Egypteren Mootaz Attia Muhammad Hasan, kendt som Abu Quassey, for en domstol i Jakarta 28. august 2002. Quassey organiserede smuglerbåde fra Indonesien til Australien som førte til at hundredvis af mennesker druknede. Dette var baggrunden for Australiens drakoniske No Way-politik. Foto: Beawiharta/Reuters/Scanpix

I Australien hindres skibe med migranter og asylsøgere i at komme ind til kysten. De som kommer ulovligt til Australien med båd uden gyldigt visum, bliver enten sendt tilbage til hvor de kom fra, eller sendes inden 48 timer til de regionale centre i østater som Nauru eller Papua Ny-Guinea. Der kan de risikere at vente længe på at deres sag bliver færdigbehandlet.

Denne resolutte grænsekontrol går under navnet Operation Sovereign Borders, og har siden 2013 givet Australien særdeles god kontrol med hvem, der slippes ind i landet. Det er de militære styrker, der står for den operative gennemførsel, og Coast Guard returnerer ethvert fartøj de opdager og som prøver at komme ulovligt til Australien over havet.

Operation Sovereign Borders har lanceret en kampagne rettet mod dem, som ulovligt forsøger at komme ind i landet. Kampagnen er oversat til en række sprog, og består af plakater og en kommunikationsvideo. Alle er ledsaget af et logo med teksten “No Way”, illustreret med et kort over Australien med en streg over. I videoen er der ikke megen tvivl om hvad der er general Campbells budskab.

Den australske regering har bestemt, at ikke en eneste bådflygtning uden visum vil blive givet midlertidig eller permanent opholdstilladelse. Og beslutningen gælder for alle: Familier, børn, uledsagede børn, veluddannede osv. “Der er ingen undtagelse”, hedder det. Det er dog fortsat muligt at komme til Australien – du må bare søge på lovlig vis.

Der er en kæmpe forskel på den australske og den europæiske mentalitet i spørgsmålet om, hvordan man håndterer ulovlig migration. I årevis har menneskesmuglere og NGO’er fået lov til at operere frit i Middelhavet, og deres aktiviteter på havet har mindet mere om regulær færgetrafik end nødvendig nødhjælp.

– Europa må have kontrol med sine ydergrænser. Det er ikke i længden forsvarligt med så stor en indvandring af økonomiske migranter, som vi ser lige nu. […] Redningsbådene skal sejle tilbage med de migranter som samles op, og sætte dem i land på det kontinent, de kom fra, sagde daværende indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug i et interview med NTB i juli 2017.

Et interaktivt kort i New York Times fra juni 2017 viser med al ønskelig tydelighed hvordan menneskesmugleres kynisme og NGO’ers naive, (eller også kyniske?) men velmente indsats i løbet af bare få år har resulteret i, at stadig flere migranter tager chancen for at blive samlet op lige udenfor kysten af Libyen og for en sikker overfart til Europa:

Som avisen pointerer:

It is part of a wrenching Catch-22: Any effort to lessen the migrant crisis can backfire as smuggling networks devise even more dangerous strategies in response.

Men måske er pendulet i færd med at svinge. Den italienske indenrigsminister Matteo Salvini proklamerede for nylig:

“The good times for illegals is over — get ready to pack your bags”.

He also mirrored the immigration lines of the Australian government, saying that a new Italian migration policy would save lives.

“Every life is sacred — to save lives you have to stop the departures of these death boats, which is a lucrative business for some and a disgrace for the rest of the world,” he said. […]

He added: “Fewer landings and more expatriations. It is not a hard line, just common sense. There is not enough housing and work for Italians, let alone half the continent of Africa.”

Tilbage står det så at vise sig, om ord følges af handling.

Den korte avis