Nyt

 

Atten år gamle Pamela Mastropietro, som den 30. januar blev dræbt og parteret i Macerata i Italien, blev lørdag begravet fra Ognissanto-kirken i Rom. Blandt de officielle repræsentanter ved ceremonien var Roms borgmester Virginia Raggi og hendes kollega i Macerata, Romano Carancini. Der blev flaget på halv stang over hele den evige stad.

I den propfyldte kirke var, foruden Pamelas familie, politikere og myndighedspersoner fra hovedstaden, samt repræsentanter for Nigerias ambassade og det nigerianske miljø, skriver Corriere della Sera.

Det mest opsigtsvækkende ved ceremonien var tilstedeværelsen af blomster, sendt fra fængslet af Luca Traini, enspænderen og ekstremisten som nogle dage efter parteringsdrabet skød og sårede seks afrikanere i Macerata for at hævne ugerninger mod sagesløse personer, begået af folk af afrikansk oprindelse – en trang han tilstod at han ikke formåede at modstå, da det blev kendt at en nigeriansk narkosælger var blevet arresteret for forbrydelsen.

Pamelas mor, Alessandra Verni, som med bristende stemme holdt en af flere mindetaler over den unge pige, placerede blomsterne fra Traini lige ved båren, mens blomsterne sendt fra kollektivet for rusmiddelmisbrugere hvor Pamela boede før hun blev myrdet, fik en mindre prominent placering.

Pamela Mastropietros mor med blomsterne fra Luca Traini i kapellet med den unge piges båre. Faksimile fra Corriere della Sera, 5. maj 2018, side 19.

Den italienske avis skriver også at moren syntes, at blomsterne fra Traini – som blev leveret af hans bror og kusine til kapellet, hvor Pamelas båre befandt sig dagen før begravelsen – var en fin gestus og at hun var glad for dem.

Alessandra Verni tilføjede:

«Hvis vi havde afvist blomsterne fra ham, så burde vi heller ikke have accepteret håndtrykkene fra de politikere, som ikke havde gjort noget for at forhindre mordet på Pamela.»

Udtalelsen kan vanskelig tolkes som andet end at Pamelas mor er uhyre skuffet over den officielle reaktion på det grusomme drab, al den stund familien tog afstand fra Luca Trainis reaktion, og ikke har kritiseret politikerne tidligere.

Men fraværet af solidaritet fra politisk hold kan alligevel have fremprovokeret den varme hilsen til ekstremisten. Da et optog til minde om Pamela blev arrangeret i Rom den 13. april, var Roms borgmester den eneste prominente repræsentant tilstede.

Den eneste landspolitiker på topniveau som deltog i begravelsen var Fratelli d’Italias leder Giorgia Meloni, som tidligt kondolerede Pamelas mor uden at Italiens præsident havde gjort noget lignende. Og fra venstrefløjen har ingen indignerede stemmer været hævet til protest mod parteringsdrabet. Det er som om Pamela havde forkert hudfarve, skriver Corriere della Seras kommentator Goffredo Buccini.