Armbåndet jeg bærer er en slags bedekrans. Det kaldes et hyrdearmbånd fordi det skal hjælpe til at lære Salme 23 udenad. Hver perle repræsenterer således et vers. Hvid perle første vers, grøn perle andet vers osv.

Det forekommer måske banalt, men det kan ikke desto mindre lære såvel en 7-årig som en træt teenager Salme 23 udenad. Det er ellers ikke moderne at lære noget som helst udenad længere. By heart hedder det på engelsk. Ved eller med hjertet. Men salme 23 har mine konfirmander lært, så de kan den med hjertet. 

Og det er i grunden det, der er meningen med Guds ord. Det skal høres og så skal det bevares. 

Salige er de der hører Guds ord og bevarer det, står der i Bibelen  – og vi ved om Maria, at hun bevarede ordene fra Gud i sit hjerte og grundede over dem. 

Og det er egentlig bare det som det drejer sig om for en kristen. Det er det, Jesus siger i evangeliet i dag. At høre ham til, det er at høre hans stemme. Det er at lytte til hans ord.

Men det skal man så også, og det vil sige man skal komme hen i kirken, for det er her Guds ord lyder. Ved nadverbordet, ved dåbens bekendelse og i evangeliet. Det er helt enkelt det, der altid har konstitueret en kirke. Nemlig nogle der lytter til Guds ord. Nogle der har hørt røsten kalde – den har kaldt dem ud af verden – for en stund – for at de skal lytte til dens ord, dens budskab. Ekklesia, det græske ord for kirke, betyder at være kaldet ud. 

Der efterlyses og tales så ofte om ideer til, hvordan den kristne tro kan sættes i spil her i verden og der er mange gode ideer og initiativer. Men måske er det på tide at vende tilbage til det helt enkle og indlysende: Hvad med at lytte til Guds ord?

”Måske”, skrev en provst i KD sidste år, ”er kirkens væsentligste udfordring ikke at tænke nyt. Udfordringen er at turde være mere tydelig om, hvad der er kirkens tro. Der er ikke brug for mere folkelighed i folkekirken, men mere kirkelighed. Tærsklen ind i kirkerummet skal ikke sænkes yderligere, men muligvis hæves lidt. Som folkekirke må vi gerne begynde at forvente lidt mere af hinanden som kristne.”

Og videre: ”Tiden kalder på et opgør med den forestilling, at man da sagtens kan være kristen uden at gå i kirke. Nej, man kan ikke. At kalde sig kristen uden at gå i kirke svarer til, at en person, der ikke dyrker den mindste form for motion, hævder, at han er i fantastisk fysisk form. Det hænger ikke sammen. Der er ingen, der fødes som kristen. Det er noget, man i høj grad bliver ved at gå i kirke. Her henter troen næring. Af fællesskabet med Gud omkring ordet og sakramenterne, bøn og salmer.”

Jeg synes han har ret, men jeg har oplevet, at det nærmest er kontroversielt at sige det. For der hersker sådan en forestilling om, at det er ikke så vigtigt, hvor tit man kommer i kirke og om man gør det. Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken osv. Det er lidt i stil med den der med, at det er ikke så vigtigt, om du tror på Gud. Det vigtige er, at han tror på dig. Det har jeg endda hørt mig selv sige mange gange – i bedste mening selvfølgelig for meningen med at sige det, er jo at pege på Guds almagt og hans vilje til at frelse alle mennesker osv. Vi kender den alle sammen. 

Det er bare det, at hvis det at høre Kristus til er at høre hans ord, hvad så hvis man aldrig hører det? Hvordan skal Guds ord, Kristi røst, få nogen som helst betydning i ens liv, hvis man ikke hører røsten? Hvis ordet ikke slår rod i hjertet? 

Så det skal vi gøre: Vi skal lytte til Guds ord. Det er at være kristen. Det er her, vi skal starte. 

Er det så det hele? 

Mine får hører min røst og de følger mig, siger Jesus. Så det er det næste, vi skal gøre. Vi skal følge Jesus. Det vil sige, vi skal gøre det han har lært og befalet os. 

Se med jer alle dage, gå nu hen og gør alle folkeslag til mine disciple i det I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. 

Igen: Vi er kaldet sammen, ud af verden (ekklesia) for at gå ind i verden. Med Guds ord. 

Jeg sender jer ud som får blandt ulve. Det billede forstår vi nu godt, hvad betyder. For ulven er kommet til Danmark, og vi har set dens værk. Hvordan den flår og bider ihjel – lader fåret ligge og forbløde og vi fatter måske igen – hvorfor det er nødvendigt med beskyttelseshegn og hvorfor det er nødvendigt, at der er en hyrde. En der passer på fårene. 

Der er sådan en fin mosaik på gavlen af Immanuelskirken i KBH. Den er udført af Skovgaardbrødrene og vist med hjælp af TH Phillipsen. Den forestiller en hyrde, der med den ene hånd og med sit knæ holder en ulv nede ved dens strube. Den anden hånd ligger beroligende på det sårede får. Det er den gode hyrde. Ingen skal rive dem ud af hans hånd!

I vore menneskeliv kan vi være lige så udsatte som får er det blandt ulve. Ligesom rovdyr stræber andre dyr efter livet, stræbes vi også efter livet. Der foregår en kamp her i verden om vores menneskesjæle. Mellem Gud og djævelen, mellem mørke og lys, mellem godt og ondt. Enhver som åbner sine øjne kan se den kamp og dens ofre.

Og for de der hørte til Jesu allerførste flok afspejler de ord jo nok den sandhed at DE VAR blandt ulve. Det kostede dem noget nemlig livet her på jorden at høre til hyrdens flok. 

Men han havde sagt at ”Ingen kan rive dem ud af min hånd.” 

At have Jesus som hyrde betød da, at uanset hvor de befandt sig, uanset hvilke trængsler der overgik dem, da havde de fuld tiltro til at ”ingen rive dem ud af hans hånd”. Var verden imod dem var det ingenlunde et tegn på, at han ikke var MED dem. Var de omringede af fjender, blev der skreget skældsord i hovedet af dem, blev de forfulgt og udelukkede, brændt og halshugget – så var frimodigheden dog større. 

Alt dette blot på grund af hans ord, som de samledes om søndag morgen lige som vi gør det her i dag. Alt det på grund af hans løfte om, at ALDRIG i evighed skal de der hører ham til rives ud af hans hånd. For det han har – som han har fra Faderen – er større end alt andet. 

Ja, Guds ord er større end alt andet  – det er faktisk det, vi virkelig tror på som kristne. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi hører det.

Hvordan kan det være større end alt andet? Hvordan kan Jesus mene det, når han siger: Søg først Guds rige, så skal alt andet gives jer. Hvordan kan Jesus sige til Maria, at hun har valgt den bedste del? Hun som bare sidder og lytter til hans ord. Hvordan kan det overhovedet gavne os mennesker noget at lytte til hans ord? 

Hvordan kan Luther i en salme skrive: 

og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn!
Dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.

Det ville de færreste af os nok alligevel gøre. Opgive alt for Guds rige.

Og så dog – for er det ikke hvad nogle faktisk gør?  Og er det ikke hvad kristne mænd og kvinder har gjort gennem årtusinderne? Sat Guds rige før alt andet – før sig selv. Sat andre før sig selv. 

Mennesker kan rigtig nok opføre sig forfærdeligt. Man kan bare læse om det 20 århundredes systematiske forbrydelser mod menneskeheden. I mindre målestok forråde og bedrager og svigter mennesker også hinanden i rigt mål. 

Men det kan også ske, at mennesket hører hyrdens røst og følger ham. Ingen kan selvfølgelig tage hans plads som soner af menneskehedens ugerninger. Ingen kan være menneskehedens frelser. Men alle kan faktisk gøre lidt. Og mange gør det. Mødre sætter deres egne behov til side for deres børn, fædre knokler for deres familie, ægtefæller tager sig af hinanden også når den ene rammes af sygdom og demens og alderdom. 

Eller hvad med når et barn står op for et andet barn i skolen – et barn der er nederst i hierarkiet. Selvom han ved, at det vil få massen og medløberne til at vende sig mod ham. Han ofrer sin popularitet for et andet menneskes skyld, for det menneske som ingen regnede for noget og som er nederst i hierarkiet. 

Når man tænker på, at mennesker godt er klar over hvilke konsekvenser deres handlinger kan have og når nogen så alligevel ofrer liv, familie og gods for andres skyld, og gør deres heltemodige gerning velvidende, at det vil koste dem alt det, så er det da bemærkelsesværdigt at nogen gør det. Og det er alt sammen gode gerninger, som Vor Herre glæder sig over. Det er Guds-tjeneste og det er ægte kristen frimodighed.  

Det er de frugter, der kan komme af at høre Guds ord, af at høre hyrden til. Det er det Jesu Kristi offer og tjeneste har udvirket i os.

Så meget er du værd, at Herren vil gå i mørkets dal med dig. At han vil give dig den opgave at følge ham efter. At han vil virke alt godt i dig. 

SÅ meget er du værd, at du skal bo i Hans hus alle dine dage. Han vil salve dit hoved for øjnene af dine fjender. Det vil sige at han vil gøre dig modig og stærk. Han vil gøre dig til konge i Hans åndelige rige. Og ingen skal rive dig ud af Hans hånd. Amen

Prædiken til 2 søndag efter påske

Salmer

243

593

168

482

721

Læsninger

Sl 23

Hebr 13,20-21

Joh 10,22-30