A Freanciscan Saint

Pietro Lorenzetti

1. s. e. Trin. 2018

Denne hellige lektie skrives i Prædikerens Bog: Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed! Jo større velstand, des flere til at æde den; hvad har den velstående ud af det, ud over glæden ved synet? Arbejderen sover sødt, hvad enten han får lidt eller meget at spise, men den riges overflod giver ham ikke ro til at sove. Der er et slemt onde, jeg har set under solen: opsparet rigdom, der bliver til ulykke for den rige. Denne rigdom kan gå tabt ved et uheld, og får han en søn, bliver der ikke noget til ham. Nøgen kom han ud af moders liv, nøgen går han bort, som han kom, og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig. Ja, dette er et slemt onde; ganske som han kom, går han bort. Hvad udbytte har han af at slide for vinden? Han æder alle sine dage op i mørke og stor kval, i lidelse og ærgrelser. Det er, hvad jeg har set: Det er godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud har givet ham; det er hans løn. At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud. De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet. Præd 5,9-19

* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til Timotheus: Og vist er det, at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv; for tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den; har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter. Men du, Guds menneske, skal holde dig fra alt dette og stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør. 1 Tim 6,6-12
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« Luk 12,13-21

1. s. e. trin. 2018

Dagens læsninger er nogle af dem, der er svære at prædike over, ikke fordi de er vanskelige, tværtimod; men fordi deres budskab er så indlysende. Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge. Så sandt. Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Ja, der følger i hvert fald en vis overfladiskhed med, hvis det, man går allermest op i her i verden, er at tjene penge – bare for pengenes skyld. Vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer. 

Det er sådan nogle banale sandheder, ting, enhver kan sige sig selv: Lykken er hverken gods eller guld, som man siger, og rigtige venner kan ej købes for penge, som salig Jodle Birge sang. Vi ved det godt. 

Jesus er her helt på linje med den almindelige folkevisdom, som erfaringen lærer os, nemlig at penge ikke er det, der giver os mening i tilværelsen. Hvad skal da kristne menneskers forhold til penge være? Skal man helt forsage dem? Det har nogle ment. Nogle af middelalderens største munkeordener var tiggermunke, der havde som en del af deres ideal, at de ikke måtte eje noget. Man kan sige, det var ædelt af disse mænd, at de viede deres liv til kirken og til evangeliets tjeneste, bl.a. ved at forsage alt jordisk gods. Men hvis menneskeslægten skal bestå, er der nødt til også at være nogle, der ikke lever som munke. Og vi har brug for at tjene penge, så vi kan få mad, tøj og tag over hovedet til os selv og vores børn. De bibelske tekster har knubbede ord til dem, der puger penge og samler i lade. Men at tjene til livets ophold, og sætte penge hen til den dag, noget uventet sker, er ikke at samle i lade og leve for pengenes skyld. Det er bare sund fornuft, almindeligt ansvarligt forældreskab og rettidig omhu. 

Sparsommelighed er en dyd, siger vi, og det er sandt. Og sparsommelighed er ikke det samme som grådighed. Før i tiden, da landet ikke var så rigt, måtte ambitiøse forældrepar tit slide hårdt i det, hvis de ville sikre deres børn en bedre tilværelse. De tjente penge, som de omhyggeligt satte til side på en bankbog, for at deres børn ikke skulle behøve at slide så hårdt i det som de – at deres børn fx kunne få en uddannelse. 

I Det gamle Testamente bliver Adam og Eva sendt ud af Paradisets Have, idet de får at vide, at fra nu af skal de tjene deres brød i deres ansigts sved, dvs. fra nu af skal de arbejde for føden. Det er en straf, men også en velsignelse, fordi arbejdet også er med til at bringe mening ind i vores tilværelse. Vi arbejder, fordi andre har brug for vores arbejdskraft. Til at producere mad, tøj, mursten. Eller til at undervise børn, pleje syge, forkynde Guds ord, osv. For arbejdet får vi penge, som vi skal bruge eller spare op til bedste for vore nære og kære. Og selvfølgelig også betale skat af, og give ud af, til gavn for hele samfundet. Det er ikke dén slags indtjening, Jesus fordømmer i dag. Jesus ved godt, at mennesker har brug for noget at leve af. Men de har brug for mere end det. De har også brug for  noget at leve for.

Og det er sådan, lignelsen om den rige bonde skal forstås. Han har haft en god høst – og det er jo dejligt for ham. Jeg kan godt forstå, han er glad. Hans lader er blevet for små, så han må bygge nogle nye. Også her kan jeg glæde mig med ham – det er da dejligt, når det går godt for mennesker her i tilværelsen. Men så er det, han siger til sig selv: ”Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!” Han tror med andre ord i sin tankeløse selvovervurdering, at han selv er herre over sit liv. Han regner med, at han i sin ”tredje alder” – som en selvfølge – kan sidde mageligt tilbagelænet og nyde frugten af sit slid. Sådan som en slags retfærdig løn, fordi han har været så dygtig til at samle sig velstand.

Men som så ofte i gode i historier, går det ikke som den rige bonde havde regnet med. Gud slår ned fra oven og splintrer hans forestilling om, at han selv er herre over sin egen fremtid: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig! Og bum, han er død! Lige netop, da han stod og glædede sig over sine store lader, der var så dejlig fulde af korn.

Men den rige bonde bliver ikke straffet, fordi han er rig. Det i sig selv er ikke nogen forbrydelse, og man kan ikke sætte lighedstegn imellem rigdom og ugudelighed – lige så lidt, som man kan sætte lighedstegn mellem fattigdom og gudfrygtighed. Hans synd er ikke hans rigdom, men at han stoler på sig selv og sine egne evner til at sikre sig. Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, siger Jesus. Men hvad afhænger det så af?  

Dit liv afhænger af, at du forstår, at der er nogen, der har krav på dig. I nat kræves dit liv af dig, lader evangelisten Gud sige til den rige bonde. For livet ikke er dit, det er dig givet af Gud. 

Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig, disse ord er ikke kun talt til den rige bonde, men de tales til ethvert menneske, hver eneste dag. Velsignelsen ved dit liv, er netop dette: at du ikke er overladt til dig selv, men at der altid er nogen, der har krav på dig. Du lever for at arbejde – for at blive brugt til noget. Dit liv afhænger ikke af det, du har; det afhænger af det, du får givet. Dit liv afhænger af, at din Far i Himlen tager imod dig med godhed og kærlighed og tilgivelse, ikke på grund af hvad du har samlet sammen af penge eller hvad det nu er, du samler på: anseelse, viden, gode intentioner, eller hvad det nu kan være – men fordi du er hans elskede barn. Hvor ihærdigt, du end skraber til dig og samler i lade: Guds godhed, hans kærlighed og tilgivelse kan du dog ikke samle på – og det er de ting, dit liv afhænger af.

Merete Bøye er sognepræst i Tjele og Nr. Vinge