Constantin Schreiber har et imponerende generalieblad: Han lærte arabisk som teenager i Syrien og arbejder nu for ARD. Han sidder midt i smørhullet, har kvalifikationerne og arbejder på centrale medier. Det gør det vanskeligt at afvise ham. Se bio på wikipedia.org.

I denne uges Dag og Tid kan vi læse om den tyske journalist Constantin Schreibers vej fra at være et idol til at blive et hadeobjekt. Efter migrationskrisen i 2015 blev han selve symbolet på tysk åbenhed, med tanke på den velkomst migranter fik. Heltestatussen varede helt frem til han foretog undersøgende journalistik med tanke på, hvad der blev forkyndt i de tyske moskeer. Afsløringerne af hvad tyske imamer forkynder, gjorde Constantin Schreiber til en farlig oppositionel.

Reaktionen fra tyske journalister og intellektuelle gjaldt nemlig ikke det som blev afsløret, men den som afslørede det. Constantin Schreiber blev anklaget for at levere argumenter til sådan nogle, man ikke bør levere argumenter til.

Det er interessant hvor vanskelig det er for dagens liberale at diskutere islam med udgangspunkt i islam selv. De kræver vi skal diskutere islam ud fra egne forventninger til verdens religioner, selv om afsløringerne viser at de tager fejl.

Dette er et tema vi aldrig bliver færdige med, og selv om vi står i fare for at gentage os selv, må vi vove at pege på den åndelige dimension, når det er det åndelige som bliver diskuteret. For det er ganske utroligt, at når temaet er religion, kræver vore modstandere at vi skal tage et materielt udgangspunkt. De må selvfølgelig have lov til at hævde at ånd ikke er relevant, men vi kan ikke få en rimelig forståelse af islam og andre religioner før det bliver legitimt at drøfte dem med udgangspunkt i deres væsen, dvs. ud fra et åndeligt perspektiv og dermed på deres egne præmisser.

Udfordringen er, at samfundet har bestemt sig for at «det gode» er en fællesnævner for al religiøs tænkning. «Islam og kristendom har kærligheden tilfælles», som biskop Erling Pettersen en gang sagde. Spørgsmålet man ikke vil tage fat om, er hvordan islam kan have et moralsk fundament når deres guddom ikke ønsker at lade sig begrænse af noget som helst. Når Constantin Schreiber fortæller at tyske imamer forkynder, at demokrati er i strid med islam, at muslimer ikke må indgå venskab med kristne og i øvrigt hetzer mod både jøder, armenere og jesidier, må vi prøve at forstå hvorfor, ikke stemple budbringeren som ekstremismens talerør.  Islam er en åndelig størrelse, men Constantin Schreibers kritikere kan ikke få sig selv til at spørge, hvilken ånd det er som får dens tilhængere til at dyrke et ubegrænset had til meningsmodstandere eller fædre til at dræbe deres døtre.

Vi er så indoktrineret, at vi tror at vores forestillinger om moral, menneskeværd og frie vilje ikke har noget med åndelige spørgsmål at gøre, og det kan blive vores undergang.

Det er nemlig ikke sådan, at muslimer afviser Vestens demokrati og levevis på grund af dårlige erfaringer eller andre mulige årsager. Selv Napoleon fik læst og påskrevet da han prøvede at indføre liberale ideer i Egypten i slutningen af 1700-tallet. Han blev kontant afvist som løgner da han overfor egyptiske muslimske lærde erklærede at «alle mennesker er lige for Gud».

Islam er en religion, som selv om den i sit ydre kan ligne kristendommen, er dens diametrale modsætning, og det handler om tre grundlæggende forhold.

For det første har islam ikke en absolut moral. Etikken er ikke forankret i Allahs væsen, men i hans vilje. Eftersom Allah, på grund af sin absolutte almagt må kunne gøre hvad som helst, kan han ikke lade sig begrænse af det vi i vor kristne kultur forstår som hellig kærlighed.

For det andet opfatter islam ideen om menneskets frie vilje som svært problematisk, da dette postulat bliver et angreb på forståelsen af Allahs absolutte almagt.

For det tredje, og som en konsekvens af det foregående, forstår muslimer sig selv og deres historie som et resultat af Allahs almægtige vilje. Det hele leder til en fatalisme og mangel på rationalitet, vi i Vesten ikke magter at forstå, og det af den enkle grund at vi ikke formår at aflæse muslimers udsagn på grund af vores åndelige ørkenvandring.

Med tanke på ovenstående er der ikke andet at forvente end at muslimer afviser den kultur de møder i Vesten. Det handler ikke om ond vilje, men er et resultat af en tro som fratager de troende enhver mulighed for at tage ansvar og kontrol over egne liv og samfund, en afvisning som bliver tydeligere jo nærmere troens kerne du kommer.

Kristendommen forudsætter rationelle mennesker med en fri vilje, islam gør det modsatte. Constantin Schreibers afsløringer i tyske moskeer bekræfter hvad muslimer tror på; det er en naturlig konsekvens af deres tro at afvise vores kultur.

Hvem er da de egentlige ekstremister? De som tager andres tro alvorligt, eller de som tolker alt ind i deres egen ideologiske overbygning?