Roger Scruton / Foto: Stillbillede fra Why Beauty Matters

Roger Scruton har skrevet en pamflet kaldet England and The Need for Nations, et forsvar for nationalstaten, som fremhæver at gode, velprøvede alternativer ikke eksisterer. De skadelige sider ved nationalismen er ikke tilstrækkelig grund til at kaste nationalstaten overbord. Her følger den lille bogs første kapitel. Et af bogens senere kapitler følger om nogle dage.

——————————————–

England og nationalstaters nødvendighed

Af ROGER SCRUTON

1. Indledning

Demokratierne eksisterer takket være den nationale loyalitet — en loyalitet, som man forventer er fælles for regeringen, oppositionen, alle de politiske partier og alle vælgerne. Der hvor nationaliteten har vist sig svag eller ikke-eksisterende, er det ikke lykkedes demokratiet at slå rod. For uden national loyalitet er oppositionen en trussel mod regeringen, og politisk diskussion bliver aldrig ophav til en fælles forståelse. Alligevel er ideen om nationen under angreb overalt. Enten opfattes den med foragt som en primitiv form for social enhed, eller den fordømmes sågar som en årsag til krig og konflikt, som derfor bør nedbrydes og erstattes af mere oplyste og universelle former for jurisdiktion.

Men hvad er det eksakt, som skal erstatte nationen og nationalstaten? Og hvordan vil den nye form for politisk orden forbedre eller bevare vor demokratiske arv? Der er ikke mange, som ser ud til at kunne besvare det spørgsmål, og svarene som gives forsvinder hurtigt i ordgyderi, som f.eks. EUs omfavnelse af den kirkelige doktrin kaldet «subsidiaritetsprincippet» (nærhedsprincippet) i den hensigt at tage magten fra medlemsstaterne under påskud af at lade dem beholde den. Den nyere histories forsøg på at hæve nationalstaten op til en slags international politisk orden, er endt enten som totalitære diktaturer som det tidligere Sovjetunionen, eller som bureaukratier, som det ikke er muligt at stille til ansvar, som den nuværende Europæiske Union. Selv om mange af nationalstaterne i den moderne verden er tilbageværende fragmenter af tidligere imperier, er der ikke mange som ser en genoprettelse af imperiernes herredømme som vejen videre frem for menneskeheden. Så hvorfor og i hvilken hensigt, skulle vi give afkald på den form for suverænitet vi kender, og som så meget af vor politiske arv afhænger af?

Vi i Europa befinder os ved et vendepunkt i vor historie. Vore parlamenter og retssystemer har fortsat territorial suverænitet. De svarer fortsat til historiske bosættelsesmønstre, som har gjort det muligt for franskmænd, tyskere, spanioler, briter og italienere at sige «vi», og samtidig vide, hvad de mener med det. Muligheden er fortsat tilstede for at revitalisere den lovgivende og udøvende magt, som formede nationalstaternes Europa. På samme tid er en proces blevet sat i gang i retning af en ekspropriering af vore parlamenters og domstoles tilbageværende suverænitet, en proces, som ville udviske grænserne mellem vore jurisdiktioner og opløse Europas nationaliteter i et historisk meningsløst fællesskab, hverken forenet  af sprog, religion, sædvane, lov eller nedarvet suverænitet. Vi må vælge, om vi ønsker at fortsætte i denne retning, eller om vi vil finde tilbage til den territorielle nationalstats velprøvede og velkendte suverænitet.

Samtidig taler og opfører vor politiske elite sig, som om der ikke fandtes et sådant valg, akkurat som kommunisterne gjorde i tiden for den russiske revolution. De taler om en uundgåelig proces og om irreversible forandringer, og selv om de fra tid til anden er villige til at veksle mellem et «hurtigt» og et «langsomt» spor i retning mod fremtiden, er de ikke i tvivl om, at begge spor fører til samme bestemmelsessted: en overnational regering under en fælles lovgivning, hvor national loyalitet ikke vil have  større betydning end støtten til det lokale fotboldhold.

I denne pamflet vil jeg forsvare nationalstatens sag, idet jeg erkender, at det jeg har at sige, hverken er udtømmende eller endeligt, og at man kan forestille sig mange andre former for suverænitet, som ville tilfredsstille de moderne samfunds behov. Mit standpunkt er ikke, at nationalstaten er det eneste svar på de moderne styreformers problemer, men at det er det eneste svar, som har vist sig at virke. Vi kan være fristede til at eksperimentere med andre former for politisk orden, men eksperimenter på en sådan skala er farlige, da ingen kan forudse eller annullere deres resultater.

Nazismen samt revolutionerne i Frankrig og Rusland, var dristige eksperimenter. Men alle førte til sammenbrud af lov og orden, til massemord på hjemmebane og til krigeriskhed i udlandet. Den kloge linje er at acceptere de ordninger – de være sig nok så ufuldkomne – som har udviklet sig gennem sædvane og arv, og forbedre dem ved hjælp af mindre tilpasninger, men ikke at udsætte dem for fare ved at foretage ændringer på en stor skala, hvis konsekvenser ingen er i stand til at forudse. Dette standpunkt blev forsvaret på ugendrivelig vis af Burke i hans Tanker om Den Franske Revolution, og den senere historie har til stadighed bekræftet hans syn på tingene. Lærdommen vi bør udlede er derfor, at siden nationalstaten har vist sig at være et stabilt fundament for et demokratisk styre, bør vi forsøge at forbedre den, tilpasse den og sågar spæde den op, men ikke bortkaste den.

De, som igangsatte det europæiske eksperiment — både de selvbestaltede profeter og konspiratorerne i kulisserne — delte overbevisningen om, at nationalstaten havde forårsaget de to verdenskrige. Europas Forenede Stater stod for dem som den eneste mulighed for varig fred. Men af to grunde er dette helt uden troværdighed. For det første er det rent negativt: Det afviser nationalstaterne, fordi de er krigeriske, uden at angive nogen positiv grund til at tro, at overnationale stater vil være bedre. For det andet identificerer det nationalstatens normalitet med dens patologiske udgaver. Som Chesterton har sagt om patriotisme i al almindelighed: At fordømme patriotismen fordi folk går i krig af patriotiske årsager, er som at fordømme kærlighed, fordi kærligheden af og til fører til mord. Nationalstaten bør ikke opfattes som den franske nation på revolutionens tid eller den tyske nations vanvid i det tyvende århundrede. For dette var forrykte nationer, hvor kilderne til borgfred var blevet forgiftet og den sociale organisme overtaget af vrede, nag og frygt. Hele Europa var truet af den tyske nation, men kun fordi den tyske nation først havde truet sig selv efter at være blevet ramt af nationalistisk feber.

Nationalismen er en del af den nationale loyalitets patologi, ikke dens normale tilstand—hvilket jeg skal komme tilbage til senere. Hvem i Europa har følt sig truet på samme måde af de spanske, italienske, norske, tjekkiske eller polske former for national loyalitet? Og hvem ville være uvillige til at give disse folk retten til eget territorium, egen jurisdiktion eller egen suverænitet? Polakkerne, tjekkerne og ungarerne har valgt at være med i Den Europæiske Union, ikke for at kaste den nationale suverænitet overbord, men fordi de tror, at dette er den bedste måde at genvinde den på. Jeg tror, de tager fejl, men de vil kun blive i stand til at indse dette senere, når det er for sent at omgøre. Under sin nølen med at gøre nationen til en social ambition eller et politisk mål, udskiller venstreliberale skribenter af og til nationalismen fra «patriotismen»—en gammel dyd lovprist af romerne og af folk som Machiavelli, som først leverede et intellektuelt forsvar for moderne, sekulær jurisdiktion. De argumenterer for, at patriotismen er borgernes loyalitet og grundlaget for en «republikansk» styreform, mens nationalismen er en fælles fjendtlighed overfor den fremmede, den der trænger ind, personen som hører til «udenfor».

Jeg har en vis sympati for den tilnærmelse. Den korrekte forståelse af den republikanske patriotisme fremmet af Machiavelli, Montesquieu og Mill, er en form for national loyalitet: ikke en patologisk form som nationalismen, men en naturlig kærlighed til landet, ens landsmænd og kulturen, som forener dem. Patrioter er knyttet til folket og landet, som retmæssigt er deres, og patriotismen indbefatter et forsøg på at føre den retmæssighed videre over i en retsstat med upartisk regjering. Denne underliggende territorielle ret genfindes i selve ordet, da «patria» betyder «fædreland»: stedet hvor du og jeg hører hjemme.

Jeg påstår, at territorial loyalitet ligger til grund for alle slags styreformer hvor frihed og retssikkerhed holdes i hævd. Forsøgene på at stemple nationen som patriotisk indeholder derfor ingen virkelige argumenter mod den form for national suverænitet, som jeg vil tage til orde for i denne pamflet. Jeg skal forsvare det, Mill kaldte «princippet om sammenhængskraft mellem medlemmer af samme stat eller samfund», noget han klart udskilte fra nationalismen (eller «nationalitet i den vulgære betydning af ordet») med følgende klargørende formulering:

Vi behøver næppe at præcisere, at vi ikke mener nationalitet i ordets vulgære betydning; en tåbelig antipati mod udlændinge; ligegyldighed overfor menneskeslægtens kår i almindelighed, eller en uretmæssig præference for vort eget lands påståede interesser; en dyrkelse af negative ejendommeligheder, fordi de er nationale, eller uvilje mod at gøre til sit eget, det som andre lande har fundet positivt. Det vi mener er derimod et sympatisk princip, ikke et fjendtligt sådant; et sammenholdets princip, ikke et adskillelsens. Vi mener en følelse af fælles interesse blandt de, som lever under det samme styre, og som befinder sig indenfor de samme naturlige eller historiske grænser. Vi mener den del af samfundet, som ikke føler sig fremmed overfor andre; som værdsætter denne tilknytning—føler at de er ét folk, at deres skæbne er fælles, at det onde, som rammer deres landsmænd, også rammer dem selv, og som ikke af egoistiske grunde ønsker at frigøre sig fra sin del af den fælles byrde ved at svække denne tilknytning.

Elementerne jeg vil understrege i dette citat er disse: «vort eget land», «fælles interesse», «naturlige eller historiske grænser» og «[vor] skæbne er fælles». Disse elementer er i samklang med den historiske loyalitet, jeg vil forsvare i denne pamflet.

For at sige det kort: Der er ikke blevet rettet nogen ordentlig anklage mod nationalstaten, og forsvaret for det overnationale alternativ findes overhovedet ikke. Jeg tror derfor, at vi er på nippet til at fatte beslutninger, som kan være katastrofale for Europa og resten af verden, og at vi ikke har mange år tilbage til at gøre status over vor arv og finde tilbage til den. Mere end nogen sinde høres denne strofe fra Goethes Faust som sandhed:

Was du ererbt von deinen Vätern hast,
Erwirb es, um es zu besitzen.

Gør dig fortjent til det, du har arvet fra dine forfædre, for at du kan eje det. Vi i Europas nationalstater har behov for på ny at gøre os fortjent til den suverænitet, som generationerne før os på stræbsom vis udviklede fra arven i form af kristendommen, imperiernes herredømme og romerretten. Ved at gøre os fortjent til den, vil vi eje den. Og da vil vi leve i fred indenfor vore grænser.

Oversat af Christian Skaug og Lotte Jacobsen

Køb Sir Roger Scrutons bog (norsk) fra Document Forlag her!