Frankrigs præsident Emmanuel Macron ser ud til at have indtaget en accepterende holdning overfor udsigterne til en massiv og vedvarende migrantstrøm fra Afrika.

I et over to timer langt TV-interview med BFM TV forrige søndag, talte Macron – blandt en række andre indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål som pensionssystemet og Syrien – om sine visioner for fremtidens Europa.

Om tidens mest presserende spørgsmål havde han dette at sige:

«Vi har et migrationsfænomen, som vil vare ved, fordi der findes geopolitiske konflikter, klimaproblemer og en afrikansk demografi, som er en veritabel bombe.»

Den franske præsident henviste ifølge Breitbart til demografiske prognoser fra antropologen, forfatteren og journalisten Stephen Smith, som forventer, at Europa vil få mellom 150 og 200 millioner afrikanske indbyggere i år 2050.

Med en sådan præmis skulle man måske tro, at den mest presserende opgave var at sørge for, at der ikke springer en sådan bombe i verdensdelen og landet, han er med til at styre. Men Macron fremhævede i stedet noget helt andet:

«I den sammenhæng forbliver jeg forpligtet overfor asylretten, som har været konstitutionel siden 1946. Den kræver af os, at vi tager imod alle mænd og kvinder, som risikerer livet i landet de kom fra. Og det gør vi. Asylretten bliver konstitutionelt forsvaret og respekteret.»

Hallo, er der nogen hjemme? spørger Nina Hjerpset-Østlie hos HRS.

Nej, det er der ikke. En illustration på den monumentale bevidstløshed, når det gælder den demografiske trussel fra Afrika, blev givet af Espen Søbye i en anmeldelse af Terje Tvedts bok «Det internasjonale gjennombruddet» i Morgenbladet den 3. november 2017.

Søbye går her i rette med Tvedts påpegning af, at den nye indvandring er uden sidestykke i historien, noget ethvert barn kan se med det blotte øje:

Når det gælder indvandringen til Europa fra lande i Afrika og Asien, som Tvedt altså hævder er ny i sin form, så kan denne indvandring forstås og forklares som en repetition af den europæiske udvandring for 150 år siden. Udvandringen fra Europa skete i en fase, da dødsraten var faldet betragteligt, mens fødselsraten holdt sig høj. Resultatet var en stærkere befolkningsvækst, end økonomien kunne absorbere og som resulterede i udvandring. Det vil sige det samme, som er sket og sker i nogle lande i Afrika og Asien. Dette er vel og mærke en overgang. Fødselsraten er faldet og vil falde, også der hvor den nu er høj, og dermed vil folkeforflytningen, som skyldes, at en befolkning gennemgår en bestemt fase af den demografiske overgang, forsvinde. Det virker, som om denne blandt demografer alment accepterede teori om den demografiske overgang mangler i Tvedts teoretiske værktøjskasse. Ingen kan udtale sig troværdigt om befolkningsudvikling og migration uden at bygge på denne teori.

Søbyes problem er, at han ikke udtaler sig troværdigt, selv om han bygger på denne teori, som for hans vedkommende tjener til at skygge for virkeligheden.

Det er ikke kun flytrafik, internet, smartphones og globalisering han udelader fra sin analyse af, hvorledes verden er som for 150 år siden. Lad os kaste et blik på en befolkningsprognose fra FNs befolkningsdivision:

Den demografiske transition Søbye henviser til for Afrikas vedkommende, kan læses ud af den efterhånden noget mindre stejle vækst i den violette kurve.

Men dette kvalitative fænomen ved væksten rokker ikke ved dens overvældende kvantitative egenskab. Det er ikke så længe siden, Europa og Afrika havde omtrent lige store befolkninger. Men i løbet af de fleste nulevendes levetid vil Afrika få en tre gange større befolkning end Europa – et forholdstal som bare vil fortsætte med at øge.

At dette vil skabe et migrationstryk, som er uden sidestykke i historien, er åbenbart. Og hvis ikke europæerne indser, at det at modstå et sådant tryk er en eksistensiel opgave, vil det uden skygge af tvivl også give en indvandring uden historisk sidestykke. Det Tvedt gør, er simpelthen at fortælle, at vi for så vidt er i gang med denne proces.

I Documents nært forestående udgivelse Europas underlige død skriver Douglas Murray blandt andet om, hvordan den igangværende migration ofte bliver forsøgt fremstillet som noget, verden har set før. På den måde efterlades indtrykket af, at de problemer en ny migration måtte skabe, vil blive løst, ligesom det stiltiende antages at være sket med de problemer, migrationen forud har afstedkommet.

Det er netop denne øvelse, Søbye er i gang med. Og i kraft af sin baggrund og status som intellektuel vil mange tage hans belæring af Tvedt som et bevis på, at migrationen ikke er noget at gå så højt op i.

Men Emmanuel Macron ved altså bedre. Ikke desto mindre erklærer han, at Frankrigs dør er åben. Den franske præsident vil sprænge Afrikas demografiske bombe i Europa. En sådan person ved roret er den bedste garanti for, at vor verdensdel ophører med at eksistere, som vi kender den.

Hvor Morgenbladets læsere lulles ind i bevidstløshed, hengiver Macron sig til overmod. Det er ikke godt at sige, hvilken af skavankerne som er værst. Nej, der er virkelig ingen hjemme.