Billede: Migranter ankommer Tyskland. /Wikipedia Commons

Mens europæiske borgere længe har benyttet sig af en velkommen bevægelsesfrihed i overensstemmelse med dens spilleregler, ser vi nu at nyankommne til vor verdensdel tiltager sig en form for bevægelsesfrihed, som reglerne åbner mulighed for, men som aldrig har været hensigten.

I 2017 søgte 8210 personer om asyl i Tyskland til trods for at de allerede var blevet anerkendt som flygtninge i et andet europæisk land, skriver Die Welt.

Mængden af sådanne ansøgninger var mere end dobbelt så stor i 2017 som i 2016, da det tilsvarende antal var 2997, oplyser den tyske avis, som har indhentet officielle tal fra den føderale migrations- og flygtningemyndighed (BAMF).

Disse ansøgninger anses for at være «ubegrundede» og bliver derfor ikke realitetsbehandlet. Men selv om de automatisk bliver afvist, er det kun en brøkdel af ansøgerne, som bliver sendt tilbage til det land, de allerede havde fået opholdstilladelse i. Det eksakte antal er ikke kendt, men det drejer sig om mindre end en femtedel.

Det måske mest absurde er at udvisningsbeslutningen kan ankes, selv om der ikke fandtes noget reelt grundlag for ansøgningen.

Ifølge en dommer ved forvaltningsretten i Berlin, har der hobet sig en lang række sådanne sager op, hvor klagerne blandt andet anfører at staten de har fået opholdstilladelse i ikke tilbyder tilfredsstillende forhold. Det retslige og administrative apparat segner altså under vægten af sager, det aldrig burde have haft på grund af det, dommeren omtaler som «asyl-shopping», et fænomen som altså griber om sig.

Det er let at tænke sig, at den bevægelsesfrihed, som opnås ved dette misbrug af ankemuligheden, benyttes til at slutte sig til familiemedlemmer eller at skaffe sig arbejde og nyttige kontakter i Tyskland, som jo er og bliver den største migrantmagnet i Europa. Når personer bestemmer sig for at de vil et bestemt sted hen, kræver det en vis indsats at hindre dem i det.

Konsekvensen af de manglende tilbagesendelser bliver naturligvis at mange mennesker lever et tilnærmelsesvis normalt liv i Tyskland, men på kanten af loven. Fænomenet er kendt både fra USA og Italien, og har tidligere resulteret i amnesti til personer som har været længe i landene uden at begå anden kriminalitet end selve det ulovlige ophold.

Skal dette også blive fremtiden for Tyskland? Måske også for andre nordeuropæiske velfærdsstater?

Tyske politikere tager langt om længe til genmæle mod fænomenet. SPD’s migrationspolitiske talskvinde Linda Teuteberg mener regeringen straks må sørge for at asylsøgere i Tyskland som allerede har fået asyl i et andet land, omgående bliver returneret dertil, skriver Die Welt.

Men hun understreger også at de andre lande må yde gode nok forhold til de personer, det drejer sig om. Europa behøver et robust og enigt asylsystem med solidaritet mellem medlemsstaterne, siger De Grønnes migrationspolitiske talskvinde Luise Amtsberg. Kravet kan vanskeligt opfyldes så længe landene spiller en form for sorteper med migranterne.

Realiteten er, at migranterne kommer til Europa, hvis de vil, og når de først er i Europa, rejser de til det land de ønsker. Den erkendelse, og de konsekvenser man burde drage af den, sidder begge gemt forfærdeligt langt inde.