I en kommentar til den situation, som udspandt sig ved asylmodtagelsescentret i Ellwangen natten til mandag, hvor tre politipatruljer af 200 aggressive afrikanske migranter blev forhindret i at pågribe en congoleser som skulle udvises fra Tyskland, roser næstkommanderende for politiledelsen i landdistriktet Aalen, Bernhard Weber, politimændene for at de holdt hovedet koldt.

Noget mere overraskende er det måske, at han går så langt i at retfærdiggøre og afdramatisere det som skete.

Focus citerer Weber fra politiets meddelelse til pressen:

«Vi går ud fra, at også vores modpart befandt sig i en yderst anspændt sindstilstand, og at disse mennesker i en sådan gruppedynamik muligvis lod sig rive med til at gøre ting som de efter nøgtern overvejelse måske ikke ville have gjort. Men det skal også stå helt klart at retsstaten ikke agter at lade sig hindre i at gennemføre politimæssige opgaver af en aggressiv folkemængde. Retten vil ske fyldest, det garanterer vi. Vi vil konsekvent fortsætte med at udføre vore opgaver.»

Politilederen går altså særdeles langt i at retfærdiggøre de personer, som truede politiet, som om de egentlig ikke mente det. Men er ikke netop helt andre former for gruppedynamik end dem vi er vant til, blandt de ting, som skiller flere migrantgrupper fra indfødte europæere? Dette turde være en nok så elementær indsigt i forskellene mellem voldelige klansamfund og fredelige civilsamfund.

Weber er nok heller ikke på fuldstændig sikker grund når han siger, at retsstaten ikke vil lade sig hindre. Sagen er jo at gennemførelsen af en enkelt politimæssig opgave kræver større resurser end man troede. Det betyder at flere resurser må sættes ind ved næste begivenhed. Da resurserne er begrænsede, mens der aldrig er mangel på politiopgaver, betyder det ubønhørligt at flere retsstatslige handlinger end forventet ikke vil blive gennemført.

Den tyske politiledelse er åbenbart nervøs for at almenheden skal få en klar forståelse af hvor prekær situationen er, og gør hvad den kan for at afdramatisere betydningen af det, der skete i Ellwangen. Det er et åbent spørgsmål om tyskerne lader sig snyde.

Noget som derimod er sikkert, er at migranterne udstiller europæernes svaghed dobbelt: først ved selve begivenheden, og derefter ved håndteringen af den. Invasionsstyrkernes moral styrkes uundgåeligt af at se at ledelsen for de okkuperedes magtapparat forsøge at dække over sin egen svaghed og snyde sin egen befolkning.

Køb Hege Storhaugs bog her!