Marquis de Sade – ophav til begrebet sadisme. Skal sadisme også normaliseres i den norske skole og offentlighed? Hvordan stemmer det med #MeToo?

I forslaget til den norske Diskrimineringslov hedder det, at «skolen ikke skal fremstille enkelte former for seksuel orientering som unaturlige eller illegitime». Sadomasochisme er dermed en seksuel orientering, lige så god som hvilken som helst anden, hvilket indebærer, at lærere i norske skoler bliver nødt til at omtale sadomasochisme og polyamorøse forhold på  linje med anden seksuel orientering.

Oslo Pride 2018 har startet sin ugelange festival, og som sædvanlig er det knapt nogen debat om, hvad det hele indebærer, hvad arrangøren Fri mener og hvilken retning vort samfund går. Læser man, hvad Fri ønsker, er det imidlertid åbenbart, at organisationen forstår, hvilke muligheder de sidste års lovgivning har givet dem.

Da Stortinget i sommeren 2017 vedtog den nye ligestillings- og diskrimineringslov, blev det tydeligt, at lovgivers forståelse af ligestilling og diskriminering like så meget handler om vore holdninger som om vore handlinger. Lovgiver åbnede nemlig for en omfattende indsats for at ændre det, vi i over 1000 år har opfattet som grundlæggende normer knyttet til køn og samliv.

I lovforslaget hedder det, at «skolen ikke skal fremstille enkelte former for seksuel orientering som unaturlige eller illegitime», og for børnehaven står der i regeringens handlingsplan Trygghet, åpenhet, mangfold, at

Regjeringen vil tydeliggjøre i rammeplanen at barnehagen har ansvar for å utvikle barnas toleranse for et mangfoldig samfunn og dermed bidra til å demme opp for fordommer og diskriminering basert på kjønn, legning osv.

Med første øjekast ser det hele positivt ud. De fleste ønsker jo ikke at diskriminere eller være intolerante. Spørgsmålet er imidlertid, om lovgiverne var bevidste om, hvad der menes med seksuel orientering og hvilke ideologiske styringer denne lov og handlingsplanen indebærer. Der er nemlig en klar forbindelse mellem organisationen Fris målsætning og ønsker og de muligheder lovgiver har givet dem, og uden særlig modstand er organisationen Fri blevet vores måske vigtigste præmisleverandør på det seksual- og samlivsetiske område. Fri har nemlig klare ideer om, hvad de vigtige begreber seksuel orientering og kønsidentitet indebærer, og det de mener, må vi bøje os for.

I avisen Klassekampen kunne vi den 21. juni for eksempel læse, at polyamorøse ønsker, at kirken skal anerkende forhold mellem flere, og biskop emeritus Tor B. Jørgensen har lovet at gå ind i diskussionen med et ærligt sind. Det er jo også en seksuel orientering vi nu må tage alvorligt, sagde Jørgensen til Klassekampen, og uddybede:

i møte med mennesker må vi ikke lukke øynene for andre typer virkelighet og andre forståelser av samlivet.

Dette er helt i Fris ånd. Fri mener, at alle former for seksuelle relationer eller handlinger, som er baseret på respekt, ligeværd og samtykke er positive, og siger, at de ønsker at skubbe på for at skabe positive holdninger til mennesker, som bryder med normer for køn og seksualitet.

Fri er tydelig om, at alt som smager af normer knyttet til seksualitet og samliv er destruktivt, og uden at vi diskuterer det specielt, er denne forståelse af tolerance blevet en del af vor hverdag, helt ned til børnehaven.

Fri applauderer også, at WHO nu har «raskmeldt» både fetichisme- og bdsm-diagnosen. De praler af deres egen indsats i sagens anledning og skriver, at dette er en menneskerettighedsreform på størrelse med en global milepæl, og at ophævelsen af fetichisme, transvestisme og sadomasochisme som sygdomsdiagnoser kan føre til, at disse grupper vil kunne nyde samme frihed og selvrespekt som andre “skeive”.

Sadomasochisme er dermed en seksuel orientering på lige fod med alle andre, hvilket indebærer, at lærere i norske skoler bliver nødt til at omtale sadomasochisme og polyamorøse forhold på  linje med anden seksuel orientering. Men ikke bare lærere. Eftersom den nye ligestillings- og diskrimineringslov også omfatter familien, er også forældre forpligtet til at ligestille alle seksuelle orienteringer. Det er det normløse samfund som her stiger frem, et samfund, jeg antager flere vil betakke sig for, men som de fleste ikke vover at argumentere imod af den enkle grund, at de kræfter, som arbejder for dette projekt, har magten og viljen til at støde sine modstandere ud i det yderste mørke.

Fri hævder, at de kæmper for menneskets frihed, men en ideologi, som fratager mennesket ret til en biologisk far og mor, og som i tillæg modarbejder alle normer for seksualitet og samliv, fjerner i princippet menneskets ret til sin egen identitet og historie, og undertrykker enhver tro på en sandhed om mennesket. På denne måde fortæller de os, at vi ikke har nogen, hvilket igen leder til, at vi ikke er noget. Og de som ikke er noget, kan heller ikke påkalde noget større end dem selv.

I frihedens navn tvinges vi til at underkaste os minoriteternes krav. Er det virkelig uproblematisk, at vi på denne måde overlader den seksualetiske definitionsmagt til dem, som på lørdag marcherer i Oslos gader?