Tre uger efter starten på massedemonstrationerne langs grænsen mellem Gazastriben og Israel, der afholdes som en del af den såkaldte “March for Tilbagevenden,” forsøger Hamas at skræmme journalisterne til at dække begivenhederne på en måde, som fordrejer sandheden og virkeligheden.

Hamas, der er en af de palæstinensiske grupper, som er ansvarlige for anti-Israel-demonstrationerne, ønsker ikke, at verden skal se billeder af palæstinensere, der kaster sten, brandbomber og sprængladninger imod de israelske soldater.

Hamas ønsker ikke, at journalisterne bruger ordene “sammenstød” og “konfrontationer,” når de beretter om demonstrationerne.

Hamas ønsker ikke, at journalisterne fortæller om den kendsgerning, at nogle af de demonstranter, som er blevet dræbt under “March for Tilbagevenden,” faktisk var medlemmer af dens egen væbnede gruppe, Izaddin Al-Qassam.

Hamas ønsker med andre ord, at journalisterne rapporterer, som om de arbejdede for bevægelsens propagandamaskine. Enhver journalist, der vover at udfordre Hamas’ egen narrativ, fordømmes som “forræder” og straffes.

For at sikre sig, at de palæstinensiske journalister følger styrets ønsker, udsendte Hamas’ “pressekontor” tidligere på ugen nogle retningslinjer til journalisterne for, hvordan de bør dække “March for Tilbagevenden.”

Det første krav, som Hamas insisterer på, at journalisterne følger, er, at de afholder sig fra at fokusere på handlinger foretaget af de individuelle deltagere i demonstrationerne.

Det betyder, at en fotograf, der får øje på en palæstinensisk demonstrant, som deltager i vold f.eks. ved at kaste sten, brandbomber eller sprængladninger imod de israelske soldater, skal se den anden vej. Hvorfor? Fordi den slags billeder, ifølge Hamas, modsiger dens egen påstand om, at “March for Tilbagevenden” er en “fredelig og ikkevoldelig opstand blandt ubevæbnede civile.”

Hamas har, ifølge dens eget “pressekontor,” tillige beordret de palæstinensiske journalister at holde op med at benytte ordene “sammenstød” og “konfrontationer” i deres beretninger om demonstrationerne. Hamas siger, at disse ord skaber det indtryk, at de palæstinensiske demonstranter optræder voldeligt. Billeder og videoer fra demonstrationsscenerne skildrer selvfølgelig netop dette.

Adskillige videoer viser tilmed maskerede palæstinensiske demonstranter, som forsøger at ødelægge sikkerhedshegnet og pigtråden langs grænsen mellem Gazastriben og Israel. Dette er en del af marcharrangørernes plan om at trænge gennem grænsen og oversvømme Israel med hundredtusindvis af palæstinensere.

De palæstinensiske journalister skal, ifølge Hamas’ “pressekontor,” skildre begivenhederne ved grænsen til Israel som “besættelseshærens og dens snigskytters angreb på en fredelig og ikkevoldelig, civil opstand.” Hamas ønsker, at journalisterne kun skildrer én side af historien ved udelukkende at fokusere på Israels reaktion på de voldelige demonstrationer. Volden, som udløser denne reaktion, er for Hamas utilladelige beviser.

Helt i stil med Hamas-regimets opfindsomme narrativ om dets egen blodige optræden ønsker det, at dækningen af “March for Tilbagevenden” skal følge en linje à la “det hele begyndte, da Israel skød tilbage.” Det er der intet nyt i: Det er præcis den taktik, som Hamas har anvendt under sine tidligere krige mod Israel. Hamas har aldrig givet journalisterne lov til at vise dens egne medlemmer i færd med at afskyde raketter imod Israel. De eneste historier, som journalisterne har fået lov til at fortælle, har været historierne om de palæstinensiske ofre for det israelske militærs angreb på personer, der afskød raketter fra skoler og beboede områder i Gazastriben.

Hamas’ “pressekontor” advarer tillige de palæstinensiske journalister mod at citere eller henholde sig til israelske medier i deres rapporter om begivenhederne i Gazastriben. Det betyder, at journalisterne ikke må fortælle den palæstinensiske offentlighed, hvad Israel siger om “March for Tilbagevenden,” især når det drejer sig om voldelige angreb på israelske soldater.

I denne sag er Palæstinensisk Journalist Syndikat (PJS), en organisation domineret af Hamas’ rivaler i Fatah, tilsyneladende helt enig med Hamas. I en udtalelse, som blev offentliggjort i Ramallah, beskyldte PJS de israelske journalister for at være “medskyldige i forbrydelser og drab.” Man hævdede også, at de israelske journalister er en del af den israelske hærs propagandamaskine.

Denne form for opflammen imod israelske journalister bør tages meget alvorligt. Den udsætter de journalister, der dækker palæstinensiske emner og ofte rejser til palæstinensiske byer og landsbyer, for livsfare.

Hamas’ opviglen imod israelske journalister var til at forudse. Men når opvigleriet kommer fra en Fatah-forbundet institution på Vestbredden og er styret af præsident Mahmoud Abbas’ tro følgesvende, giver det anledning til eftertanke. Formodes Fatah ikke at være den “moderate” palæstinensiske fraktion, som angiveligt tror på tostatsløsningen og fred med Israel? Anses Mahmoud Abbas ikke for at være den “moderate” og “pragmatiske” palæstinensiske leder, som Israel menes at skulle slutte fred med? Modtager Fatah og Abbas ikke økonomisk hjælp fra USA og EU på baggrund af deres formodede støtte til en fredsproces med Israel? Hvorfor skulle amerikanerne og europæerne støtte en palæstinensisk fraktion, hvis journalister åbenlyst ophidser imod israelske kolleger?

Denne opviglen fra Fatah og Hamas er et forsøg på at skræmme og lukke munden, ikke bare på de palæstinensiske journalister, men også på deres israelske kolleger. Det er et forsøg på at tvinge de israelske journalister til at makke ret og acceptere Hamas’ og Fatahs narrativ, ikke blot med hensyn til “March for Tilbagevenden,” men hele den palæstinensiske sag. Tilsyneladende er verdens internationale menneskerettighedsorganisationer og fortalere for frie medier enige med Hamas og Fatah og synes overhovedet ikke at bekymre sig om disse livstruende angreb på israelske journalister.

Endelig giver Hamas’ “pressekontor” de palæstinensiske journalister besked på at fokusere på at “humanisere” deres beretninger om palæstinensere, der bliver dræbt eller kommer til skade under massedemonstrationerne. Journalisterne får besked på at understrege de “forskellige personlige og sociale aspekter” ved de palæstinensiske ofre. Oversat: Hvis “offeret” er en Hamas-terrorist, skal journalisterne undlade at nævne dette og i stedet fortælle, hvor afholdt han var som ægtefælle, far og samfundsmedlem.

Dette er igen et led i Hamas’ forsøg på at lyve over for omverdenen og præsentere de palæstinensere, der bliver dræbt eller kommer til skade under optøjerne, som ubevæbnede, uskyldige civile. Sandheden er imidlertid, at Hamas har sendt hundredvis af sine egne militsfolk ud for at tage del i demonstrationerne, forklædt som civile.

Da det er usandsynligt, at de palæstinensiske journalister, der dækker “March for Tilbagevenden,” vil ignorere Hamas’ nye instrukser, vil dette komme til at påvirke beretningerne i de internationale medier. De fleste internationale mediekanaler og korrespondenter hyrer palæstinensiske producere og oversættere og “hjælpere” til at assistere ved dækningen af palæstinensiske emner.

En palæstinensisk journalist, som er bange for at trodse instrukserne fra Hamas, vil ikke fortælle sin arbejdsgiver alt, hvad han ser og hører. Nogle palæstinensiske journalister vil også optræde sådan af egen fri vilje og ikke nødvendigvis af frygt for Hamas eller andre palæstinensiske grupper. Disse journalister betragter sig som “revolutionens” fodsoldater og er overbeviste om, at deres loyalitet først og fremmest bør ligge hos deres folk og dets sag. Og sandheden? Nå ja, sandheden er det første, der ofres.

“March for Tilbagevenden” er planlagt til at skulle fortsætte frem til den 15. maj, Israels Uafhængighedsdag ifølge den gregorianske kalender. Der er planlagt flere protester langs grænsen mellem Gazastriben og Israel i de kommende uger. Palæstinenserne siger, at det egentlige mål med protesterne er at opnå “retten til tilbagevenden,” hvorved de vil kunne vende tilbage til “hele Palæstina, fra Middelhavet til Jordanfloden.”

De planlagte demonstrationer vil ligne dem, der har fundet sted de seneste tre uger. Demonstrationerne vil på samme vis omfatte palæstinensere, der kaster sten, brandbomber og sprængladninger imod israelske soldater. Demonstrationerne vil også byde på palæstinensere, som råber slagord og opfordrer til Israels udslettelse, og der vil være Hamas-terrorister klædt i civilt tøj, som deltager i de “fredelige” demonstrationer.

Med tanke på truslerne fra Hamas og Fatah må spørgsmålet være: Kommer vi til at se alt dette, eller vil mørklægningen fortsætte? Og vil de internationale medier lade sig bruge som platform for udbredelsen af Hamas’ løgne? Hamas’ “pressekontor” arbejder for sin del døgnet rundt på at iklæde den glubske ulv fåreklæder.

Bassam Tawil er muslim og bosiddende i Mellemøsten.

Oversat af Mette Thomsen