Bilde: Reiner Haseloff (CDU), som er statsminister i delstaten Sachsen-Anhalt.

Volden mod politiet på asylmodtagelsen i Ellwangen har været et chok for den tyske offentlighed og været førstesidestof i tyske aviser flere dage i rad. I norske aviser er der naturligvis ikke en lyd. I det omfang nogen stadigvæk kan tysk, er det uvelkommen information.

Statsminister Angela Merkel holder lav profil efter Ellwangen, men blandt centrale konservative politikere i Tyskland er det stadig flere, som taler lige ud af posen om de store problemer med asylmigrationen.

En af dem er Reiner Haseloff (CDU), som er statsminister i delstaten Sachsen-Anhalt. I et interview med Welt am Sonntag snakker Haseloff usædvanligt åbenhjertigt af en toppolitiker at være om konsekvenserne af det, som har stået på i de sidste år.

I kommunikationsalderen virker det indledende spørgsmål fra reporter Claus Christian Malzahn næsten ufattelig naivt, men svaret, han indkasserer, gør indtryk:

Welt am Sonntag: Herr statsminister, Ellwangen ligger i Baden-Württemberg. Har det, som skete der, alligevel en politisk virkning i Sachsen-Anhalt?

Reiner Haseloff: Naturligvis. Også i Sachsen-Anhalt er det et stort tema både i medierne og for befolkningen. Folk følger nøje med i om politiet varetager sine opgaver. Til det hører grundlæggende gennemførelse af lov og orden. Hvis det ikke sker, som for eksempel den nytårsnat i Köln eller nu i Ellwangen, fører det til et tab af tillid til den førte politik og til staten. Vi har ikke behov for et ryk mod højre, men snarere for en retsstat. Hvis der gives indtryk af, at politiet ikke har kontrol med sikkerhedssituationen eller er bange for mobben, får det fatale følger. Og det gælder for hele Tyskland.

Statsministeren virker alligevel ikke helt på forkant med begivenhederne. For er tillidstabet ikke allerede et faktum? Hvor mange borgere i Vesteuropa tror fremdeles, at deres egne regeringer har kontrol over samfundsudviklingen?

Haseloff erkender, at krisen ikke er ovre – hvis det nogensinde var rigtigt at bruge ordet krise, som betegner et forbigående fænomen om varige og dybt indgribende forandringer. Med det modsiger han koalitionspartnernes meddelelser:

Under koalitionsforhandlingerne i Berlin i begyndelsen af året erklærede SPD og unionspartierne, at flygtningekrisen i grunden var ovre. Er den virkelig det?

Nei, den er endnu i fuld sving. Selv om vi ikke længere har den masseindvandring, vi havde i efteråret 2015, kæmper både delstaterne og kommunerne med konsekvenserne. Vi står kun ved tærsklen til integreringen af de mennesker, som kan blive her. Når det for eksempel gælder integreringen på arbejdsmarkedet, er det blevet taget nogle første skridt, men så heller ikke mere. Hvad skolerne angår, leder vi desperat efter lærere, som kan uddanne og tage sig godt af de flygtninge, uden at det sænker niveauet for de andre børn. Og sidst men ikke mindst er der mange flygtninge, som ikke har opholdstilladelse i Tyskland, men som uanset er her. Sådan kan vi ikke have det. Også her må vi håndhæve gældende ret.

Statsministeren erkender, at de forhold som skaber omtale, afslører strukturelle mangler:

Ellwangen viser nok en gang statens kontroltab. De kunne måske indvende, at det er et enkelttilfælde. Men er det virkelig et enkelttilfælde?

Subjektivt føler folk føler i det mindste, at staten mister kontrollen. I en global verden er det desto vigtigere, at staten har en beskyttende og regulerende funktion. Det er mange eksempler, ikke bare Köln eller angrebet i Berlin, som her viser mangler.

Avisen spørger, hvordan Haseloff synes, det går med integreringen i delstaten. Han giver nogle ret så ædruelige oplysninger, hvad angår «flygtningenes» uddannelsesniveau:

Der hvor der virkelig findes vilje til at integrere de mennesker, som er kommet til os, og mulighederne for at yde hjælp og støtte er i orden, ser det godt ud. Dertil kræves klare og hurtige beslutninger om, hvem som kan og ikke kan blive her, og en realistisk vurdering af integreringspotentialet. At det kun er halvdelen af de 100 udenlandske læger i Sachsen-Anhalt som klarer sprogtesten, og at halvdelen af disse ikke består den faglige prøve, er for mig et alarmsignal.

Avisen bemærker, at Alternative für Deutschland (AfD) fik næsten 25 procent af stemmerne ved valget til delstatsparlamentet. CDU-politikeren erkender, at det ikke er uden grund:

Partiet sætter ofte fingeren på forhold og sager, hvor befolkningen ser mangler og problemer. Disse forhold må det politiske liv tage alvorligt og finde løsninger på. Tager man sagerne fra AfD, så tager man også succesen fra dem.

Når andre partier kopierer ens egne vindersager, er det et klart tegn på, at man havde ret. Men vil vælgerne foretrække kopien eller originalen?

Haseloff mener, at EUs ydre grænser må beskyttes bedre. Dersom dette mislykkes, må enhver beskytte sine nationale grænser. Der findes «rum for forbedring», siger han diplomatisk.

Sikringen af EUs ydergrænse er jo i grunden blevet uddelegeret til despoter som Erdogan.

Ja, og det bryder jeg mig ikke om. Det stemmer, at vi i dette spørgsmål har gjort os afhængige af blandt andre Erdogan. Men det kan ikke fortsætte på den måde. EU må i meget højere omfang  end nu og tidligere udvikle sine egne koncepter for sikring af sine grænser, ikke kun i den nye budgetperiode. Og når det gælder sikring af de nationale grænser, findes der et klart retsligt grundlag for det, om behovet er der.

Schengen har altså ikke ophævet statens forpligtelse til at beskytte de nationale grænser, hvis EU ikke beskytter ydergrænsen. Men hvor mange er opmærksomme på det?

Fri bevægelse er ikke alt, siger Haseloff:

Den frie bevægelse internt i EU er et værdifuldt gode. Den har gjort os stærkere økonomisk. Alligevel finder der altid en afvejning sted mellem økonomiske interesser og sikkerhedshensyn. Her må vi finde den rette balance. Gør vi ikke det, vil mange vælgere gå over til protestpartierne. Hvis Schengen ikke fungerer, må vi sørge for nationalstatslige sikkerhedstiltag uden at ophæve den frie bevægelse i EU. Og dermed er vi tilbage i Ellwangen: En stat må altid gøre det klart, at den har et reaktionsmønster i krisetilfælde. Og den må aldrig fremstå som overbelastet.

Haseloff har en klar forståelse for, hvor sårbare mindre lokalsamfund er:

Det kommer fremdeles omkring 10.000 asylansøgere til landet hver måned. På ét år svarer det til den samlede befolkning i Dessau og Wittenberg. Samtidig bor der nu hundredtusindvis af migranter i Tyskland, som har fået afvist deres asylansøgning og er pligtige at forlade landet. Men transporterne af dem ud af landet er fortsat vældig vanskelige eller umulige. Hvordan vil De løse dette?

Her må Forbundsrepublikken forhandle intenst. Det kan ikke være sådan, at andre stater ikke tager  deres egne borgere tilbage eller smøler med at udstede identitetspapirer. Det gælder fremfor alt migranter, som har kommet for at befatte sig med kriminalitet. Disse er hovedproblemet. Bare et tital af den slags er nok til at ødelægge stemningen i en lille by. Det kan vi ikke tolerere. Jeg giver min udtrykkelige støtte til indenrigsminister Horst Seehofers (CSU) forslag om lukkede centre for afviste asylsøgere i delstaterne, også for at sikre, at det som skete i Ellwangen, ikke gentager sig.

At der ikke skal mange personer med kriminelle tilbøjeligheder til for at ødelægge en lille by, er et fænomen også norske lokalsamfund efterhånden lærer på den hårde måde. Den demografiske omvæltning, som har fundet sted i Oslo, begynder også at gøre sig gældende rundt omkring i landet.

Men hvor mange politikere i Norge taler ligeså usminket om disse ting som Sachsen-Anhalts statsminister?

Hvis der skulle indtræffe et politisk stemningsskifte i Norge hvad angår revolutionen i Europa, vil det næppe ske takket være indenlandsk politisk tænkning, men som følge af nyorientering i de store europæiske lande. Vi kunne have lært af vore egne fejl, men må i stedet vente på, at andre lærer af deres.

Haseloff er bare én i rækken af voksne mennesker blandt tyske politikere, som har talt fornuftig den senere tide. Man kan spørge sig selv, hvorfor de ikke åbent udfordrer Angela Merkel. Hvor vanskeligt ville det egentlig være at erstatte hende, som måske har gjort mest for at ødelægge Europa i de sidste år?