Billedet: Varevognen som Alek Minassian (25) brugte som våben i Toronto mandag den 23. april. 

Terror griber fortsat ind i tiden og “afbryder” den. Uanset hvor meget politi og politikere forsøger at dæmpe virkningen. For en tid tilbage var det Toronto. Canadierne er meget politisk korrekte, men efterhånden kommer detaljerne frem, og billederne taler deres eget sprog. På samme måde, som dum-dum kugler river kroppe itu, når de rammer, ødelægger terroren samfundets væv.

Men medierne har et behov for at indgærde terroren. De “forfølger” den ikke, men lader den flyde med tidsstrømmen i håb om, at vi skal glemme?

Modsat er de forstående og nærmest tilgivende overfor dem, som begår terroren.

Alexanda Amon Kotey og El Shafee Elsheikh var laidback og ovenpå, da AP-reporteren interviewede dem i Kobane 30. marts.

Associated Press interviewede to medlemmer af en IS-gruppe, som var berygtet for at skære halsen over på deres ofre i teatralske “forestillinger”. Alle fire var briter. Medierne har i en slags morbid humor døbt dem  Beatles.

Hvad får medierne til at navngive IS-bødler efter alle tiders mest populære pop-gruppe fra Liverpool? Hvad får dem til det? Hvad er associationen? Er det mediernes syge fantasi?

Den mest kendte af dem, Jihad-John, blev “vaporized” af et missil for en rum tid siden. To af dem, El Shafee Elsheikh og Alexanda Amon Kotey, blev taget til fange i januar og sidder i fængsel i Kobane, hvor de blev interviewet af AP:

AP-journalisten, som interviewede dem, sagde, at de havde haft god tid til at forberede deres forsvar. De indrømmede  ingenting, men skød skylden på briterne, som ved at fratage dem statsborgerskabet havde berøvet dem muligheden for en retfærdig retssag.

Blandt andet havde de fire henrettet amerikaneren James Foley. Foleys familie ønsker de to udleveret til USA, noget de selvsagt modsætter sig. Hvordan de tilbragte tiden? De spillede fodbold.

Foley mor, Diana, sagde at det virkede, som om de var på ferie.

John og Diana Foley

Det virker, som om det er et ønske i Vesten at vise overbærenhed med de værste mordere, som er udsprunget af vore samfund. Som om man ikke evner at forstå, at ondskaben har rødder i Vestens nye parallelsamfund. Deres virkelighedsforståelse tillader det ikke.

En ny standard for sadisme

Samtidig er der journalister, som i det stille rejser ud og besøger de steder, hvor IS hærgede. En af dem er en BBC-journalist, som besøgte Tel Afar i Irak, som var et salafist-rede, før IS dukkede op, og fortsat er et farligt sted.

Der træffer han en kvinde, som kommer fra en familie bestående af kristne, sunnier og shiaer. De tilhørte byens middelklasse og var som sådan hadet af IS.

Kvinden har gjort det til en livsopgave at tage sig af de forældreløse børn, også de som havde IS-forældre.

Hun fortæller historien om en lille dreng med bare én arm.

Da han blot var et spædbarn på nogle måneder havde IS placeret ham i midten af en gade. Tre kurdiske soldater kom til undsætning. De vidste ikke, at drengen fungerede som madding. Skarpskytter dræbte alle tre. Nu turde ingen nærme sig drengen. En hund strejfede forbi og tog barnet med sig, om det var som mad eller for at hjælpe, vides ikke. Der gik koldbrand i armen efter hundebiddet. Armen måtte amputeres.

Denne historie er ikke enestående. Den siger alt om IS. Når disse sadister vender tilbage til Vesten, påtager de sig en civil maske og vore myndigheder virker ivrige efter at tro dem.

Det er her, det begynder at blive skummelt. For disse mennesker fører fortsat krig mod Vesten, og når den samme overbærenhed slår ind her, bliver vore egne institutioner medløbere.

Udenfor tiden

Det var som tiden stod stille, sagde en kvinde, som var på Drottninggatan 7 i april i fjor, da Rakhmat Akilov kaprede en ølbil og startede sin dødsfærd.

Tilfældet ville, at samtidig med at NRK sendte dokumentaren om terroren i Stockholm, sendte samtlige stationer i USA live fra San Bruno i California, hvor der blev meldt om en active shooter i YouTube-hovedkvarteret.

Dokumentaren på TV og livesendingen fra California flød over i hinanden. Der skete en forskydning af tidsopfattelsen. Hvad var fortid og hvad var nutid? Måske terroren har sin egen kronologi, skaber sin egen tidsopfattelse? Eet er sikkert: Den påvirker vores tilstand.

For ikke lenge siden var åstedet Toronto. Igen sønderrev terroren tidsfølelsen og injicerede sin egen: Terroristen bryder ind i vore hverdage og vil vise, at han kan ødelægge dem. Det er et budskab på samme måde som de døde kroppe.

Nu bevirker myndighedernes tilbageholdenhed, at vi svæver i vildfarelse længere end vi behøvede. Det øger bare frygten.

Terroralarmen udløser noget i os. Ordene active shooter sammen med ordet YouTube-hovedkvarteret fik alarmen til at gå. Spørgsmålet var: Er det, eller er det ikke? Det blev sagt, at det var en kvinde, som skød. Sjældent, blev det påpeget.

Så en lille detalje: tørklæde, sjal, eller slør? Mer skulle der ikke til. Alle tænkte det samme.

Terroren trigger noget i os. Vi venter på, at bestemte tegn skal blive bekræftede. Associationerne ligger der.

Man mærker også, at der ikke skal så meget til for at udløse panik. Politisk korrekthed kan ikke standse tanker og associationer, uanset hvor meget medier og politikere har talt om faren ved “fjendebilleder”.

Et politisk sprog, som ikke er sandfærdigt bliver blæst omkuld, når krisen kommer. Så spørger folk ikke, hvad det er korrekt at sige.

Hvor meget forstår muslimer af det, som siges? Det må være meget ubehageligt at mærke, at der eksisterer en parallel offentlighed, som ikke er underlagt de “hensyn”, som medier og politikere omgiver dem med. Den indtræder kun, når der sker noget. Som en ånd, det ikke lykkes at putte tilbage i flasken. Der har været for mange angreb til, at det er muligt.

Live streaming

Det har været sagt, at man ikke må give terroren for meget opmærksomhed. Hvordan skal man klare det med live streaming, når der sker noget dramatisk? Det ville kræve indførelse af undtagelsestilstand.

Når medierne forsøger at holde igen og gerne lade, som om de ikke tænker det, alle andre tænker, så hjælper de ikke på situationen. Det ville være bedre, hvis de forholdt sig til materialet, efterhånden som det vokser frem. Folk er ikke dumme.

I San Bruno viste det sig at være “domestic violence”, men for to år siden gik ægteparret Syed Rizwan Farook og Tashfeen Malik ind på et omsorgshjem i San Bernardino og skød 14 mennesker. De to blev senere dræbt i en shootout med politiet.

Alle de halvkvædede viser om gerningspersoner: Politiet, som kunne have vidst, men valgte ikke at vide, er gengangere. Det gælder ikke bare de, som dræber, det gælder overfor indvandrere generelt.

Forebyggelse bliver et ord på papir. Resultatet er, at tilliden mellem mennesker svinder ind. Hvordan kan mennesker stole på nogen, når de ikke får information, de kan stole på, men mærker, at de fodres med bortforklaringer?

Køb Hege Storhaugs bog her!