Pietro Perugino Angels (1470)

Baggrunden for Moses møde med Gud i ørkenen kender de fleste nok. Den er jo at israelitterne er slaver der. De er landflygtige, eller rettere, de er uden land. De har ikke et hjem. De er jo fremmede i Egypten og de lider og de er ikke herrer over deres eget liv. Heller ikke over deres børns liv. For at de ikke skal blive for mange har Farao jo befalet, at alle israelitiske drengebørn skal kastes i Nilen. Men det er Moses undsluppet. Takket være en modig mor og en egenrådig egyptisk prinsesse. 

Moses vokser som bekendt op ved Faraos hof. Som en egyptisk prins. Men han mærker, at han ikke hører til. Blodsbåndet, slægtsbåndet er for stærkt. Han lider med sit eget folk og han splittes. Mellem dem der har opfostret ham og dem han slægtsmæssigt hører til. 

Derfor er han i ørkenen. For at finde svar, for at slippe for splittelsen, for at slippe for at se sit folks lidelser. Der i ørkenen bliver han udvalgt. Det bliver svaret på hans søgen. Han får en opgave. Han som nu vogter sin svigerfars får, han skal vogte Israels folk og føre dem ud af deres slavetilværelse. Ligesom en hyrde river fåret ud af ulvens klør, skal Moses føre sit folk ud af Egyptens mørke. Israel skal få et hjem. De skal ligesom alle andre folk på denne jord have et sted, hvor de hører til og som er deres. 

For sådan har et menneske godt af at have hjemme et sted på denne jord. At vi mennesker også har hjemme i De evige boliger og at der er ånd i os udelukker på ingen måde, at vi er bestemt til at leve her på jorden med det som livet her på jorden kræver af et menneske – ja her i Grundtvigs fædreland kunne vi kalde det – et jævnt og muntert virksomt liv på jord. Mennesket er ikke et kropsløst spirituelt væsen bestemt til at leve i de højere luftlag i fuldstændig afvisning af den naturlige verden og dens krav. Nej for Gud har jo skabt verden og formet mennesket ud af dens jord og han så, at alt var godt. 

Ved I ikke, spørger Paulus i et af sine breve til den anfægtede menighed i Korinth, – at jeres legemer er templer, at I har dem fra Gud? At Gud har sin bolig i jer? At Kristus har købt jer dyrt? Derfor skal vi jo ære vores legemer og vores liv her på jorden. Vi har ganske vist en evig bolig, men vi har også et hjem i denne verden. 

Fra den anden verden, fra den bolig, skal mennesket hente sit lys og derfra skal mennesket også hente sit mod, så det ikke skal frygte. Så det kan skabe sig et hjem her på jorden og leve der med sine medmennesker. Mennesket skal vide, at det har noget fra det evige, for at det kan leve fuld og helt i den endelige verden. Mennesket skal have blikket vendt mod himlen – for at kunne leve med øjet åbent for alt skønt og stort hernede på jorden. 

Ser man sig omkring i verden – da kan den se så meningsløs ud. Det kan forekomme som om vi lever i en absurd verden, hvor de gode græder og de onde ler. Og til sidst kommer døden. Den kan ingen snyde. Og den kan ramme så vilkårligt og uretfærdigt. Alt det er kristne mennesker selvfølgelig ikke immune overfor. 

Også kristne mennesker fortvivles og rammes af håbløshed og meningsløshed, pessimisme, sortsyn og sjælesmerte. Og er det ikke også de følelser der har ramt de disciple, som Jesus taler til? Er de ikke modløse, forfærdede, hjemløse og rådvilde? 

Det er de netop, det er derfor Jesus taler til dem som han gør. Det er derfor han minder dem om, at de har et hjem hos ham i himlen – I MIN FARS HUS ER DER MANGE BOLIGER, som står fast uanset, hvordan det vil komme til at gå dem på jorden. Uanset at de nu skal hånes og forfølges og til sidst slås ihjel for hans skyld. Så har de ham. Han er deres vej og dør til det hjem de har i den anden verden. Guds evige bolig, deres borgerskab i Guds rige, det evige liv, er ikke noget der blot skal komme engang. Det tager bolig i dem (og i os) nu og her, når vi går til Ham der er vejen, sandheden og livet. 

Hvad vil det sige at leve med evighed i sig? I Bibelen tales der om det som det at gå overgå fra mørke til lys. Eller fra slavetilværelse til tilværelsen som et frit menneske. At gå fra at være faderløs til at være Guds barn. 

Den iranske konvertit Massoud Fourouzandeh, som nu er valgmenighedspræst på Fyn og hvis historie vi jo har haft fornøjelsen af at høre på Liselund for år tilbage, fortæller om sit møde med kristendommen, at det var historien om Den fortabte søn, der blev afgørende for hans omvendelse. Historien om en bortløben og nu hjemløs søn, der får lov at vende hjem trods alt, og en Gud der er som den far, der tager imod den vildfarne. Det ændrede alt. Det kan måske give os der er født ind i en kristent præget kultur et indtryk af, hvad der egentlig er på spil. En forståelse af hvilke kræfter, der reelt er på spil i et menneskes liv. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvordan man ser på mennesket. 

Om man ser på mennesket som blot et dyr, som formbart støv eller ler man kan gøre med hvad man vil. Eller om man ser mennesket som et evigt, ukrænkeligt og helligt væsen, et barn af Gud. 

Det er klart at den der ser mennesket som et dyr vil også leve som et dyr, som støv. Men den der ved at mennesket også har hjemme hos Gud og at mennesket derfor adskiller sig fra alt andet skabt på denne jord, at mennesket har del i noget fra Gud, han kan bede Gud om at danne hjertet i ham efter Guds mening og vilje. 

Moses fik lovet et hjem i denne verden og udsigten til det hjem gjorde ham modig og stærk. Det fik ham til at overvinde sine personlige kvaler og føre Israel til et hjem. Et hjem her på jorden som – for både jøder og kristne peger på –  at mennesket også har et evigt hjem hos Gud. 

Jesu ord til disciplene om, at de udover det de har i verden også har et hjem hos ham, uanset hvad der sker gav dem frimodigheden til at gå ud i verden og gøre alverden til hans disciple. Trods megen modgang og mange kvaler. Trods usikkerhed om udbyttet af deres trængsler. 

Det er også Jesu løfte om hans Fars hus, der skal give os mod til at leve med følelsen af ikke at slå til, med følelsen af hjemløshed, håbløshed, meningsløshed og uretfærdighed. 

Det siges så tit, at kristendommens løfte om at ”I min fars hus er der mange boliger” er en slags  ”pie in the skye” som blot er opium for masserne. Det ses nærmest som en opfordring til bare at lade stå til med alting. Men det er lige netop det modsatte. 

Kaj Munk spørger et sted, hvad vi skal forstå ved frelse. Og han svarer: Frelse kan betyde, at man sidder på bunden af en brønd og at der kommer en vældig kran og trækker en op. Men, skriver han videre, frelse kan også være undsætning til den kæmpende og udholdende. Og det har han jo ret i. Hvis man spørger Stefanus, Paulus, Peter, Guds moder selv, martyrerne eller de kristne i andre dele af verden, ja, alle kristendommens mænd og kvinder, både de der kæmpede de store kampe og skabte klostre, katedraler, stod op imod en korrupt kirke, og de der for 150 år siden mødtes rundt omkring på gårdene for at læse Luther og synge Kingos og Brorsons salmer og byggede skoler og kirker og skabte andelsbevægelsen og et succesfuldt landbrug, dem vi står på skuldrene af i dag. De vil alle svare: Kristus frelste os til et liv i DÅD. Og alle de der virkede mere i det skjulte, oplærte børnene, tog sig af gamle og syge. Udgjorde den praktiske rygrad for de der kæmpede den mere synlige kamp. De ville alle sige: At være kristen er et liv i aktivitet. Der er noget at gøre – at tage sit kors op og følge ham, at sige nej til det onde, kæmpe for det gode. Ikke at spørge om det nytter men blot spørge om det er det Gud ønsker af mig. Og tænk – det kommer alt sammen af tilliden til, at der er en Far i himlen og at vi har en evig bolig hos ham. 

Amen

Prædiken til 3 søndag efter påske

Læsninger

2 Mos 3,1-7; 2 Mos 3,10-14

Hebr 4,14-16

Joh 14,1-11

Salmer

18 Som fisk i hav

58 Jesus frelser og befrier (mel: tag det sorte kors)

677 Nu glæd dig (mel: som tørstige hjort)

234 Som forårssolen

722 Nu blomstertiden