Fattigdom skaber ikke vold. Voldskultur skaber vold

Jean-Leon Gerome General Bonaparte med sin militære stab i Egypten (1863)

Dysfunktionelle lande mangler ikke bistand eller penge. De mangler uddannelse, styresystemer, samfundsånd, fællesskabsfølelse, selvkritik, statsligt voldsmonopol, kollektiv indsatsvilje og har højere tolerance over for brug af vold – og den vestlige pengestrøm forandrer ikke på det. Det er meget farligt at tro, at fattigdom skaber vold. Et sådant billede af virkeligheden er en grov fornærmelse og dybt uretfærdigt mod fattige i alle verdens lande. Man bliver ikke potentielt voldelig, fordi man er fattig, som venstresiden insisterer på. Årsagen til vold og kaos ligger i ukultur. Ikke i fattigdom.

Norge var et ludfattigt bondeland frem til 1950, uden at det var særlig voldeligt. Europa var en ruinhob efter 1945 og USA var på det nærmeste ruineret efter krigen. Alligevel endte det ikke i en eskalering af volden og kaoset. Efterkrigstiden er Europas største indsats nogensinde for at få kontinentet på benene igen, efter at være blevet forført, kidnappet og voldtaget af den totalitære ideologi, nationalsocialismen. En af de vigtigste lektioner fra 2. Verdenskrig er derfor, hvordan naive fredspolitikere før krigen undlod med magt at stoppe den menneskefjendtlige nazi-ideologi. Den anden lektion er, hvordan hele Østeuropa blev kuppet af en anden version af totalitarisme lige efter krigen. Ingen havde kræfter til med magt at stoppe den menneskefjendtlige Stalin-ideologi. Der var ingen kampvilje tilbage. Europa viser heller ingen kampvilje mod islam, denne nye totalitære ideologi, som har fået indpas efter invitation fra europæiske politikere.

Hvis nogen lover at tvinge hele verden i knæ, så bør politikere tage det alvorligt.

Den allervigtigste lektion fra 2. Verdenskrig og den kolde krig er, at man må høre nøje efter, når politiske kræfter ikke lægger skjul på, at de ønsker at afvikle demokratiet, overtage samfund, lande, kontinenter og verden, om nødvendigt med vold. De taler sandt. De mener det, de siger. Vi må lære at lytte og lære at tro på dem. Tage det totalitære voldsbudskab helt og aldeles alvorligt og reagere derefter – selv om de troende selv ikke forstår den trussel, de udsætter vort samfund for. Islam har nemlig nøjagtig samme mål som kommunismen og nazismen: At med alle midler overtage verden og afvikle demokratiet gennem sharialov. Alle skal underkaste sig, for det står i bogen, og den bog har en lav tærskel for at ty til tvang og vold. Gott mit uns.

Til trods for denne helt åbne og ærlige ambition, er hverken kommunismen eller politisk islam forbudt i vestlige lande, som nationalsocialismen er det. Paradoksalt nok. Dagens elite og moderne fredspolitikere er ligeså handlingslammede af naivitet som de var i 1938, og ser hverken forskelle på religioner, mellem demokrati og totalitære ideologier, eller mellem kultur og ukultur. Det er ikke bare denne selvpåførte blindhed, som er i færd med at ødelægge Europa, men det er også mange europæeres fanatiske modvilje mod at indrømme, at de har taget fejl. Volden skal være drevet frem af fattigdom og udenforskab. Men det er den ikke. Den er drevet frem af voldskultur.

Problemet er ikke tomme lommer eller forskellig hudfarve. Problemet er forskellig kultur i folks hoveder.

Europa var et kontinent fuldstændig smadret og ruineret af krigen. Alligevel var det på benene igen efter bare 10 år, og blandt de bedste og rigeste samfund i verden på bare 15 år. Det skyldtes ikke penge, men kultur. Somalia er fortsat en dysfunktionel ruinhob, og det er ikke fordi de mangler bistand og penge til opbygning. De mangler en funktionel kultur for storsamfundet. Javist er penge vigtige: Europa fik bistand fra det økonomisk udarmede USA gennem Marshallhjælpen – men det skabte et falskt indtryk af, at bistand og penge var det vigtigste for at genopbygge et land efter krig og katastrofe, og det er en fejlslutning: Det er ikke bistand, penge eller anlægsmaskiner, som bortrydder ruiner og bygger huse og samfund op igen. I så fald ville Haiti have været på ret køl for længst. Det er kultur, samfundsånd og samhørighed, som gør det. Og eksemplerne på dette kulturelle fænomen er mange:

Fem år efter jordskælvet i Japan i 2011 var samfundet ryddeligt, velordnet og fungerende – fordi alle tilhører samme flittige fællesskabskultur. På Haiti har man knapt klaret at få sat kloaksystemet i stand, og det skyldes ikke mangel på bistand og penge. Der er noget andet galt. Sporene efter krigen på Balkan er for det meste borte, (selv om spændingerne er lige så stærke som før) mens sporene efter krigen i Irak fortsat er højst synlige. Det er ikke selve menneskene, der er noget galt med. Der er noget galt med kulturen omkring individerne, som igen former tankerne i hovedet, som igen skaber samfundene – set ud fra et europæisk ståsted, naturligvis. For rent objektivt findes der ingen «rigtig» måde for mennesker at leve på. Det er helt rigtigt, at der ikke findes «rigtig eller forkert kultur» – men det indebærer slet ikke, at kulturer er ens, vil det samme og ender med den samme type samfund. Desværre er netop den kortslutning selve grundmuren i det flerkulturelle hængedynd af et samfundseksperiment, som Europa står bom fast i: «Siden alle mennesker er ens, så vil alle det samme». Herregud, hvor dumt.

Kulturer skaber ikke det samme.

Vi kan godt diskutere udsagnet «alle kulturer er lige gode» (Det synes jeg ikke. Jeg synes, at min norske kultur er helt overlegent bedst, på samme måde som de fleste mennesker tænker om deres kultur, fordi det trods alt er højst menneskeligt). Men at alle kulturer er lige gode, betyder ikke, at alle kulturer vil skabe det samme, eller at resultatet bliver lige så godt. Det er en absurd kortslutning – fordi det er så åbenbart, observerbart fejlagtigt. Hvis det var sandt, ville alle lande i verden være på vej mod den samme gode samfundsform. Det er ikke tilfældet. Hvad mennesker har i deres hoveder, skaber meget forskellige samfund, og islam skaber ikke gode, fredelige, stabile, retfærdige og velfungerende samfund. Aldrig. Islam skaber samfund som Pakistan, Saudi-Arabien, Iran eller Islamisk Stat, for det står i bogen, som skabte islamisk kultur. Læs bogen.

Flerkulturens ligesom-politikere påstår, at deres politiske projekt vil skabe mangfoldighed. Det er enfold. Europa havde kulturel mangfoldighed. Det bliver ikke mere mangfoldigt af, at man fylder europæiske byer med udlændinge fra alle nationer, så alle byerne bliver helt ens af samme grå kulturgrød. At gå på hovedgaden i Kristiansand nu, minder om at gå på visse strøg i London, Paris eller Berlin. Hvor er det unikke? Hvor er mangfoldigheden? Hvis alle europæiske byer får samme virvar af mennesker, religioner og kulturer fra alle lande, så ender det med et tyndt fernis af fine ord, og nedenunder finder vi kaos. Dette er rendyrket kulturvandalisme. Voldtægt på Europas mangfoldige by- og kulturflora. En grad mer abstrakt end IS-galningernes fysiske kulturvandalisme med dynamit, men alligevel beslægtet: «Spræng alle rammer og regler. Væk med det gamle, og ind med den eneste kulturform, vi accepterer! Multikultur.» Europas globalister er ensporede fundamentalister, og Angela Merkel er deres fejlfrie profet. Rigsantikvaren burde have sat norsk kultur på rødliste, og forbudt multikulti.

Nogle kulturer bygger lader. Andre tygger khat.

Men altså: Kynisk og rent objektivt er det ikke «bedre» at amish-mandfolk arbejder i stegende sol, mens amish-kvinder laver mad under et træ, end at somaliske mandfolk tygger khat sammen under et træ, og ser på, at somaliske kvinder arbejder i stegende sol – hvis man skal være 100% postmodernistisk relativ og liberalistisk principiel i tråd med profeten Merkel. Sådan lever de der, ligesom. Det er bare os i vor snævre europæiske kultur, som opfatter det som galt. Gutterne, som tygger khat i skyggen, synes naturligvis de har en overlegen kultur, ellers ville de have gjort ting anderledes. Derfor blir resultatet af disse to kulturformer vældig forskellig.

Amerikanske Amish er en dybt religiøs, gammeldags og antimoderne kultur, der er fattig i sin fremtoning akkurat som islam, men alligevel skaber Amish-kulturen arbejdsomme og samfundsorienterede mennesker, som bistår hinanden med at bygge samfundet som helhed. De har også en grundlæggende fredelig kultur baseret på «vend-den-anden-kind-til» så det grænser til det selvudslettende. Somalisk islam er også en dybt religiøs, gammeldags og antimoderne kultur, der er fattig i sin fremtoning akkurat som Amish, men den muslimske kultur skaber fatalisme, klantilhørighed og macho-værdier, som igen fremdriver vold, konflikter, krig, kvindehad og offermentalitet, som igen gør samtlige muslimske lande dysfunktionelle og/eller diktatoriske.

Årsagen til denne voldsomme forskel ligger i kulturens grundmur: Amish har Jesu fredsbudskab som grundlag, og tilbeder en mand, som ofrede sig selv, for at alle andre skulle tilgives for deres synder og leve i fred. Islam har Muhammed som grundlag, og de tilbeder en mand, som ofrede andre, for at hele verden skal falde på knæ og underkaste sig, for da bliver der endelig fred. Rigtignok Muhammeds meget specielle form for terrorfred, men hey – fred er fred, ikke sandt? Med så forskellige kulturelle udgangspunkter bliver slutresultaterne naturligvis vidt forskellige. Som vi ser.

Fattigdom har altså ingenting med sagen at gøre.

Hvis fattigdom virkelig var årsagen til volden i islamiske lande, så ville man have set, at brug af vold eskalerer lineært med fattigdommen fra folk til folk, og fra land til land. Det er ikke tilfældet. Der findes ludfattige lande, hvor befolkningen er forunderlig fredelige. Og rige lande, hvor befolkningen er ubegribelig hidsige. Munker ville i så fald være gået bananas gennem hele historien. Men nej, det er ikke fattigdom, som skaber voldelige samfund. Naturligvis skaber fattigdom desperation, nød og kriminalitet – men det betyder ikke automatisk, at alle mennesker, som er fattige, er potentielt farlige for andre, sådan som venstresiden uforvarende indikerer. Det er en grov fornærmelse mod verdens fattige, baseret på, at man egentlig hverken forstår eller respekterer fattigdom. Venstresiden lyver om fattigdom, fordi de ikke vil indrømme sandheden om islam og deres egen katastrofale tankemæssige kortslutning med hensyn til kulturer.

Amish stammeområder og somaliske stammeområder er styrede af religion, men er alligevel totalt forskellige. Hvis man er af postmodernistisk indeni-er-vi-ens-støbning, og ikke tillader sig selv at indrømme, at det ene samfund er grundlæggende fredeligt og trygt, mens det andet er uroligt og farligt på grund af kulturelle forskelle, ja, da bidrager man til problemerne. Kultur medfører, at indholdet i folks hoveder er totalt forskelligt, og det skaber totalt forskellige lande. Og hvor kulturen skaber lande, som ikke fungerer, er kulturen et problem. Selve problemet faktisk. Det har ingenting at gøre med hudfarve eller fattigdom. Det er en afsporing.

Tvungen kulturblanding giver borgerkrig.

Rent objektivt findes der altså ikke nogen «rigtig» måde for mennesker at leve på. Men der findes forskelle på kulturer, gigantiske forskelle på, hvad kulturerne resulterer i, og enorm forskel på, hvad mennesker i de forskellige kulturer rent subjektivt oplever som god og acceptabel adfærd. Og det er disse enorme adfærds-forskelle, som gør, at kulturer ikke kan blandes til et nyt, harmonisk samfund med respekt og sammenhold. Forskellen i adfærd skaber ødelæggende konflikter og segregering. Netop det, man nu ser i Europa.

Det er imperialistisk at hævde, at folk i Afghanistans stammeområder «lever forkert», fordi de ikke er som os, og ikke «udvikler sig mod fremtiden», som vores kultur er fikseret på. Men det er lige så imperialistisk at forsøge at skabe et multikulturelt imperium, som vil ende i borgerkrig. Som på Balkan. Eller som snart i Frankrig. Globalisterne er nemlig fuldstændig berusede af verdens mangfoldige kulturformer. Problemet er, at de hverken forstår, respekterer eller accepterer kulturforskelle – havde de gjort det, ville de aldrig have forsøgt multikulti-tøjeriet. Lad os tænke os et eksempel:

Et tænkt samfundseksperiment.

Tænk om vi placerede en somalisk stamme på en øde ø sammen med en amish-stamme. Globalisterne har indbildt sig selv (samt hele slænget af Europas tanketomme elite, journalister og akademikere), at det vil resultere i et øsamfund præget af harmoni og forståelse, fordi kulturerne vil komme «hinanden nærmere», og lede til større «tværkulturel forståelse», hvor ingen længere lider af «fremmedfrygt». Tilsammen vil menneskene samarbejde om at bygge et øsamfund, hvor de «integrerer» sig i hinandens kultur og respekterer hinandens religion, og alt dette vil føre til større harmoni og fremgang end nogensinde før. Shagri La, som James Hilton kaldte det. Eller Disneyland, som jeg ofte kalder det. Utopia, uanset hvad man kalder det.

Vi, som ikke er født i Disneyland, ved, at virkeligheden vil arte sig skræmmende anderledes: Selv om grundmuren på disse to religiøse kulturer ser ganske ens ud i al sin gammelreligiøse og fattigdomsprægede sværmeri, er de kulturelle forskelle dramatiske og ødelæggende: Jo mere disse to stammer ser og forstår af hinandens kultur og opfattelser, desto mere vil de sky hinanden og trække over mod sine egne. Sådan er nu engang vi mennesker skruet sammen. (Læs også Fluernes Herre af William Golding). Øen ville øjeblikkelig dele sig i to, hvor den ene side dyrker fred, samfund og korn, mens kvinderne ser på mændene bygge lader. Den anden side vil dyrke khat, klan og konflikter, og se på kvinder bygge hytter. Vi trives nemlig bedst blandt vore egne, hvor folk opfører sig efter de normer og regler, vi mener er rigtige. Det er netop dette fænomen, som har ramt børnefodbolden i svenske Sorsele: Svensk og arabisk kultur er nemlig som olie og vand: Du kan ryste det, så meget du orker, men det lader sig ikke blande. Rammerne for rigtig og acceptabel opførsel er for forskellige.

Øen hedder Europa, og Europa har ingen plan B.

Her kommer det skræmmende: Det livsfarlige samfundseksperiment beskrevet ovenfor er faktisk gennemført. Ikke på en lille ø, eller i en lille svensk fodboldklub, hvor det ville gøre minimal skade for nogle få. Det er gennemført i Europa i gigantisk skala, og resultatet er i færd med at blive nøjagtig det samme som på vor tænkte ø, i Sorsele, eller på Balkan: Splittelse, konflikter og borgerkrig, som rammer vældig, vældig mange, men især de med færrest våben. Man kan nemlig ikke helt ukritisk blande kulturer på denne måde.

For det første er det livsfarligt for alt og alle, og i særdeleshed børn, piger og kvinder – som de enorme grooming-sager i England viser. (Hvor det slet ikke er «asiatiske mænd» som står bag, men snarere mænd fra en helt bestemt religiøs ukultur, hvor fuldbyrdelse af ægteskab med 9-årige er inkluderet i den hellige bog.) For det andet kan samfundseksperimentet ikke rulles tilbage på nogen god, demokratisk og fredelig måde, når det til slut går galt. Og galt går det. Nøjagtig lige så galt, som der er blevet advaret om i 40 år – for døve ører og racistbeskyldninger i flæng.

Multikulturen har ingen mål, ingen planer og ingen succesempiri.

Globalisterne vil rive deres samfund ned for at skabe noget endnu bedre. Men de kan ikke forklare, hvad målet er, hvordan de skal opnå det og hvor det tidligere er opnået. Derfor forfalder de til mobning, magt og censur af kritikere, og det vil eskalere. De vil aldrig give sig, og de vil blive ved, til skaden er uoprettelig: Der findes nemlig ingen demokratisk vej tilbage fra multikulturen, og ingen plan B til at stoppe den totalitære ideologi islam, som aldrig vil blive europæisk eller flerkulturel uanset hvor mange penge, man kaster efter problemet.

Islam er ikke inkluderende, generøs, empatisk og integreringsvillig. Islam er en monokulturel politisk samfundskannibal, som aldrig nogensinde frivilligt vil stoppe med at få nye lande og folk – som skal knæle for despoten Allah – til at underkaste sig Allah. Dette er en hellig opgave milevis udover, hvad vore sekulære elite kan begribe. De forstår ingenting af religion og tro, og holder på med aktiv anti-forståelse af islam. De vil ikke vide, akkurat som mange sekulære og lunkne muslimer.

Islam bidrager ikke til drømmen fra Disneyland. Islam har sin egen agenda.

Akkurat som da man tillod nazismen og kommunismen at bygge sig stor og stærk, er det umuligt at stoppe politisk islam, hvis den når en vis størrelse og får magt, det er nemlig det, islam er konstrueret til: Skabe en kultur som er uangribelig, og som driver missions-erobring gennem et totalitært politisk samfundssystem, baseret på et lovværk fra selveste Allah. Selv ikke såkaldt moderate muslimer evner at kontrollere islam. Ingen kan kontrollere islam, for islam er snedigt konstrueret af en voldelig sociopat til at være tålmodig, ukontrollerbar og uimodståelig. Den halve verden ligger allerede på knæ – helt uden at guden Allah eksisterer. (Tror du det, er du muslim allerede og bør konvertere. Tror du det ikke, bør du rejse dig op og sige sandheden, før det er for sent.) Langsomt, men sikkert tvinges Europa i knæ (igen).

De, som slap islam ind i Europa (igen), gav muslimer og islamiske diktaturer frit mandat til helt uhæmmet at sprede politisk islam og antidemokratisk sharialov i demokratiets navn, for det er det «flerkultur» handler om: Ukritisk relativisme. Alle skal kunne dyrke sin kultur eller ukultur helt frit, og ingen har ret til at kritisere, for vi har ingenting af værdi at værne om. Da skal vi nemlig få at se hvor fine disse kulturer er, fremmedfrygten vil forsvinde, og alle vil arbejde mod et nyt fælles mål: Et mangfoldigt, generøst og inkluderende Europa! Som om Europa ikke før i tiden var mangfoldigt, generøst og inkluderende.

Fattigdom og mangel på ungdomsklubber er ikke forklaringen.

At islam slet ikke er med på at skabe mangfoldighed eller flerkultur, men hellere vil omgøre alt til islamisk kultur, fordi muslimer er alle andre mennesker overlegne, bider slet og ret ikke på drømmerne fra Disneyland. Det står i bogen, men det synker bare ikke ind, selv om tegnene er overtydelige, og de religiøse tekster krystalklare. Som i 1938 vil de ikke tage fakta ind, for det vil ødelægge deres livsløgn, og alle ved, hvordan det går med folk, som mister livsløgnen. Derfor skyder de konstant skylden på fattigdom, fiktive højreekstremister og indbildte racister.

Men fattige mennesker er ikke potentielt farlige. Den forklaring er menneskefjendsk.

Det er voldskultur, som skaber vold.

Linker: