Former English Defence League leader Tommy Robinson, outside Airdrie Sheriff Court after Mark Meechan was fined 800 pounds for an offense under the Communications Act for posting a YouTube video of a dog giving Nazi salutes. Monday, April 23, 2018. (Andrew Milligan/PA Wire)

«Tommy Robinson» handler ikke bare om Tommy Robinson. Det handler om alt. Det er politik fra top til bund. Sig mig, hvad du mener om Tommy Robinson og jeg skal sige dig, hvem du er.

Det er interessant at iagttage den engelske overklasse, som går til frontalangreb på arbejderklassegutten Tommy Robinson. De kaster alt, hvad de har, mod ham.

Det, som bekymrer dem, er den stærke tilslutning han får og den opmærksomhed, en anholdelse af ham har fået.

Forsvarerne af det system, som dømmer ham, deler tilhængerne i to: De uforbederlige, som de afskriver og brunstempler, og så en gruppe, som er bekymret for ytringsfriheden i Storbritannien.

Det er den sidste gruppe, de er bange for at miste.

Retorikken er knaldhård. Dommeren, som dømte Robinson, Heather Norton, siger, at Robinson var klar over præmisserne og konsekvenserne, hvis han én gang til sendte live udenfor et retslokale. Så ville han ryge ind i for de tre måneder, han tidligere var blevet idømt betinget. I tillæg fik han ti måneder. Over et års fængsel for at gøre stand-up udenfor et retslokale, på åben gade? Det skurrer kraftigt. Derfor må dommeren tage ekstra hårdt fat:

Det er det britiske retssystem, som er i fare. Robinson bryder principperne for en fair trial. Forsvarerne vil kunne bruge Robinsons opførsel til at kræve ny retssag. En ting er spørgsmålene og ordene Robinson bruger – som “muslimske voldtægtsmænd” og “pædofile muslimer”. Mere alvorligt er det, at dette budskab spredes på de sociale medier. Det er derved, at præmisserne for en retfærdig dom forrykkes. Mener Heather Norton.

Men hvad er det, hun egentlig siger? Hvad med hendes egne præmisser? Hvad med præmisserne for en retfærdig retssag for ofrene?

Det er disse spørgsmål, som gjør Nortons reaktion hysterisk.

Storbritannien har haft en række af disse masseretssager, hvor muslimske mænd står tiltalt for grovt misbrug af unge, ofte mindreårige piger, for ikke at sige pigebørn, fra lavtstående sociale lag. Rotherham er det mest kendte eksempel. Der kunne disse mænds netværk fungere i årevis. Politiet ville ikke vide noget og de sociale myndigheder tog ikke affære. En tavshedskultur gjorde, at overgrebene kunne fortsætte, år efter år.

I autoritære systemer bliver myndighederne aggressive af al den skyld og skam, de akkumulerer. Det britiske klassesystem har en tilsvarende aggression mod underklassen. Eliten sparker nedad.

Vi har set det bredt ud i talløse film og romaner: Hvordan repræsentanter for overklassen sætter the underdogs på plads. Det har skabt en trods i den britiske underklasse. Selv om mange er ødelagt af alkohol og sociale ydelser, er der alligevel nok trods tilbage, til at de kan give overklassen en på trynen.

Denne klasseforagt er også krøbet ind i det norske samfund, og ja, det har med indvandring og islam at gøre.

Eliten frygter og hader folkedybet. De ved inderst inde, at de er ved at fratage nordmændene deres eget land, og det eneste, eliten har tilbage, er systemets magtmidler: Straf og trusler om straf.

Systemets tjenere/herrer ved, at det mangler legitimitet. Derfor klynger de sig til formalia: Robinson brød reglerne. Men hvilke regler? Hvad er politikken bag reglerne?

Det vil dommeren eller hendes kolleger ikke tale om. Heller ikke hendes klakører i medierne.

Selv Norsk Presseforbunds jurist må indrømme, at det er enestående, at en dommer overhovedet nedlægger referatforbud om sagen og at det får bagudrettet virkning.

I 1960’erne ville vi have kaldt dette klassejustits: Magten skjuler sig, den reagerer med vrede, når nogen vil rive dens maske af.

Det underlige ved dagens system er, at overklassearrogance og venstreorienteret ideologi er i symbiose.

Dommer Heather Neuert er en lysende eksempel på dette. Da hun rykkede op som dommer i 2012, den anden kvindelige i Cambridge, fik hun presseomtale og blev omtalt som en lynende skarp, effektiv jurist.

Men Neuert er sat til at forsvare noget, hun ikke helt kan overskue. Sådan er det, når jurister skal forholde sig til temaer, som egentlig er politiske. De reducerer sagen til strikte jura. For at forsvare sit revir bruger de intelligensen til en skarp og giftig retorik. Den øger de modsætninger,  hvis eksistens dommeren ignorer.

Dette er en rekapitulation af den klassejustits fra 1960’erne, da venstreorienterede studenter ønskede revolution.

Studenterne forstod, som SUF, AKP og Rødt, at det handlede om politik. Når borgerskabet og den borgerlige presse kørte frem med respekt for “demokratiske spilleregler” lo de råt og sagde, at det bare var et andet ord for klassejustits. Selv havde de ingen sans eller respekt for retfærdighed.

Det vi nu ser, er en storstilet politisk kamp om Vestens sjæl. Den politisk korrekte klasse har langt flere tricks i værktøjskassen end borgerskabet i 1960’erne, selv om det heller ikke var tabt bag en vogn.

Det, som skræmmer dem, er Brexit. At der fandtes så mange briter, som ville bryde med det store overnationale EU, skræmte livet af dem. Hvad kan de finde på i fremtiden? Tage høtyvene frem?

Det andet chok var Trump. Det er vor tids to store revolutioner, og den herskende klasse ser på det som kontrarevolutioner. De føler sig som Lenin: Alle midler var tilladt mod De Hvide.

Heather Norton

Norton blev interviewet av Hurryupharry.org, en blog, som er blevet ilter anti-nye højre. But never mind. De får Norton til at tale fra leveren:

15. Do you have to be so snarky in your lawsplaining? Aren’t you just turning off people who you need to convince?

“lawsplaining” betyder i “din udlægning af loven”.  Jo, svarer Norton, normalt bestræber jeg mig på at “omfavne” fremfor at frastøde. Men denne sag er speciel.

This is a fair question. Ordinarily, I do my best in these posts to embrace rather than alienate in an effort to explain or persuade.

Hvad er det, som gør sagen speciel?

But cases like this, involving co-ordinated transnational campaigns disseminating blatant falsehoods about our legal system and gaslighting the public are, I feel, different. And call for a different approach.

“Koordineret transnational kampagne”?

As I see it, there are two types of people currently propagating the Free Tommy Robinson myths: far-right sympathisers deliberately sowing discord and falsehoods, whose concern for due process is a cipher for hero-worship of a racist cult leader; and good people confused and worried about what they’ve heard about the “threat to free speech” posed by the overbearing English and Welsh justice system.

Denne dommer sparer ikke på krudtet, men kommer derved til at røbe nogle holdninger: Der er nogen, som ikke fortjener at tilhøre den offentlige samtale: De spreder “bevidst” “splid og falskhed”.

Når en dommer benytter så ladede begreber, er hun så politisk forudindtaget, at hun uforvarende diskvalificerer sig selv. Det er ironisk, at hun sender Robinson i fængsel for at ødelægge en retssag, mens hun selv viser, at hun mener nogle meninger er udenfor demokratiet. Dette syn er i sig selv en pervertering a britisk fairness.

Her går en dommer ind og siger, at visse syn “sår splid” og bygger på “falskhed”. Denne arrogance må vi tilbage til adelskabets tider for at finde magen til, hvor ulige behandling i retssystemet var en del af systemet.

Norton begiver sig ud i at tolke folks motiver: deres bekymring for lov og ret er bare kamuflage og stikord for tilbedelse af en racistisk leder.

Dette er klassisk autoritært og formynderisk: En dommer giver sig til at definere en del af befolkningen som anti-demokrater.

For at få denne overbevisning til at hænge sammen må Tommy Robinsons tilhængere males i brune farver.

Dommeren, retsvæsnet og medierne maler sig ind i et hjørne: For at kunne opretholde forestillingen om en illegitim opposition må de forvrænge og sortmale oppositionen.

Det bliver en ond cirkel, som øger modsætningerne i samfundet.

Det er samme dynamik som i USA, hvor de liberale har mistet deres liberalitet. Det er en af de store tragedier i vor tid. Demokraterne var ikke lunatics for tyve år siden. De forsvarede ikke en korrupt præsidentkandidat. De satte ikke et magtspil i gang for at undskylde denne kandidats  grove kriminalitet, mens de brugte statens magtorganer til at knække den anden kandidat og senere ødelægge ham som præsident.

Referencen til Fox News efterlader ingen tvivl om, hvor Norton står.

The first category are never going to be swayed by facts or rational argument. That is plain from their every interaction on social media, and their every appearance on Fox News. Their motives eralare clear, their integrity irretrievable and they are not only beyond reach but, frankly, not worth the effort. The second group will, I hope, realise from this explanation that the toga party they have wandered into is in fact a Klan meeting, and will understand the urgency and frustration that underpins the argument.

Denne dommer fælder domme som en bøddel: Lad øksen falde! Disse menneskers integritet lader sig ikke genoprette og de er heller ikke værd indsatsen ved at forsøge.

Det er et utroligt statement fra en dommer, som har dømt Robinson til 13 måneders fængsel. Hvad hvis der skulle ske Robinson noget bag murene? Norton har lagt en bombe under det britiske samfund. Hun giver højresiden fingeren. Som dommer.

Hun lægger ikke skjul på det. Hun siger, at de fortjener det. De er idioter og løgnere.

However the reality is that most people out in the world are probably paying little attention to the ballad of St Tommy, but may form partial views based on what snippets they read and hear. I want this – the truth – to be that snippet. If the key to turning up the online volume is a snappy tone and uncompromising beatdown of idiots and liars, then that’s the game I’ll play.

-Det er det spillet, jeg vil spille.

Norton føler, at internettet puster hende i nakken, og hun vil slå tilbage “med alle midler”.

Dette er ikke et forsvar for britisk sædvaneret, for britisk pragmatisme.

Dette er infamy, at være infam. Det at være i eliteposition og tilhøre eliten udløser en trang til at være infam.

Robinson er pludselig skudt i vejret og blevet en meget vigtig historisk person.

Takket være Heather Norton.

Det er hende, som sætter præmisserne og hun har gjort dem så klare, at de ikke er til at tage fejl af:

Systemet kaster masken. Legitimiteten er borte og bare rå magt står tilbage.

Det tager lidt tid, før det synker ind. Men Norton tror –  som hendes ligemænd –  at de kan behandle Trump som Tommy Robinson.

De kommer til at få en overraskelse.