemslandenes side. (NTB)

På engelsk hedder det ” to kick the can down the road” – at finde på noget som gør, at man udsætter at finde en løsning. Kort sagt en skinløsning. EU er eksperter på skinløsninger. Men det går ikke denne gang.

Hvis nej-siden fik anerkendt sin ret vil der kunne gå nogle måneder til. Men for Merkel er det mere presserende på hjemmebanen. Der er vælgerne mindre fornøjede med skinløsninger. De gennemskuer dem. EU kan forblive flydende, fordi det er en union uden ét folk. Når nej-landene har fået anerkendt deres ret, kan lad-stå-til-politikken fortsætte.

Men har CSU i Bayern råd til det?