Lederen for det Frie Demokratiske Parti (FDP) i Tyskland, Christian Lindner, advarer mod politiske forslag om at øge de sociale ydelser i landet, for ikke at anspore til øget indvandring, skriver Die Welt. 

Er socialhjælpen stor nok til at leve af? Politikerne diskuterer for tiden en mulig reform af ledighedsydelsen for langtidsledige, og arbejdsminister Hubertus Heil (SPD) har meddelt, at de sociale ydelser foreslås sat i vejret.

Indenrigs- og udenrigspolitik flyder altså over i hinanden. FDP-lederen frygter at en sådan stigning vil virke som en magnet på udlændinge. «Unge mænd fra Syrien må og skal vide at i Tyskland skal man arbejde», siger Lindner, som frygter at penge vil strømme ind i klanernes lommer.

Man kan spørge om Lindner ikke er lovlig sent ude? Har han ikke registreret at de sociale ydelser i Nordeuropa i praksis er basisindtægten for den betydelige andel af personer i den normalt erhvervsaktive alder, som ikke er i arbejde? Unge mænd fra Syrien ved udmærket godt, at man kan leve i Tyskland uden at arbejde:

Ifølge de nyeste tal har mere end halvdelen af de arbejdsføre socialhjælpsmodtagere i Tyskland migrantbaggrund. Ifølge det føderale arbejdsministerium drejer det sig om 55,2 procent af de 4,3 millioner arbejdsføre personer med ret til støtte.

Mons tro hvad de tilsvarende andele er for andre nordeuropæiske velfærdssamfund, som vort eget?

Det at vareproduktionen i avancerede samfund ikke kræver indsats fra hele arbejdsstyrken, samtidig med at der findes uløste sociale opgaver som f.eks. udækkede behov hos ældre og andre som trænger til omsorg, er en permanent tingenes ikke alt for gode tilstand, som disse samfund endnu ikke har noget godt svar på.

Det som sker med indvandringen fra mange lande, er at endnu flere havner i den arbejdsfrie del af befolkningen.

I Norge ser minister Torbjørn Røe Isaksen ud til at have forstået at akkurat det ikke er så smart. Men Norge har ikke konservative aviser som Die Welt, hvor man hele tiden får information som understøtter den opfattelse.

Så mange tyskkyndige mennesker er der trods alt heller ikke i Norge. Information som ikke foreligger på norsk eller engelsk, har ikke så mange chancer for at trænge igennem hos den norske offentlighed.

Der er mindre europæisk kultur nu end før, ifølge Michel Houellebecq. I globaliseringens tidsalder forstår man paradoksalt nok mindre af hvad der rører sig udenfor ens egen stuedør. Og efterhånden som verden trænger ind i ens egen stue, forstår man til sidst ikke engang sit eget samfund.