Jeg er træt – træt af hvor dybt vores kulturelle standarder er sunket. For mindre end et år siden blev et hjørne af Mindeparken i Aarhus overhældt med pink akrylmaling i forbindelse med “kunstværket” »The Garden. End of Times, Beginning of Times«, der skulle »tematisere menneskets sameksistens og syn på naturen«. Kunsthærværket var blåstemplet af Aarhus Kommune som led i “Kulturhovedstadsprojektet” (et dyrt og nyttesløst EU-projekt, som brænder skatteborgernes penge af på tant og fjas). Jeg er sikker på, at din egen by har et tilsvarende eksempel betalt med offentlige eller private midler. Det kunne være et otte meter højt, deformt partisansøm i rustftit stål, et mindst ligeså stort knojern eller fire infantile badedyr, som vist skal symbolisere noget med livets stadier.

Problemet begrænser sig ikke kun til skulpturens verden. Enhver dansk by med disrespekt for sig selv har et kvarter med spritnye kontor- eller lejlighedskomplekser, hvor hver eneste bygning på teenageagtig vis stræber efter at være mere unik end de andre. Ironisk nok er resultatet altid, at de alle ser totalt identiske ud. Og kan man efterhånden besøge et kunstmuseum uden at slide sine dyrebare nethinder på et maleri, hvor kunstneren har haft så travlt med at være så avant-garde, så samfundskritisk og så kreativ, at han helt har glemt at male noget, som beskueren kan finde hoved og hale i?

Lave standarder

Hvad skyldes den allestedsnærværende lortekunst? Svaret skal findes i den relativistiske tidsånd, der i spøgede i det 20. århundrede, og som stadig hjemsøger os i dag. Den har sikker allerede hvisket dig nogle listige modargumenter i øret: “Jammen kunst er jo et spørgsmål om subjektiv smag!”, “Jammen kunst skal jo nyskabe og provokere!”, “Jammen du forstår bare ikke den dybere mening bag kunstværkerne!”. Alle tre argumenter er naturligvis fejlagtige.

Det første overser, at der findes basale tekniske færdigheder, såsom perspektiv, valg af farve samt brug af lys og skygge, der objektivt kræver ekstraordinært talent og hårdt arbejde at mestre. Det andet glemmer helt, at kunst kan være smukt for sin egen skyld og antyder tilmed, at før man begyndte at overstænke lærred med vilkårlige malingsklatter, fandtes der hverken innovation eller tabubrud. I virkeligheden har europæisk kunst siden middelalderen forbedret sig eksponentielt i brugen af ovennævnte teknikker og samtidigt formået at frontaltackle idéer med betydeligt mere menneskelig og eksistentiel dybde end: “Der findes miljøproblemer, så lad os vandalisere en smuk park!”

Det tredje har faktisk ret i sin påstand, men lægger ansvaret for dette på de forkerte skuldre. Om det gælder litteratur, drama eller skulptur handler kunst om kommunikation. Hvis det ikke er muligt for beskueren at nyde oplevelsen af dit arbejde uden på forhånd at være sovset ind i neo-post-dekonstruktivistisk keramikteori, har dit værk slået fejl. En marsboer behøver ikke at vide noget om antikken, renæssancen eller kristendommen for at beundre Michelangelos statue af David. Den stimulerer kenderen og byder samtidigt de udenforstående ind.

“Og hvad så?”,

frister det relativistiske spøgelse dig nok til at spørge, “Det kan da være ligemeget, selv hvis moderne kunst er grimt og prætentiøst. Det gør jo ingen skade!” Eller hvad? Helt koldt og kynisk har smukke, autentiske bygninger en magnetisk kraft på turister i en tid, hvor ensformigt glas, stål og beton dominerer deres hverdag. Dem kunne vi score kassen på, hvis vi ikke lod os rive med af fikse modernistiske idéer. Mere værdimæssigt kan jeg ikke undgå at se vores betagelse af kejserens nye klæder som et symptom på kollektiv identitetskrise. Hvis vi ikke kan blive enige om noget så basalt som at værdsætte ekstraordinære færdigheder, skønhed og vores egne æstetiske/kunstneriske/historiske traditioner, vil vi være til fals for ethvert (nok så morbidt) tankesystem, der ønsker at påtvinge os sine egne standarder.