Søndag er sidst uge parlamentsvalg i Ungarn, og det valget var aften tema for udenrigsmagasinet Urix. Det vil sige, selve valget fik ikke den helt store opmærksomhed, al den stund, at der aldrig kom nogen opstillinger over de største partier, deres tilslutning, vigtigste talspersoner eller politiske programmer.

Det dramaturgiske greb i udsendelsen, ledet af Hege Moe Eriksen, bestod i at fremmane det skræmmebillede, som kritikere tegner af statsminister Viktor Orbán: Hvis han vinder sit tredje valg på søndag, hvilket er inden for rækkevidde, selv om hans parti Fidesz ikke nødvendigvis beholder sit flertal, kan det betyde et farvel til det ungarske demokrati, som allerede er genstand for et kvælertag.

Tonen sættes allerede i løbet af udsendelsens første sekunder: Han er blevet kaldt en racistisk bølle af FN og antidemokrat af EU. Ja, for højere autoriteter findes vel ikke?

Programmet lægger ikke skjul på, at Orbán er populær, et point som understreges ved at give ordet til en folkloristisk klædt type, hvis blotte nærvær antyder, at Fidesz-tilhængere er sejlet agterud.

Vi får også at vide, at migrationen er valgkampens store tema. Orbán fremhæver, at Ungarn forsøges påtvunget migranter, som ikke respekterer landets livsstil: «Andre skal bo her i stedet for os.» Oppositionen svarer med, at truslen mod landet ikke kommer fra udlændinge, men fra Orbán selv. Oppositionen er splittet, men Jobbik fremhæver, at Orbán er korrupt.

Fra Budapest kan Guri Nordstrøm fortælle, at folk, som er kritiske overfor Fidesz og Orbán, ikke er så villige til at lade sig interviewe foran kamera. De kan få problemer på jobbet eller med uddannelsen.

EU kan slå sprækker, hvis Fidesz vinder, advarer Nick Sitter, som arbejder ved Det Centraleuropæiske Universitetet (CEU) i Budapest. Regeringen spiller på rædslen for flygtninge. At selv topfolk i EU har erkendt, at det for de flestes vedkommende handler om økonomiske migranter, er glemt.

Programleder Moe Eriksen pointerer, at en del ting går godt i Ungarn. Gælden er lav, lønningerne vokser og ledigheden er lav. Ikke desto mindre vil mange flytte udenlands, hovedsagelig af økonomiske årsager. Er dét pludselig blevet opsigtsvækkende i en union med fri bevægelse af mennesker? Er det pludselig det stedbundne, som hensigtsmæssigt nok er blevet det normale?

Helsingforskomiteens Csilla Czimbalmos fortæller os, at ledigheden er lav, men det skyldes blandt andet, at staten har beskæftigelsesprogrammer for dem, som modtager støtte. Er de rigtig uheldige, risikerer de at feje gader på ubestemt tid.

Meget af kritikken mod Ungarn har utvivlsomt noget på sig. Men er vårt land ikke også blandt de lande, som kamuflerer arbejdsløshed?

Ungarn er helt klart korrupt, og det dominerende parti optræder med snuskede metoder i sit forsøg på at befæste magten, blandt andet ved ensretning af medier. Men er det noget, resten af verden kan påberåbe sig ikke at være ramt af? Har ikke også vi ensrettede medier?

Og findes der ikke en politisk korrekthet også i Vesteuropa, om end med modsat fortegn, som gør at folk bliver bange for at sige det, de mener?

Steinar Lem vovede ikke at sige sin hjertens mening om islam, før han lå for døden. Folk som er modstandere af masseindvandring, har mistet jobbet. En student ved KTH (Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm) havnede i unåde, for at have formidlet fakta om kriminalitet blandt indvandrere.

Man kunne måske mene, at lande, hvor folk ikke tør tage til genmæle mod masseindvandring, ej heller er demokratiske fyrtårne?

Det vigtigste spørgsmål bliver imidlertid ikke analyseret: Hvad er det, som først og fremmest truer demokratiet?

Urix-seerne kan komme for skade at tænke, at demokratiske er de, som får et godkendtstempel fra forstå-sig-påere i FN, EU, Helsingforskomiteen og Det Centraleuropæiske Universitetet.

Men demokrati betyder altså folkestyre, det vil sige, at et folk, et demos, styrer sig selv. Forudsætningen for demokrati er med andre ord, at der i udgangspunktet findes et demos. Dette er naturligvis ingen statisk størrelse, men det vi tænker på som et folk, har i alle fald en vis demografisk og kulturel stabilitet.

Det som sker i Vesteuropa, er at folkene, som holder til der, er i færd med at blive erstattet i et sådant omfang, at de i stadig mindre grad har et land, de kan kalde sit eget. Og de beslutninger, som gør at det bliver sådan, træffes ikke af befolkningerne selv.

Hvad er mere udemokratisk end det? Hvordan kan man påberåbe sig at være demokratisk samtidig med, at man lægger alt til rette for udskiftning af demos?

Csilla Czimbalmos henviste til en tale med kritik af det liberale demokrati, som Orbán holdt i 2014, og konkluderede, at det i Ungarn kan være sidste søm i de liberale værdiers kiste, hvis Fidesz vinder på søndag. Det blev også fremhævet, at Orbán skal have nævnt Kina, Rusland og Tyrkiet som modeller i denne tale, og vi ved jo, hvor demokratiske de er.

Men det Orbán sagde var ikke, at Ungarn burde blive som Kina. Han sagde, at visse nationer var succesrige uden at være liberale demokratier, og han nævnte desuden Indien og Singapore.

Om det liberale demokrati sagde Orbán blandt andet, at det ikke nødvendigvis var i stand til at tjene nationale interesser eller værne om national formue, men at det snarere satte spørgsmålstegn ved de nationale interessers eksistens.

Er det en antidemokratisk kritik? Eller tjener den snarere til at bevare demokratiet i sin egentlige betydning?

Hvad indebærer et «illiberalt demokrati»? Er det et demokrati, hvor man f.eks. fnyser af, at der skal findes flere end to køn? Eller insisterer på, at landets oprindelige traditioner har forrang?

Sagen er, at et flertal af vælgerne i Vesteuropa ville foretrække et sådant demokrati, ikke mindst fordi konsekvenserne af liberal tøjlesløshed kan bringe os til den modsatte yderlighed.

Den, som sluger Urix råt, vil derimod tænke, at Ungarn er et skrækkelig sted og at vi er heldige i Vesteuropa, som bor i liberale demokratier. Så glemmer man passende, at den liberalitet ikke omfatter for eksempel det at kritisere eller gøre grin med profeten til en vis religion.

Vores statskanal behøver en dement offentlighed, og gør selv en stor indsats for at skaffe sig den og vedligeholde den.