Daniel Pipes er en historiker, visiting professor og formand for Middle East Forum.

*

For at forstå udviklingen af islam i vestlige lande har jeg gjort det til en vane at besøge områder med muslimsk flertal, såsom Lakemba i Australien, Lodi i Californien og Lunel i Frankrig. London i England har imidlertid fået et meget markant islamisk præg.

Områder med muslimsk flertal består typisk af fattige, kedelige boligkomplekser langt fra bymidten, der for længe siden blev opgivet af deres oprindelige beboere fra arbejderklassen. Her sidder mændene tit på café, mens kvinderne er buret inde derhjemme. De lider af en række sociale patologier, heriblandt arbejdsløshed, kriminelle bander og narkohandel.

London har også sådanne områder, og de er meget store; men det, der gør den engelske hovedstad unik, er den markante muslimske tilstedeværelse i byens mest centrale og dyre bydele, hvor muslimer ikke udgør et flertal. Tilstedeværelsen antager hovedsageligt to former.

Der er for det første det velhavende muslimske element. Ifølge en rapport fra CBRE investerede folk fra Mellemøsten mere end 4,2 milliarder dollar i erhvervsejendomme i 2015 (det seneste år, som der foreligger statistik for). Der er en tendens til, at disse penge investeres i højt profilerede ejendomme såsom Shard, der er byes højeste bygning; Harrods, der er byens mest glamorøse stormagasin; Claridge’s, der er byens mest luksuriøse hotel; og opkøbet af USA’s tidligere ambassadebygning.

Folk fra Mellemøsten ejer nogle af Londons mest prominente bygninger.

Muslimske indehavere gør sommetider opmærksom på deres ejerskab på tydelig vis. Harrods har for eksempel tydelige halal skilte i fødevarehallen, og mannequiner går med hijab.

Harrods fødevarehal skilter tydeligt med sin halal mad.

Nogle af mannequinerne i Harrods bærer hijab.

Det vrimler naturligvis med mellemøstlige restauranter, tøjbutikker og frisører, men mere overraskende er butikker med skilte på arabisk, persisk eller urdu, der ikke har nogen særlig forbindelse med muslimer, såsom et apotek, et kursted, en klinik med kinesisk medicin eller et lufthavnstransportfirma. Mange af dem ligger på Edgware Road eller de nærliggende gader.

Selv den amerikanske kæde Cinnabon har et arabisk skilt.

“Sawt wa-Sura” (Lyd og Billede).

I nogle tilfælde står butikkens navn kun på arabisk.

For det andet medfører den muslimske tilstedeværelse, at der foretages markante, gennemgribende og deprimerende sikkerhedsforanstaltninger på grund af faren for jihadangreb. Foranstaltningerne spænder fra skilte med opfordringen “Løb, Skjul dig, Fortæl” til pullerter, barrierer og sluser.

Særligt tydelige er de mange beskyttelsesforanstaltninger, der blev sat op i marts 2017 umiddelbart efter, at den voldelige islamist Khalid Massod dræbte fem personer på Westminster Bridge. Under et nyligt besøg i det centrale London undrede jeg mig over en af disse foranstaltninger: en metalbarriere, der fuldstændig omslutter Green Park.

En barriere rundt om Green Park.

Barrieren er næsten ubrudt – kun afbrudt af enkelte smalle indgange, der enten er gule eller grå, hvorigennem fodgængere kan komme ind i parken. Der er ingen, der undersøger tasker ved indgangene, så sikkerhedsforanstaltningen forhindrer kun, at biler og lastbiler braser ind i parken. Men hvorfor ville nogen køre et køretøj ind i parken? Buckingham Palace er ganske vist tæt på, men det er ovre på den anden side af en bred vej, så det, at omgive Green Park med en barriere, medvirker ikke til at beskytte slottet. Barrieren beskytter tilsyneladende græs og træer.

En af indgangene til Green Park.

Det mest triste ved denne sikkerhedsinstallation er måske, at den prægtige blå port Devonshire Gate nu skæmmes af den grimme grå barriere.

Devonshire Gate, der er fra 1600-tallet, blev designet af den berømte arkitekt Inigo Jones.

Pullerter, barrierer og sluser er heller ikke unikke for London. I Birmingham har julemarkedet for eksempel de velkendte gule indgange (komplette med nyttige indgangs- og udgangsskilte).

En indgang til julemarkedet i Birmingham.

Sikkerhedsforanstaltningerne udbredes til selv de smalleste gyder.

En gyde, der fører hen imod Birminghams julemarked.

London er i højere grad end nogen anden vestlig storby præget af det arabiske, mellemøstlige og islamiske, fra byens borgmester til markedet for erhvervsejendomme. Jeg ville ønske, at jeg var mere optimistisk med hensyn til eksperimentets udfald, når den engelske befolkning selv nu fortsat er i flertal.