Titian Ecce Homo (1558-60)

Mod indeholder en mærkelig selvmodsigelse. Mod er, at et stærkt ønske om at leve tager form som det at være klar til at dø. Det er hvad der ligger i ordene: den der vil redde sit liv skal miste det.

Ordene Gud hader krystere (som er Laura Ingalls Wilders, forfatteren til de mange bøger om pigen Laura og hendes families oplevelser i det store vilde land mod vest, Amerika) er lagt i munden på Cap Garland i sidste og ottende bind af præriesagaen, De gyldne lykkeår.

Cap Carland er en biperson i bøgerne, men ikke desto mindre en vigtig biperson. Han er nemlig med til at hente den hvede der under en dræbende vinter er nødvendig for at det lille bysamfund på Dakotas prærie der er Lauras hjem, ikke dør af sult. Med sit eget liv som indsats tager han sammen med Almanzo, der senere skulle blive Lauras ægtemand, ud på den drøje tur. 

Tilbage til ordene. De falder en vinterdag, flere år efter det med hveden, da Almanzo står for at skulle beslutte sig for, om han skal tage ud og hente Laura hos den familie, hun som nyuddannet lærer logerer hos. Der er 40 graders kulde og det blæser. Almanzo betragter termometeret, hvis kviksølv er helt i top. I det samme kommer Cap gående. Han ser, at Almanzo tøver foran termometret og idet han passerer, siger han med et underfundigt grin: ”Gud hader krystere.”

Almanzo tager afsted. 

”Gjorde du det, fordi han udfordrerede dig, spørger Laura efter turen, der nær kostede dem begge og hestene livet. ”Nej, jeg gjorde det, fordi jeg synes han havde ret” svarer Almanzo.

Mente den pæne ældre dame, der skrev bøgerne, som ligger til grund for den idylliserede tv-serie Det lille hus på prærien, så det? At Gud hader krystere? 

Lad os se på det. 

Laura Ingalls var stiv i Bibelen. Hun kunne store dele af den udenad og forstod også at forstå og fortolke den trods hendes middelmådige uddannelse set med nutidens øjne. 

Der står ikke i Bibelen, at Gud hader krystere, men mon ikke Laura bl.a. har haft de ord, jeg lige læste i tankerne: ”Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget” et udsagn som i øvrigt findes i mange variationer i Bibelen. 

”Frygt ikke” siges der 365 gange i Bibelen. Det er et ”frygt ikke” til hver dag.  Nej, frygt ikke – ”vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går. (Josvabogen 1,9)

Det er ord der minder os om at kristenlivet kræver mod. Og mod er det modsatte af lunkenhed og fejhed. Modet er varmt og det brænder i dit bryst.

Sådan et mod kræver jo egentligt også livet af os. Hvis vi vil leve et liv med fylde, da kræver det i dybeste forstand, at vi må opgive noget af os selv. Vi må risikere noget. Her nytter det ikke at være halvhjertede krystere.

At livet kræver ofre og hengivelse det mærker vi måske allertydeligst når vi får børn. Moderskabet handler om at sætte hele sit eget liv til for det lille hjælpeløse barns skyld. Det går op for en når man ligger på fødegangen med den førstefødte i armene. Man sander, at det er for resten af livet og snart derefter går det på for en, at barnet gør krav på en alle døgnets timer. Også om natten og man kommer aldrig nogensinde til at sove som før. Man er for altid forandret. 

Selv når barnet vokser til og bliver i stand til at gøre flere ting selv, vil man aldrig helt kunne slippe barnet af sine tanker. Bekymringerne for barnets fremtid vil altid være der og barnets sorger vil være ens sorger lige som dets glæder vil være ens glæder. 

Mod indeholder en mærkelig selvmodsigelse. Mod er, at et stærkt ønske om at leve tager form som det at være klar til at dø. Det er hvad der ligger i ordene: den der vil redde sit liv skal miste det. Det er jo ikke bare en sandhed der gælder kristne. Det er en almen menneskelig erfaring. 

En soldat der er omringet af fjender, er tvunget til at kombinere ønsket om at leve med at være frygtløs over for døden, hvis han skal gøre sig håb om at kæmpe sig ud af fjendens midte. Forældre kan være villige til at ofre deres liv for at deres børn kan leve. Ægtefæller ofrer sig for hinanden. Venner giver deres liv for hinandens skyld og det sker endda at mennesker sætter livet til for fremmede. Eksemplerne er legio.

Ingen anden tro end kristendommen har dog ophøjet villigheden til at gå i døden for livets skyld på den måde kristendommen har gjort det. Udtrykt måske mest tydeligt i Jesu ord om at større kærlighed har ingen, end den at sætte livet til for sine venner og ved at insistere på, at det er i selvhengivelsen og offeret for den anden, at det virkelige, evige liv er. 

Livet kræver mod og det gør det også at bære kristennavnet. Det er det, der siges i dag. 

Måske bliver man alligevel lidt pikeret over den ganske barske tone i ordene. Hade sin far og sin mor, sin hustru og søskende og sit eget liv? 

Det er måske fordi vi mest fokuserer på den milde og rare Jesus, der smilende tager imod de små børn, helbreder spedalske eller bærer det forsvundne får hjem på skuldrene. Denne mildhed er en vigtig side af Jesus, som vi som kristne naturligvis skal forsøge at efterligne og leve op til, men vi må ikke glemme, at der også er en kompromisløs side af Jesus  – ja, at han aldrig går på kompromis, aldrig pakker sit budskab ind i venlige fraser, for at det ikke skal støde nogen. Vi må aldrig glemme at han også kalder os til kompromisløshed, til at vise mod. 

Nu skal vi selvfølgelig ikke ligefrem hade nogen, det vil jeg i hvert fald ikke opfordre til. Ikke fordi jeg vil tage brodden ud af Jesu ord, men jeg vil gerne forklare hvilken sammenhæng, vi skal forstå dem i. Vi skal nemlig se dem, som en beskrivelse af de faktiske vilkår som blev apostlenes.

Fordi for dem, for de første kristne, betød det lidelse, forhånelse og i nogen tilfælde udstødelse af familien at følge ham. Derfor krævede det mod at være kristen. At leve som kristen betød bogstaveligt talt at hade sit eget, at miste sit liv. 

Sådan er det stadig mange steder i verden i dag, hvor mennesker omvender sig til kristendommen. De udstødes fra familien, fra samfundet – ja de fratages retten til at leve. 

Kæmpende, sejrende. Sådan står der på en gravsten her bag kirken. Mon ikke der tænkes på Jesu kamp med døden og helvedes magter, efterfulgt af hans sejr på opstandelsens morgen. Livets varme sejrende over dødens kulde. En sejr der gav de mennesker, der byggede denne kirke mod på DERES kamp. For sådan kostede det også noget for de mennesker, der byggede kirken her. De byggede den for egne midler og som en slags oprør mod statskirken, som de anså for ukristelig og åndløs, tømt for Guds ord. 

Det kostede dem ganske vist ikke livet, men det kostede dem venner og anseelse og nogle gange kunne sagen også komme imellem familiemedlemmer. Det må have krævet mod og de var ikke lunkne, det tør jeg godt vove at sige. De var brændende med evangeliets ild. Og det var også påkrævet, for det var ingen nem kamp. Den unge menighed var sårbar og Karls (som vi om lidt skal døbe) tip-tip oldefar, Rasmus Dinesen, som jo var grundlægger og siden formand for den unge valgmenighed, kunne ofte være trøstesløs i flere dage grundet forhold i og med menigheden. Hans hustru, Karls tip-tipoldemor, beskriver i sine erindringer, hvordan de mange og lange og trange kår, der gennem årene havde præget livet i menigheden tærede på Rasmus´ livskraft. 

Men det var det hele værd, fordi Guds ord er det vigtigste for et menneske og derfor måtte disse brave mænd og kvinder på denne mark have en kirke, hvor det ord kunne lyde. 

Tænk, at de mærkelige ord vi lige hørte har kunnet kalde modet frem i tusinder og atter tusinder af menneskers nedtrykte og forsagte hjerter. De mærkelige ord om at hade sit eget, har ladet mennesker vokse i deres elendigheds land. De har forvandlet mennesker – fra at være forbitrede og lidende fanger – til at være kvinder og mænd af beslutsomhed, der har øvet modstand og vist mod. Af død har de ord skabt liv. Virkeligt liv.

Nu om dage går det sjældent så hårdt til. Heldigvis koster det os ikke familie og venner at bære Kristi kors på pande og bryst sådan som alle døbte gør det. Men det betyder ikke, at det slet ikke kræver noget af os at være kristne, for det gør det. Ordene er også til os. Det kræves også af os at vi viser mod og ikke går rundt og er lunkne. Hvis vi vil bære korset og kristennavnet, så må vi gøre det ikke kun af navn men også af gavn. Hvad vil det sige? Jo, kristennavnet er tæt sammenvævet med en ganske særlig etik, udtrykt i disse ord som Jesus talte til sine følgere, lige inden han skulle forlade denne jord: 

”Elsker I mig, så hold mine bud.” 

Det er sådan, du er kristen. Det siges fuldstændig utvetydigt i Det ny testamente igen og igen. Derfor følger der med dåben belæringen om ”alt det jeg har befalet jer”. Hvad er det så, Jesus har befalet? Hvad er det for bud, Jesus taler om?

Det meste ved vi godt. Næstekærlighed. Tilgivelse. Barmhjertighed. Trofasthed og ydmyghed. Alt det kræver mod. Det kræver mod at give sit liv til andre. Det kræver mod at ofre sit eget for andres skyld. Men det er evangeliets påstand, at gør du det. Tager du dit ansvar på dig. Viser du det mod, da skal du leve. 

Dit liv har du ikke for at du skal beholde det for dig selv, men for at dele det med andre. Det er det sande liv, det evige liv. Det er at leve i Gud. At være eet med Ham. 

Så vær modige og stærke, Frygt ikke for Gud er med jer og så vælg da livet og lev ud af Åndens gaver, som er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. 

Det var med disse gaver de kristne for 2000 år siden vandt verden og det er ved de samme Åndens frugter, vi kristne fortsat skal vinde verden. 

Prædiken til 2 søndag efter Trinitatis

Læsninger

Åb 3,14-22

Luk 14,25-35

Salmer

754 Se nu stiger solen

300 Kom Sandheds ånd

441 Alle mine kilder

41 Lille Guds barn

321 O kristelighed v 6-7

725 Det dufter