En bog af John Irving hedder The World According to Garp. Vi kan nu tale om The World According to Trump. Vi lever i Trumps verden.

Med gennembruddet på Capella-hotellet på Sentosa-øen har Trump demonstreret, at han kan. Det stiller hans modstandere fuldstændig i skyggen, hvad enten de er indenlandske eller udenlandske. Hans form for diplomati virker.

Det som sker, sker på verdensscenen, for øjnene af en hel verden. At udfærdige en mindste fællesnævnererklæring for G7-landene er én ting. At indgå en aftale om nedrustning med Nordkoreas leder er noget andet.

Merkel, Trudeau og franskmændene vidste ikke, hvilke ord de skulle benytte for at beskrive Trumps opførsel på G7-mødet og ikke mindst hans besked om, at han trak USA ud fra erklæringen. -Deprimerende, sagde Merkel.

Hvem er deprimeret nu?

Trump sagde på pressekonferencen i Canada, at han behøvede nogle minutter for at afgøre, om Kim Jong Un mente alvor.

Trump og Kim tilbragte 40 minutter helt alene. De tog en en kort spadseretur og da fik medierne indtryk af, at der var fremgang. Da de to timer senere stod frem til en kort fotoseance for at skrive under, var det tydeligt, at mødet havde resulteret i noget godt.

Kim smilede og sagde, at verden kom til at se en stor forandring.

The proof of the pudding is in the eating, hedder det. Det nytter ikke at snakke sig til succes. Man kan ikke bluffe.

Trump har evnet noget, ingen anden præsident har evnet. Den højest rangerende amerikanske tjenestemand, som har mødt en nordkoreansk leder, er udenrigsminister Madeleine Albright. Bill Clinton troede, han havde fået Nordkorea ind på et samarbejdsspor. George W. Bush forsøgte. Det samme gjorde Obama. Nordkorea fik penge og ressurser. De gik til atomvåben og raketter. Da Trump overtog, truede Kim med at udslette amerikanske byer.

Trump gjorde det klart, at USA aldrig ville komme til at finde sig i, at Nordkorea truer USA. Liberale medier gik amok, fordi Trump omtalte Kim som Little Rocket Man. Det ville gøre ham vred og mer aggressiv.

Men Kim forstod, at USA mente alvor. Hvis atomvåbenprogrammet fortsatte, ville regimet blive styrtet. Trump sendte tre hangar-grupper til Nordkoreas kyst. USA ville vise, at det var alvor.

Kina må have givet et signal om, at de ikke kunne beskytte Nordkorea mod USA. Kina har en hangar-gruppe og den er netop søsat.

Under Obama ville Trumps slagord peace through strength have lydt orwellsk.

Oprustning lød umoralsk. Obama sa lige efter sin indsættelse, at han ville arbejde for en atomvåbenfri verden. Han fik fredsprisen.

Nu er det en præsident, som arbejder for peace through strength, som redder verden fra en diktator med atomvåben.

Det burde få alle og enhver til at gå i tænkeboks.

Vi lever i Trumps verden.