I Norge vil smagseliten ikke udlevere Andalus, lige så lidt som de tager et opgør med socialismen i Venezuela. Men hvis Andalus var et ideal, som dagens Spanien forsøger at efterligne, hvorfor må der så stå en politimand med maskinpistol og bevogte Gaudi-katedralen i Barcelona?

Anholdelsen af Tommy Robinson er næsten ikke blevet omtalt i de britiske medier, dvs myndighederne nedlagde forbud mod omtale! Har vi set noget lignende? Ever?

For at forstå hvorfor, må vi se på det større billede. Spectator er et af de få åndehuller i britisk offentlighed. Ron Liddle skriver for Robinson, bag betalingsmur. Men up front ligger Ed Husains artikel: Britain and Islam – the real special relationship med undertitel:

This country is fully Quran-compliant. And it has been since the Elizabethan era

Husain fortæller en for så vidt interessant historie: Storbritannien under Elizabeth I udviklede sit eget forhold til sultanen i Istanbul og det åbnede dørene til handel:

By the end of her reign, English traders, diplomats, adventurers, and others lived or travelled through places such as Istanbul, Damascus, Fallujah, Aleppo, Raqqa, Algiers, Baghdad and Tripoli. The Queen was said to like Moroccan sugar so much that her teeth became quite black with decay.

Husain sætter dette i sammenhæng med drivkraften bag Reformationen:

The consolidation of Protestantism, free trade, and free inquiry in England that led to the Enlightenment had something to do with the Ottoman-Elizabethan pact.

Husain fortsætter med at fortælle, hvordan relationen mellem Storbritannien og islam udviklede sig. Den første moské blev åbnet i 1889:

Britain’s first purpose-built mosque was in 1889 in Woking, Surrey.

Husain mener, at der er blevet opbygget en speciel relation mellem Storbritannien og islam:

In all the agonising about Islamism, and what to do about it, it would be a mistake to forget a very useful fact: that Britain has a special relationship with Islam and has done for centuries. The friendship with Islam is unique.

Document har selv mødt og interviewet Ed Husain. Han skrev bogen The Islamist, som fortsat er en vigtig selvbiografi om radikalisering. Men jeg husker, at allerede dengang brød Husain sig ikke om, at nogle ville forbyde eller fjerne hijaber. Denne konservative/moderate centrum-sunni-fortolkning har han forstærket til en fortælling om, hvordan muslimer kan leve et godt islamisk liv i dagens Storbritannien.

Det er lidt, som når norske medier entusiastisk fortæller, at Sosialdemokratiet egentlig er mer islamisk end de islamiske lande selv.

Husain hylder Storbritannien for at have givet muslimer the perfect home:

In the reign of Queen Elizabeth II, almost four million Muslims from the Empire and then the Commonwealth have made Britain our home. The freedom to worship and thrive here in Britain is unmatched by any other country. It was this freedom that drew my Muslim parents to this country. The raison d’être of Islamic civilisations and the shariah for a thousand years was to provide five things: security, worship, preservation of the family, nourishment of the intellect and protection of property. These are called maqasid, or the higher objectives of the shariah. Britain provides these in multitudes for every Muslim today. There is no French tradition of laicité or hostility to Islam in modern British history.

Husain finder intet at rose i fransk laicité, men den britiske pragmatisme giver derimod muslimer fri udfoldelse.

Spørgsmålet er, hvor meget der består af den kultur, som åbnede sig for islam i 1500-tallet? Husain ser kun muligheder. Men som europæer må man spørge: Hvad med den kristen-humanistiske maqasid: Hvad med vore fem ting, som er nødvendige for et godt liv: Sikkerhed, tilbedelse, familiens opretholdelse, intellektuel næring og beskyttelse af ejendom?

Vi vil kunne sige, at tilførselen af millioner af muslimer har svækket vores sikkerhed i en grad, som vi ikke troede var mulig. Det hænger sammen med en distinkt mangel på respekt for vore traditioner og for europæeres menneskeværd. Europæere føler sig mindre værd og det smerter dem, at deres egen elite er gået foran i nedvurderingen af vor egen kultur. Det kan vi ikke så godt klandre muslimerne for. Det er vor egen elite, som har åbnet døren på vid gab.

Denne totale nivellering af alle kulturer og al kundskab giver islam optimale vækstforhold. Mens europæere går fra narcissisme og hedonisme – hvor man ikke får børn af hensyn til karriere og optimal selvudfoldelse – til ikke at få børn, fordi man frygter fremtiden. I samme retning peger øget emigration. Det er ikke kun jøder, som forlader Europa.

Værst er manglen på intellektuel næring, forræderiet mod intellektet er også et forræderi mod ånden. De to lader sig ikke skille ad. Hvis der er et område, om hvilket man kan bruge ordet forræderi, så er det om intellekt og tro. Tilsammen udgør disse formlen for frihed.

Europas unikke bidrag til civilisationen er spændingen mellem disse to domæner.

Denne spænding findes ikke i islam. Islam kender ikke den frihed, som er vor mest ærerige bedrift.

Der må et møjsommeligt arbejde til for at genvinde denne frihed. Man må genvinde dette stykke land inde i sig selv.

Der tales om “republikkens tabte territorier”, et fransk udtryk. Groruddalen er vore tabte territorier. Men hvad med de indre territorier? Det er her, det virkelige slag står.

Det enkelte individ må forstå, at det risikerer at blive reduceret til en historieløs skabning, som danser rundt i historiens malstrøm, hvis det ikke genvinder, hvem det er og hvad, som skabte det.

Svaret ligger snublende nær: Vi må acceptere en ændring, som er irreversibel i den forstand, at meget er ødelagt. Den homogenitet, som Norge og Danmark havde for indtil få tiår siden, er uigenkaldeligt tabt. Nogle mener, det er et stort fremskridt. Andre har en følelse af tab og bærer på en stor smerte. Denne smerte var ukendt indtil for bare nogle få tiår siden. Den kommer ikke til at gå væk. Den kan kun overvindes ved at konfrontere den, for den møder os hver time på dagen.

Hvordan undgår man at blive knust af denne smerte eller det, som skabte den?

Det er denne indre overvindelse, som er nøglen til at skabe en modvægt til at leve som europæere og nordmænd.

Muslimerne har ikke noget begreb for at leve som undersåtter. Det findes ikke i islam. Der er muslimerne altid on top.

Europæere må forstå, hvad de har indladt sig på og de må gå tilbage i historien: Hvordan var det at være minoritet i Romerriget? Hvordan klarede de kristne sig? Hvordan skabte de Europa, for Europa opstod som en kristen civilisation. Hvordan var forholdet mellem græsk filosofi og det, som blev kristen kanon?

For dagens mennesker er det utroligt at tænke sig, at mennesker, som levede for flere hundrede år siden, sled med de samme problemer, som vi står overfor. At de vidste noget, som vi ikke ved.

Men det gjorde de, og prisen for at gøre det var høy. Nu bliver vi tvunget til at betale en høj pris for den samme kundskab.

Ed Husain nævner, at Spanien var muslimsk i 700 år. For nogle år siden lo folk, hvis nogen sagde, at muslimerne ville have Spanien tilbage. Nu ler de ikke lige så højt.

Hvad gjorde, at spanske konger efter 700 år fandt styrken til at genvinde deres land? Det er et radioaktivt spørgsmål. Vore egne myndigheder og elite er livsens rædde for, at det bliver stillet.

Ed Husain kommer med et helt andet svar og tilbud, og det flugter helt med dagens politik i Vesteuropa:

Husain minder om Andalus og antyder, at Storbritannien kan blive et moderne Andalus! Det er faktisk det, han antyder.

Spain was home to Andalusia, a Muslim empire for 700 years. The Germans, Poles and Austrians saw off Turkish Muslim invaders in the Siege of Vienna in 1529 and then again at the Battle of Vienna in 1683. The French lived in the shadow of 732 and the Battle of Poitiers. Britain alone, cut off from Catholic Europe, forged a relationship with Muslims built on trade, the rule of law, mutual respect and an exchange of ideas and cultures. It would be a terrible shame to forget this friendship now.

Er det ikke den samme ledestjerne, Erna Solberg og den norske elite styrer efter? Ingen vil pille glansen af Andalus.

Hvis det er en sådan utopi, som er indenfor rækkevidde, er vel en Tommy Robinson i fængsel eller en lærer på Oslo Handelsgym med ødelagt helbred kun en lille pris at betale?

Sådan ræsonnerer man og svarene giver sig selv.