I dette Karl Marx år tales diskuteres det hvor meget hans tanker har rodfæstet sig i vores tænkning. Det er selvfølgelig svært at sige, da Marx ikke udtrykte nogle originale tanker, andet end hans forfejlede økonomiske analyser, som kun akademikere kan tale varmt om. Social indignation, klasseidentitet, kollektivisme og ideen om den sociale arv er alle ældre end ikke blot Marx og den socialistiske bølge han var formet af. Et af argumenterne for Marx store indflydelse på den politiske tænkning er, hvorledes selv borgerlige ikke blot afstår fra at trampe hjemløse ihjel, som deres hjerte egentligt lyster, men endda omfavne dele  af velfærdsstaten og tankerne bag.

Da jeg var ung, var det den gængse opfattelse blandt datidens marxister, at anskue velfærdsstaten som Kapitalens måde at bestikke arbejderne fra den nødvendige revolution. I denne udlægning var det oftest Bismarck, der var arneskurken, da han skabte konturerne af den moderne socialstat, for småligt at holde socialisterne fra revolution imod Kejservældet. I Danmark voksede fattigvæsnet fra at bekæmpe generne ved tiggeres eksistens over til en egentlig omsorg for sognenes fattigste i 1708 ved forordningerne om betleri. En god kristen moral lå bag – hvad ellers, man kendte ikke til andet. Socialisterne fik først resultater, da de afsvor revolutionen, blev demokrater og med Stauning appellerede bredt til ‘Danskerne’, især de virksomme, og lagde grundstenen til den moderne velfærdsstat med Kanslergade Forliget. Klasseforrædere!

De russiske kommunisters forbillede var de russiske bønder, der ikke kendte til ejendomsret over jorden andet end, hvad den lokale herremand kunne tæske dem til når han skulle have dem til at arbejde på hans marker. For dem tilhørte jorden det kollektiv, der dyrkede det og fordelingen af lodder blev afgjort af ‘miren’ efter en nødvendighedsnøgle. Da nødvendigheden hele tiden forandrede sig som landsbyens familier voksede og skrumpede, var det en konstant omfordeling, hvor ingen havde interesse i at udvide samfundskagen ved at gøre sig det besvær at opdyrke ny jord, der blot ville blive fordelt blandt alle de andre.

Forbilledligt, men kommunisterne forestillede sig blot at erstatte landsbyens fællesskab med koorporativets under ledelse af en kommisær. Bønderne ville selvfølgelig ikke erstatte den ene herremand med den anden, de gjorde vrøvl så kommunisterne begyndte at myrde løs på bønderne. Det var derfor revolutionen var en nødvendighed for marxister, for når de ikke kunne præsentere et bedre alternativ, end den måde folk allerede havde indrettet sig på, uanset hvor uhensigtsmæssigt det syntes, kunne man kun gøre det ubærligt ikke at underkaste sig marxismens dogmer.

I dagens debat er det ikke meget man hører om revolutionens nødvendig, store spring fremad eller hele forkromede samfundsmodeller. Ingen citerer Marx i diskussioner for at slå hovedet af tandbørsten. End ikke Enhedslisten vil være ved Revolutionen, dels fordi halvdelen ikke ved at det står i deres program og dels fordi den anden halvdel kun taler om den fordi det er en gratis omgang at kunne vrøvle høfligt selskab til – høfligt undtaget er den ægte marxistklenodie, som kan findes ved Nordkoreaboden hver 1. maj.. Men det er alligevel her man finder de sidste reminiscenser af den engang så brovtende ideologi. 1. maj foreslog Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen, at sætte beboerlicensen op fra nogle hundrede kroner til 10.000 kroner og argumenterede således

I virkeligheden synes jeg ikke, at det lyder så vanvittigt højt. De 10.000 kroner er om året, og hvis man tænker på, hvad det koster at have en bil i vægtafgifter, reparationer, værksted og så videre, så er en beboerlicens på 10.000 kroner ikke særligt meget sammenlignet med ens øvrige udgifter til bil.

Hedeager (Hvilket navn til en Mir!) mente det var vanetænkning at slippe så billigt for at parkere sin bil. Men det er hende, der vanetænker når hun retfærdiggør endnu en urimelig udgift med, at alle de andre udgifter er urimeligt høje. Og ikke overraskende har hun fået beregnet, at det vil betyde et fald på 6.100 licenser, “hvis det koster 10.000 kroner om året at have en bil stående foran ens hoveddør”. Ja, for så er der nogle, de lave indkomster, for at være mere præcis, der ikke længere har råd.

Men Hedeager vil gerne omfordele ressourcerne og  bruge de ekstra penge på pædagoger og sosuer. Penge der altså skal hentes på at presse selvsamme løngruppe ud af deres biler. Det er mest passende at en bilejer også er en person af en hvis substans. Hedeager retfærdiggør den analyse, som Marxister gør sig i, som ren vanetænkning ved blot at gå ud fra, at de bedre kender de svedende massers egentlige interesser end de svedende kender deres egne behov, med deres opiumdøllede falske bevidsthed

Når vi ved, at en fjerdedel af bilerne ikke flytter sig hele ugen, så virker det ikke til, at det er et hverdagsbehov at have en bil.

For en bil skal man kun have, hvis man har behov og det har de lavere klasser ikke, for dem er det bare spads, hvis ikke det ligefrem er småborgerlige aspirationer. For dem er der andre løsninger, bedre svarende til deres behov, “Der er delebilsordninger og alle mulige andre muligheder for at bruge bil engang imellem, når behovet opstår” forklarer hun pædagogisk uden tanke på, hvorfor københavnerne allerede har fravalgt sig disse i det nuværende omfang selvom “man tænker på, hvad det koster at have en bil i vægtafgifter, reparationer, værksted og så videre”.

Hedeager kan ikke præsentere folk for et bedre alternativ. Derfor afgiftens nødvendighed, der skal gøre det ubetaleligt ikke at underkaste sig kommunens dogmer. Der ligger dog ingen større ideologisk tænkning bag Hedeagers forslag, bare en dårlige vanetænkning.