Ole Krarup er studerende og medlem af Nye Borgerlige

*

Hvem er de gode, og hvem er de onde? Har man fulgt de seneste års debat om flygtninge og asylansøgere, tegner der sig et klar billede. Smykketyven Inger Støjberg, Dansk Folkeparti og de der stride typer fra Nye Borgerlige er skurkene. De, der på næstekærlig vis tager imod flygtningestrømmen med åbne arme, er heltene. Eller hvad? Hvordan ser billedet ud, hvis vi betragter det på afstand, hvor man faktisk kan se skoven for bare træer?

Spild af penge koster liv

Ifølge Finansministeriets beregninger kostede muslimske indvandrere (hvorfra nærmest alle er tidligere flygtninge) og deres efterkommere rundt regnet 30 milliarder DKK om året i 2015. Det svarer ca. til den årlige udgift for sundhedsvæsenet (8,77% af BNP på 300 mia. USD), forsvarsbudgettet (21,7 mia. DKK i 2017), eller en Storebæltsbro om året (38,2 mia. DKK når der justeres for inflation). Jeg kunne fremhæve andre overskriftstal for at sætte den enorme udgift i perspektiv, men tilhængere af det nuværende asylsystem vil sikkert indvende, at pengene er godt givet ud. Vi redder jo trods alt desparate menneskers liv, og det kan man være stolt af at bruge penge på.

Desværre punkterer selveste FN’s Flygtningehøjkommisariat (UNHCR) det argument. Ifølge deres tal koster det omtrent 2.000 DKK om året at sikre mad, husly og medicin til én flygtning i nærområderne. Altså kunne man for de 30 mia. DKK vi i Danmark bruger på ganske få flygtninge+efterkommere redde 15 millioner menneskeliv om året! UNHCR’s samlede budget for 2017 er i øvrigt 7,7 mia USD eller ca. 50 mia. DKK.

Ingen gode undskyldninger

Min overslagsberegning er naturligvis ikke perfekt, men så længe leveomkostningerne i Danmark og resten af Europa er højere end i nærområderne, holder konklusionen stik. At nærområderne skulle være overfyldte er hellere ikke en holdbar indvending. Ifølge et flygtningevenligt medie (der har grund til at underdrive tallet, så man opmuntres til at modtage flere) ender kun 10% af verdens flygtninge i Europa.  Hvorfor skal vi bruge en formue på 10% af verdens nødlidende, når de 90% har det langt værre i overfyldte lejre? Med al sandsynlighed er det de mest ressourcestærke (eller bare de mest skruppelløse), der betaler lyssky menneskesmuglere for at sejle dem over Middelhavet. Forældreløse i nærområderne må derimod sejle i deres egen sø.

Bemærk venligst, at jeg i dette indlæg har ladet tvivlen komme tilhængere af det nuværende system til gode. Jeg har accepteret præmissen om, at hver eneste asylansøger i Danmark faktisk er og har været berettiget til asyl, samt at de har haft de bedste intentioner. Jeg har ikke nævnt sisyfosarbejdet med  integration, muslimske indvandrere og deres efterkommeres overrepræsentation i kriminalstatistikker, terroren, kvindeundertrykkelsen, homofobien eller jødehadet.  Vi kunne redde de mange og svage, men vi hjælper i stedet de få og rå, hvoraf mange er dybt utaknemmelige.

Hvad kan der gøres?

På den korte bane bør Danmark lukke totalt ned for al spontan asylansøgning, og stoppe alle offentlige udgifter til integration. Pengene, der spares, kan fx omprioriteres direkte til UNHCR. På længere sigt er det fornuftigt at hjælpe muslimske indvandrere tilbage til deres hjemlande. Tal fra Norge viser, at hvert enkelt af dem i gennemsnit koster 130.000 DKK årligt på statsfinanserne, hvilket svarer til ca. 5 millioner DKK i løbet af 50 år. Men frem for alt må vi holde op med at stirre os blinde på følelsesladede enkeltsager, for verden står overfor et kolosalt problem med flygtninge og ulovlig migration. Bruges vores begrænsede midler suboptimalt, og har man for travlt med at spille hellig til at kigge på de tørre tal, kan de gode hurtigt vide sig at være de onde – det er som bekendt ikke vejen til himlen, der er brolagt med gode intentioner.