Europæere føler, at skolemassakrer fortæller noget om USA. At USA har et håbløst forhold til våben og ikke lærer noget. At USA er et voldeligt land. Men Europa begynder at få et voldsproblem, som er af en mer fundamental karakter og som det er langt vanskeligere at gøre noget ved, knyttet som det er til store befolkningsændringer.

Problemerne er så store og alvorlige, at myndighederne vælger at se væk.  De har ikke styrke til at konfrontere situationen.

Dagen efter at to kvindelige politibetjente lå i en blodpøl på åben gade, præsterede den belgiske indenrigsminister at sige følgende:

– Det er virkelig en isoleret hændelse. Han var ikke del af noget netværk, han modtog ikke instruktioner fra nogen andre, så der er ikke behov for at hæve niveauet for terrorberedskabet, sagde Jambon til det nationale RTL onsdag.

Han advarede mod at drage forhastede konklusioner:

– Der er tegn på, at der foregik en radikalisering i fængslet, men var det radikaliseringen, som førte til disse handlinger? Her kan vi også stille os selv mange spørgsmål, siger ministeren. (NTB)

Det er den type udtalelser, som chokerede mennesker kommer med.

Dagen

Tirsdag den 29. maj havde Benjamin Herman (31) været ude på en ny todages udgang fra fængslet. Den 14. i rækken. Herman slipper ud uden tilsyn til trods for,  at han betegnes som ultravoldelig og det faktum, at han konverterede til islam i 2012. Kriminelle tabere, som konverterer til islam bag murene, er primære kandidater til jihad. Myndighederne var klar over, at han var blevet radikaliseret.

Men hans far forstår ikke det, som kommer. Sønnen er så rar. Han har haft børnene med sig hjem til en kammerat. De har hoppet på trampolin og Herman har købt is til alle. En som køber is til sine unger er vel ikke ond?

Faren siger, han ikke havde nogen anelse om det, som kom. Det siger de altid.

Samme aften, som de hoppede på trampolin, har Herman dræbt en medfange med en hammer. Det kan have at gøre med et røveri hos en guldsmed i hans hjemby Rochefort. En uafhængig forbrydelse, siger politiet. Uden at skele til at Herman er klar til ultravold.

Tirsdag lykkes det ham at komme ind på livet af de to kvindelige politibetjente, Soraya Belkacemi (44), enke og mor til to tvillinger og Lucile Garcia (53), som havde giftet sig for bare en måned siden. En fantastisk person, siger kollegaer.

Denne tirsdag har noget mørkt i vente for de to kvinder. Herman stikker dem ned bagfra og får fat i deres tjenestevåben. De to betjente bliver skudt med deres egne våben.

Billedet af de to kvindelige politibetjente, som ligger i deres eget blod, er rystende stærkt. Ikke bare fordi to mennesker er blevet dræbt, men fordi de var politi i tjeneste, som bliver dræbt med deres tjenestevåben. Statens afmagt kan ikke demonstreres meget tydeligere. Det er den totale ydmygelse, nøjagtig sådanne symbolske handlinger, som IS tørster efter.

De har onsdag aften påtaget sig ansvaret.

IS ved, hvad de gør. Dette billede cirkulerer verden rundt. Hvad tænker indbyggerne i enklaver som Molenbeek? De ser, at den belgiske stat er svag. Den magter ikke engang at beskytte sine egne politifolk.

Hvad kan standse Herman? Hvad er stærkere end ham?

Herman er på en killing spree. Han skyder, nærmest skødesløst, Cyril Vangriecken (22), som sidder i en bil lige i nærheden.

Der ligger en skole nær ved. Her møder Herman rengøringsassisten Darifa. Hun har nået at lukke dørene til den indre del af skolen, hvor børnene er. Herman siger, han vil stille hende to spørgsmål:

Er hun muslim?

Overholder hun fasten?

“I am going to ask you two questions.”

After asking if she was Muslim and observed Ramadan, Herman said he would not harm her.

Herman svarede hende: -Du er ok. Han forlod skolen og styrtede hen imod politiet, som havde omringet den.

Benjamin Herman, 31, said, “you are right” before turning on his heel, shouting “Allahu Akbar” and charging police outside, firing his weapons.

Benjamin Herman ligger skudt og dræbt på gaden.

Herman har vist, at han kun bøjer sig for én autoritet: Islam og islams bud.

Det er muslimer, som er “modtagere” for hans handlinger. De ser, hvem som er stærk og hvem som er svag. En del kan ikke andet end føle en stille tilfredshed. De vidste det jo: Allahu Akbar, Allah er større.

De, som ikke er lige så fortrolige med vold, ser det også.

Alle ser, hvem som er stærkest.

Men det forstår den belgiske indenrigsminister ikke.