Da Assad som en første reaktion på angrebet med de hundrede raketter talte om «Vestens fiasko», satte han fingeren på noget vigtigt, men han tog alligevel fejl. Det handler snarere om en pludselig genopvågning: USA, Frankrig, England – den demokratiske histories lyspunkter og bolværkerne mod den menneskeofring, som efter verdenskrigene har afstedkommet en række traktater og institutioner – har handlet i fællesskab i retfærdighedens tjeneste. Brugen af kemiske og biologiske våben skal forbydes og straffes.

Historien om brug af giftvåben står beskrevet i en række billeder – af ansigterne på soldater i Europas skyttegrave, af nazisternes gaskamre, af irakernes massakre på iranere i krig, af de raketter Saddam Hussein sendte mod det jødiske folk efter amerikanernes angreb i 1991 (israelerne har altid gasmaskerne klare til brug). Denne gang, og det er ikke første gang, handler det om syriske børn, som grædende hiver efter vejret.

I 1925 blev brug af kemiske våben forbudt i den første Genève-protokol. I 1972 kom protokollen om biologiske våben, som trådte i kraft i 1975, og i 1993 blev den verdensomspændende konvention om kemiske våben undertegnet, også af Syrien, for senere at træde i kraft 1997. Konventionen forbyder udvikling, produktion, lagring og brug af kemiske våben, og påbyder destruktion af de samme.

Nu har de amerikanske, franske og britiske våben ramt centrene for udvikling og opbevaring, som befinder sig i udkanten af Damaskus (76 raketter) og i Homs (29). Som Trump sagde med stolthed: en «retfærdig, legitim, forholdsmæssig» og fremfor alt «perfekt udført» bombning, som vidner om perfekt efterretning og udmærket militær organisation.

Dette har reddet liv uden at provokere Rusland og Iran, hvis installationer omhyggeligt er blevet undgået. Målet var kun Assads kemiske installationer. Det er ikke sandt, at raketterne ikke nåede deres mål. Syrerne skød, men det lykkedes dem ikke at ramme. Flere steder blev evakueret, da syrerne fra bestemte positioner søgte tilflugt hos russerne. Også iranerne evakuerede visse områder og bygninger, som om de var blevet advaret – hvilket ikke kan udelukkes, da målene var kemiske installationer.

Men forandrer dette nul og niks for Assad, sådan som vi hører det gentaget hele tiden? Nej, selv om det at fjerne ham fra den verdenspolitiske scene afhænger af at forsikre Rusland om, at landet beholder adgangen til Middelhavet. Der er ingen, som ønsker at skabe tvivl om dette i det korte løb, og der resterer at se, hvordan det skal gøres. Der er uanset hvad ingen tvivl om, at Putin ikke nærer varme følelser for Assad. Det bekræftes tværtimod, at Assad er et vilddyr, som fremprovokerer reaktioner mod Syrien, og det kan Putin umuligt være fornøjet med.

Trump gjorde en dumhed, da han med et af sine sædvanlige tweets skrev «operation accomplished». Assad optrådte med den selvsikre og hensynsløse råhed, som har kostet hundredtusindvis af liv i Syrien, fordi han anspores og beskyttes af Iran. Sammen med Nasrallah var Iran i går først ude for at give Assad en hjælpende hånd med beskyldningerne om, at den vestlige koalition har brudt international lov – en nokså paradoksal anklage.

Med undtagelse af palæstinenserne, som alle er imod Trump, kommer der ikke et kny fra den arabiske verden. Trump havde bekendtgjort, at han ville forlade Syrien, men begivenhedernes gang gjorde det umuligt. I betragtning af aggressiviteten fra Iran, som har den syriske udpost med i sine planer om folkemord mod Israel, og givet udviklingen i forholdet mellem USA og de arabiske lande, medregnet Saudi Arabien, som er bekymrede for den iranske tilstedeværelse i Syrien, er det vanskeligt at tro, at opgaven virkelig er fuldført.

Israel har allerede bekendtgjort, at landet ikke vil lade Iran etablere en militær front ved dets egen grænse. Russerne kommer til at hæve stemmen en smule i den nye situation, men med forsigtighed. Ruslands reaktion er simpelthen at snakke om «aggression mod en anden stat» og «kamp mod terrorisme». Det er det hele. Men det er vanskelig beregne åremålet. Der har åbnet sig en mulighed for at udfordre syv års magtmisbrug fra Syriens side, hvad enten den indgår i Trumps, Macrons og Mays planer eller ej.

Oprindelig i Il Giornale den 15. april 2018.