Den europæiske elite forstår ikke kraften i amerikansk patriotisme. De forstår ikke, at Trump repræsenterer det USA, som reddede Europa fra to katastrofer. De sympatiserer og identificerer sig med Obama, som trak en rød linje i Syrien og da Assad krydsede den med kemiske våben, ombestemte sig og walked away. Der og da tabte Obama USAs afskrækkelsesevne og mullaherne i Teheran vidste, at mantraet om, at “all options are on the table” bare var tom snak. Lindsey Graham, senator fra South Carolina fra 2003 og oberst i luftvåbnet, sagde til Laura Ingraham i nat: Allerede ved første møde med den nyvalgte Trump sagde Trump, at han aldrig ville tillade, at Nordkorea skulle kunne true amerikanske byer. Trump mener det. You don’t play Trump, sagde Graham. Det er dette USA, som kan redde Europa en tredje gang, men den europæiske elite insisterer fortsat på at drukne. 

Da det lykkedes Donald Trump at få etableret en forbindelse med Kim Jong Un og gøre topmødet til en succes, troede undertegnede, at pressen og kommentariatet denne gang var nødt til at anerkende hans succes. På pressekonferencen, hvor Trump holdt på i over en time efter 25 timers forberedelser og møder, havde han fuld kontrol. Trump brillerede.

Succesen var uigendrivelig. Troede vi. Der gik nogle timer. Medierne behøvede tid til at samle sig og forberede et modangreb. Hvordan demonteres en succes?

Så kom det: Trump havde givet for meget væk. Man tog en bid, som kom som en overraskelse, aflysningen af militærøvelser, og brugte den som stepping stone til at rive Trumps bedrift i stykker. De lykkedes med at vende succesen til Kims fordel. Han havde vundet. Trump havde givet noget uden at få noget igen. Han havde klinet sig op ad en diktator og vanæret flaget.

Det var et kunststykke.

Heldigvis er der journalister i USA, som har bevaret forstanden. Sean Hannity, Tucker Carlson og Laura Ingraham på Fox News og journalisterne i Washingtonexaminer.com, pjmedia.com, nationalreview.com og breitbart.com – har noget, de andre mangler: Hukommelse. Det er bare nogle måneder siden, at de samme liberale journalister beskyldte Trump for at starte en atomkrig. De kritiserede hans retorik som leg med tændstikker. Når det passer dem, tager de Trumps retorik bogstavelig. Men når han opnår resultater, finder de en helt anden fortolkning: Det var ikke en succes, men en fiasko! De ser suverænt bort fra fakta: At der ikke har været nogen opsendelser af raketter i et halvt år, at Nordkorea sprængte klippen, hvor prøvesprængningerne har fundet sted, at de udleverede tre amerikanske fanger. At Mike Pompeo har været to gange i Pyonyang.

Samtidigi har de fuldstændig “glemt” den oplagte sammenligning: Obamas aftale med Iran. Hvordan var det med amerikanere i iranske fængsler? Obama sendte en jumbojet fuld af dollars i cash for at få befriet gidsler. Vi hørte ingenting om menneskerettigheder i Iran. Men når det kommer til Nordkorea, så forlanger amerikanske journalister den fulde pakke: Siden Trump ikke har fået Kim Jong Un til at love forbedringer på alle områder, har han svigtet.

Normale mennesker gennemskuer deres propaganda, for hvad den er: Det liberale USA er blevet antiamerikansk. Det har bevæget sig længere og længere “ud”. Det har rødder langt tilbage. Modstanden mod Ronald Reagan var lige så fjendtlig. Når Jan Arild Snoen i Minervanett.no forsøger at lave en adskillelse mellem Reagan og Trump er han ahistorisk. Europa faldt af toget under Reagan. Det liberale Europa forstod aldrig Morning in America-Reagan. Vi “mistede” tråden til det konservative USA. Europa troede, at den var borte. Da Obama blev valgt, var det som om den franske revolution havde nået USA: EU og USA skulle sammen tage skridtet ind i en ny fremtid.

Samtidig var Europa ved at begive sig ud på sit tredje store sociale eksperiment: Muren var faldet. Socialismen var diskrediteret. Europa trængte til noget nyt at tro på. Det nye projekt var antinationalt. Det antinationale skulle skjule, at Tyskland blev Europas førende magt. Tyskland har en side, hvor det kan “overdo”, overdrive. Bag Ordnung muss sein ligger noget overspændt og lurer. Angela Merkel blev “grebet” og ville vise, at Germania kunne være det modsatte af Det Tredje Rige.

USA er en frontier-nation, denne pionerånd har ikke forladt Amerika. Europæerne troede, at Obama var symbolet på en ny frontier, som skulle krydses: Det multikulturelle samfund. Det gik ikke op for europæerne, hvor polariserende Obama var. Trump benådede for nylig Dinesh D’Souza. D’Souza blev idømt fængsel for en valgkampsteknikalitet, men i virkeligheden fordi han lavede en film om Obama, som Obama tog ilde op. Dommeren dømte D’Souza til psykiatrisk behandling. D’Souza er konservativ. Efter at han kom ud, var han gæst på Ingrahams program og sagde: -Jeg er mørk, jeg kom fra Indien til USA med 500 dollars i lommen. Jeg symboliserer, hvad USA er.

Men Obama og hans administration kunne ikke klare en kritiker, som de ud fra deres egne kriterier skulle omfavne som et symbol på succes. Realiteterne er anderledes: Obama tolererer kun “forskellighed”, som er enig med ham selv.

Det er den samme mentalitet, som gennemsyrer Europa, men her er den endnu værre, fordi de modsat rettede kræfter er svagere. Islam lægger sin klamme hånd over Europa og lammer tankeevnen og får selv briterne til å miste forstanden.

Det er europæerne, som virkelig burde omfavne Trump. Trump er Europas chance. I stedet opfører europæere sig som dyr, som i panik løber ind i flammerne, når det brænder.

Det er de samme personer, som beder europæerne om at opføre sig som briterne under Blitzen, når terroren rammer: “keep calm and carry on”.

Skal man forstå danske medier, må man vide, hvad der foregår i USA. Danske journalister og eksperter er bare et svagt ekko af det, som sker der; skal man forstå, hvad JPs Heidi Plougaard siger, må man kende billedet i USA.

At venstresiden i Europa er antiamerikansk er ikke noget nyt. Vinder den frem, så det slut med Europa. Så vil venstresiden og islam vinde frem. Gode, besindige mennesker vil begynde at forlade Europa. I flere lande er det er allerede begyndt. En sådan flugt vil have en stærk smitteeffekt. Vi må vove at se muligheden i øjnene.

Men Trumps succeser er en sejr for alle fornuftige mennesker.

En meningsmåling fra Reuters viser, at 51 procent af amerikanerne mener, at Trumps politik i Singapore var rigtig. De hører i mindre og mindre grad på de liberale medier. Folk har bevaret common sense. De hører hysterien i mediernes rapportering. Folk bryder sig ikke om hysteri. De synes, at det rækker med galskab.