Ved starten af årets Kirkemøde bestemte deltagerne sig for at mødet skulle komme med en resolution om flygtningenes situation. Resolutionen, som blev enstemmig vedtaget ved Kirkemødets afslutning 16. april, har overskriften Vis gæstfrihed!

Hvilket jo er en god ting, men det er ikke til at komme udenom, hvordan Kirkemøde nægter at indse at det ikke er alle i denne verden som har til hensigt at bruge denne gæstfrihed på en taknemlig måde. Selv Kong Harald vovede at sige, at vi ikke kan tage imod hele Afrika, men for Kirkemødet synes der ikke at være nogen begrænsninger:

Vis gæstfrihed!

Jesus var en flygtning. Han er fremmed, sulten, tørstig og på flugt. I vor tid. I vor verden.

Mens vi i Norge for nylig har fejret påske og nyder forårsolen, udspiller der sig grusomme scener i Syrien.

12 000 børn er døde i krigen. 22 millioner børn er på flugt fra krig og konflikt rundt om i verden. De er fra Syrien, Yemen, Sydsudan, DR Kongo, Afghanistan og mange andre steder. 65 millioner er på flugt i vor verden i dag. Det er det højeste tal siden anden verdenskrig. Mennesker flygter fra krig, forfølgelse, fattigdom og klimakatastrofer.

Europa lammes af stigende fremmedfrygt. Hegn sættes op. De fleste kommer ikke videre. Bange og nedslidt drives de fra skanse til skanse. Der er ikke flygtningekrise i Norge. Vi tog imod ca. 3000 kvoteflygtninge i fjor. Flygtningene kommer til Grækenland, Italien, Libanon, Uganda og andre nabolande til de konfliktfyldte områder.

Når Kirkemødet uden reservationer hævder at vore liv er blevet beriget gennem mødet med flygtninge, er der grund til at standse op. For hvor er menneskeværdet hos dem som får deres liv ødelagt i mødet med dem som kommer og optræder som overgrebsmænd? Hvad med de piger, som dagligt udsættes for sexovergreb?

Som historien om en ni år gammel pige, som den svenske avis Expressen kunne fortælle. Pigen kom ny til en skole i Eskilstuna. I skolens spisesal fik hun bukserne trukket ned af nogle skolekammerater, hvorpå de udsatte hende for seksuel chikane. Chikanerierne fortsatte efter skoletid. Drengene fulgte efter hende til skolebussen og ventede også på hende derhjemme, for at plage hende seksuelt. Da forældrene kontaktede skolen fik de at vide, at deres datter var blond og sød og at det derfor var spændende for drengene at forsøge sig på hende.

Pigens forældre blev aldrig taget alvorligt, og det endte med at de måtte flytte fra området. Historien er bare en af titusinder, men den har ætset sig fast i hukommelsen. Eller hvad med ofrene for terror? Hvordan kan kirken sige, at uskyldige menneskers liv er en pris vi skal være villige til at betale? Lider alle disse ulykkelige virkelig ikke uret?

Mange menigheder i Europa og i Norge har de sidste år vist næstekærlighed og skabt trygge møderum for mennesker på flugt. Vor tro og vort liv er blevet udfordret og beriget gennem disse møder. Mange har taget kampen op for flygtningenes rettigheder, som Kirkens Nødhjælp som bidrager med livsvigtigt arbejde i Syrien, Sydsudan og flere andre lande.  Gennem Det lutherske Verdensforbund støtter kirken årligt nær 3 millioner flygtninge. Vi er del af verden og vi må tage vores del af ansvaret for mennesker som lider, selv om det kan koste. Kirken er en håbets bevægelse. Den skal være en protestbevægelse mod uret. Der er mange som er bange, men den opstandne Jesus sagde til sine disciple: Frygt ikke! Fat mod!

Det er rigtigt at verden ikke er retfærdig, og ja, det er rigtigt at det er en kristen dyd at hjælpe mennesker i nød. Men det er ikke i tråd med kristen tro at udsætte andre uskyldige mennesker for fare for at du selv kan fremstå som god. Gør man det, relativiserer man menneskeværdet og laver budskabet fra mesteren om til et politisk manifest, hvor de uskyldiges skæbne ikke spiller en rolle.

Og bør det ikke, også for Kirkemødet, spille en rolle at de begrænsede midler vi råder over rækker voldsomt meget længere, når de bruges i flygtningenes nærområder?

I en verden, hvor mange lider er svaret ikke at distancere sig fra lidelserne og bygge mure. Kirken kan ikke leve med det!

Derfor siger vi til folk og menigheder:
Vis gæstfrihed! Vær håbets stemme og hænder!
Vis mod og engagement, i lokalsamfundet og i samfundsdebatten!

Kære statsminister:
Vær modig! Vis gæstfrihed i ord og handling. Sørg for en anstændig flygtninge- og asylpolitik.

Det I gør mod en af disse mine mindste, gør I mod mig, sagde Jesus til os.

Trondheim, 16. april 2018

Man sidder tilbage med en følelse af at Kirkemødet mener at vor fred, sikkerhed og velstand er et røvet gode, ikke et resultat af en kristen civilisations vækst.

Kan Kirkemødet sige hvorfor den ni år gamle pige i Sverige ikke er en af Jesu mindste?