Minst ni af de mennesker der gik til gudstjeneste i Sabaraya i Indonesien søndag 13 mai, betalte med sit liv da selvmordsbombere angreb. 40 blev såret. Myndighederne mistænker gruppen Jemaah Ansharut Daulau, der er inspireret af Islamisk Stat (IS), for at stå bag angrebet.

Ordet martyr betyder vidne. Det er et græsk ord, der bruges om den, der med sit blod vidner om Kristus, det vil sige sætter sit liv til for kristendommens sandheds skyld. Ordet bruges første gang i det oldkirkelige skrift Polykarps martyrium fra det 2. århundrede. Skriftet beskriver de forfølgelser og trængsler Polykarp udsættes for, fordi han holder fast ved sin kristne tro. 

Det kristne martyrium har selvfølgelig sit forbillede i Kristi offer, for selvom ordet martyr ikke findes i Bibelen opfatter kristne naturligvis Jesus som den ultimative martyr med sin selvopofrende lidelse og død for sandhedens skyld. Jesu offerdød og ikke mindst hans mange opfordringer til at ofre sit liv for næstens skyld er således modellen for den kristne martyr – ja for den kristne i det hele taget jævnfør også Paulus mange opfordringer til de kristne om at leve i indbyrdes selvopofrende kærlighed og til at bringe legemet som et offer for Gud. Og det vil sige, at den måde den kristne tjener og ærer Gud på – det er ved den daglige tjeneste for næsten. 

Det kristne martyrium har aldrig impliceret og kan aldrig implicere, at man ligesom ved en selvmordsaktion trækker andre mennesker med i døden. Man kan gå i døden for andre – ingen kærlighed er større end den at sætte livet til for sine venner. Man kan ofre sig for andre, man kan give sit liv for kristendommens sandheds skyld, men man kan ikke ofre andre. 

Det er derfor en misforståelse af martyrbegrebet at bruge betegnelsen om fx islamistiske selvmordsbombere. Ikke bare fordi, at der er himlen til forskel på at sætte sit liv til for kristendommens sandhed eller for andres liv, og så det at påberåbe sig heltestatus ved at trække uskyldige med ind i døden, men simpelthen fordi begrebet er et kristent begreb, der betegner et menneske, der ofrer sig for Kristus eller for sin næste.

Martyrer skal det også handle om i dag. For Jesu bøn om enhed mellem Gud og mennesker, om Guds kærlighed der må være i alle, er talt for at forberede disciplene på, det der venter dem: forfølgelser, udelukkelser og mord for Kristi skyld. Martyriet. 

Disciplene må forberede sig på, at deres discipelskab vil blive på trods. De må være kristne på trods. De må tro på trods. På trods af døden. På trods af forfølgelser og udelukkelser. De må sætte deres lid til, at de er i Guds faderhånd uanset om de er i den 7. himmel eller om de vandrer i dødsskyggens dal. De må stole på, at hverken død eller liv eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter – eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille dem fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, vor Herre.

Jesus beder også for at disciplene nu må være et. Deres indbyrdes forhold er nu den afgørende åbenbaring af Gud. Det der siges er, at de kristnes indbyrdes kærlighed nu skal vise hvem Gud er. Tjenesten for den anden, dette skal være deres gudstjeneste. Nu er den indbyrdes, selvhengivende kærlighed i menigheden det, der skal overbevise andre om Guds kærlighed. Den kærlighed der betyder at hverken død eller liv eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter kan skille os fra Gud. 

Kan vi tro det? Tør vi tro det? Giver det nogen mening? Beviser på det får vi aldrig. Vil vi tro må vi tro på trods. På trods af døden og ondskaben. På trods af hån og spot. På trods af al den meningsløshed der tilsyneladende omgiver os. Vil vi tro, så har vi ikke andet at sætte vor lid til end Jesus og hans løfte om, at han er med os. At han er i os og vi er i ham og at intet kan skille os fra Guds kærlighed. Amen 

Prædiken til 6 søndage efter påske

Joel 3,1-5
Rom 8,31b-39
Joh 17,20-26

Salmer 281, 303, 665, 287, 288