Billede: Putin og Trump, Hamburg, 2017 / Wikipedia Commons

Den måske største udenrigspolitiske dumhed Barack Obama gjorde sig skyldig i under sin præsidentperiode, var da han undlod at gribe ind, da kemiske våben blev brugt i Syrien i 2013, efter han året i forvejen havde erklæret, at en sådan brug af våben ville være at krydse en «rød linje».

Senator John McCain kommenterede sarkastisk, at linjen var blevet trukket med usynligt blæk, men implikationerne af passiviteten var langt alvorligere. For linjen var helt tydelig, og ligeså tydeligt var det, at Obama ikke holdt ord. Det var en form for luksus, som lederen af den frie verden ganske enkelt ikke kunne tillade sig.

Med den passivitet sendte Obama en række meget uheldige signaler. At man ikke længere kunne stole på, at USAs præsident holdt ord, blev tolket som et tydeligt svaghedstegn, ikke bare på USAs vegne, men på hele Vestens. For hvordan bliver udviklingens gang på planeten, hvis amerikanerne holder sig på afstand af vanskelige konflikter?

Det scenarie kan nemt tænkes at blive til virkelighed, og det er lidet troligt, at vi ville blive særligt fornøjede med resultatet.

Men med valget af Donald Trump som USAs præsident, er faktorerne i ligningen med et forandret. Her har vi en præsident, som ikke viger tilbage for konflikt, som ikke er tilfreds med, at USA simpelthen er en af flere omtrent lige stærke poler i verden, og som ikke går af vejen for at udøve magt.

I verdenshistorisk perspektiv er Trump ikke en specielt usædvanlig skikkelse. Ledere af store lande har til alle tider udøvet magt. Men i den senere tid er Vesten blevet ramt af en konfliktskyhed, som skyldes en paralyserende civilisationstræthed. Mange har mistet troen ikke bare på, at Vesten kan fortsætte med at præge resten af verden, men også på at Vesten i det hele taget kan overleve i den form vi har kendt.

Men der, hvor Vesten går ud, kommer andre ind, hvad enten det er Kina, Rusland, Iran eller andre. Og der hvor disse andre stater med et langt mere kynisk syn på menneskeliv er med til at bestemme, hvor skabet skal stå, er der større rum for regelrette fjender af civilisationen.

Israel, som befinder sig midt i heksegryden, har ingen problemer med at forstå det, og landet går aldrig af vejen for at slå hårdt tilbage, når civilisationens fjender nærmer sig faretruende.

I Europa derimod er pacifismen mest udbredt. Mange europæere ønsker ikke at konfrontere fjenden, men vil hellere komme til en slags forståelse med vedkommende. Af og til går denne forståelse over i det, som i praksis er venskab med terrorister.

Når USA har fået en præsident, som reagerer, når han får efterretninger, som tyder på, at den røde linje igen er krydset, er det uvelkomment. Det forstyrrer den tilstand af indbildt ligevægt, som pacifismen skaber.

Det er således betegnende, at det er USA, Storbritannien og Frankrig, modne nationer og militære stormagter gennem hundredvis af år, som har dømmekraft og beslutsomhed til at gribe ind, når de ser, at civilisationen er vigende i deres baggård.

EU står på sidelinjen, det samme gør Tyskland og Italien. Sistnævnte land har ikke engang fået stablet en ny regering på benene, og en af de potentielle statsministre, Matteo Salvini, vælger ikke engang Vestens side, som f.eks. Donald Tusk trods alt gør. Hvis Salvini havner i Palazzo Chigi og fortsætter, som han er begyndt, har det potentiale til at svække Italiens stilling i NATO.

Hvis vi tænker efter, ser vi, at vi har været der før. Situationen ligner lidt den kolde krig, da sejrsherrerne fra Anden Verdenskrig stod mod hinanden, mens der foregik en kamp om italienernes sjæl og de tyske ledere forsøgte at spille den brobyggerrolle, som et delt land ufrivilligt havde tildelt dem.

Den kolde krig, vi nu ser konturene af, har træk tilfælles med den, der udspandt sig i tiden mellem 1945 og 1991, men der er også vigtige forskelle. Dengang som nu konfronterer stormagterne hinanden på andres territorier, og de driver samtidig informationskrig, men denne gang mangler den ideologiske faktor, som kommunismen udgjorde.

Det er grund til at tro, at aktørene er mindst like så rationelle nu som da, og ikke ønsker at udslette civilisationen på grund af en luset stillingskrig i et tredjeland.

Set fra Vestens synspunkt er der denne gang alligevel andre faktorer i vor disfavør. For idet verden deles ind i Vesten og ikke-Vesten, omfatter ikke-Vesten denne gang en slags alliance mellem Rusland og Kina og de slyngelstater, som måtte føle sig komfortable sammen med disse autoritære lande, mens Vesten gnaves af en indre tvivl, som måske er endnu større end under den kolde krig.

Samtidig med den indre tvivl, står Vestens europæiske ben meget vaklevornt. Europa magter ikke engang at forhindre invasion af afrikanere og asiater, og tager kun uvilligt Trumps side i en handelskonflikt med Kina, hvor USA og Europa også har fælles interesser.

Det burde virkelig ikke være vanskeligt at bestemme sig for, at vi på den ene side naturligvis står sammen med USA, Storbritannien og Frankrig og på den anden side gør, hvad vi kan for ikke at blive invaderet. Ingen af delene burde være hekseri.

I stedet oplever vi, at mange af dem, som tager ikke-Vestens side, blandt andet begrunder det med, at et sådant valg vil accelerere invasionen.

Ræsonnementet lækker som en si. Det er ikke forbudt at beskytte grænserne helt uafhængigt af, hvad der militært sker udenfor Europa. Og den største langsigtede udfordring kommer desuden fra et Afrika syd for Sahara, hvor Vesten ikke er militært involveret i samme grad, snarere end fra et Mellemøsten, som trods alt ikke længere har så voldsomme fødselstal.

Vestens største svaghed er, at folk ikke længere tænker klart. Historiekundskaber og logik er borte, mens den forvirring, som strømmen af informationsfragmenter skaber, gør folk sårbare overfor propagandister og falske profeter.

Når ledere som Trump, Macron og May skærer igennem tåbelighederne og handler, hvad enten det er i Syrien eller i andre arenaer, viser de ægte lederskab. Men andre må også gøre deres del. Det første man må gøre, er at vælge sin egen side.