Ungarn afholdt søndag den 8. april valg til de 199 sæder i landets pragtfulde parlamentsbygning ved Donaus bred, færdigbygget ved afslutningen af æraen for dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, da landet havde et tre gange større areal end det fik ved fredsslutningen efter 1. verdenskrig og siden har haft.

Valget giver vore medier en anledning til for en gangs skyld at omtale Ungarn. En anledning, som ikke benyttes til at reflektere over den bemærkelsesværdige fremgang landet – til trods for tilbageslag ind i mellem – har gennemgået siden det kommunistiske åg blev kastet bort i 1989-1990, men derimod til arrogant nedrakning af det parti og den leder som har præget landet de sidste 10 år, og som højst sandsynligt kommer til at fortsætte med at gøre dette efter valget. Grunden til at dette er en så kærkommen opgave, er at man dermed samtidig kan rette cirkelspark mod de stadig mere kraftfulde politiske strømninger i Vesteuropa – kaldet højrepopulisme – som henter inspiration fra det tankesæt som er udviklet indenfor Fidesz-partiet og fremstillet i en lang række store taler af statsminister Viktor Orbán (gjort tilgængelige for ikke-ungarskkyndige seere gennem engelsktekstede versioner på YouTube).

En af norsk presses fremmeste udøvere af genren ”arrogant foragt” for den del af folket, som hverken tilbeder Bruxelles eller priser multikulturens velsignelser (altså højrepopulisterne), er Dagens Næringslivs kommentator Kjetil Wiedswang. I weekendens udgave af avisen afliver han det meste af det han måtte have tilbage af pligtfølelse for et journalistisk saglighedsideal. Omtalen af Ungarn sker under den” informative” overskrift «Ungarns ekstreme valg. I Vesteuropa er højrepopulisterne en pest og plage. I øst vinder de valg. Hvorfor?» Det fortsætter:

«Orbáns overvindende budskab har været, at hvis oppositionen sejrer, vil nationen blive oversvømmet af muslimer og et diktatur blive indsat af den jødiske New York-milliardær George Soros. Idet Ungarn med 9,8 millioner indbyggere bare har nogle få tusinde muslimer, virker det både pudsigt og skræmmende at så mange tror på våset.»

Både Orbán og det flertal af Ungarns befolkning som sandsynligvis kommer til at stemme på ham, bliver her diagnosticeret på en måde som – hvis det var blevet sagt om andre nationer – ville fremkalde beskyldninger om racisme. Fordelen er at karikeringen af Orbáns budskab er så grov og plump at enhver tænkende læser vil forstå, at dette ikke er noget man kan tro på. Men indsmuglingen af adjektivet «jødiske» om ungarskfødte George Soros, som ganske rigtigt er brugt aktivt i valgkampen som et symbol på hvad Fidesz er imod, er alligevel et mere snedigt greb som naturligvis er egnet til at føre læserens tanker i retning af ideologien hos en kendt mand med overskæg. Men det faktum at Soros har jødisk baggrund, er ikke noget Fidesz på nogen måde lægger vægt på. Det er de tillagt af Wiedswang og hans kumpaner, selvsagt i den hensigt at sværte til, i modsætning til at informere.

Indvandring har været et stort tema i valgkampen, og måske i en grad som er egnet til at fortrænge andre mere umiddelbart presserende spørgsmål. Det kan selvsagt også tjene til afledning af opmærksomheden fra reelt kritikværdige sider ved det siddende styre.

Men det er en realitet at Ungarn står overfor et meget stærkt pres fra EU om at tage imod migranter fra Mellemøsten, såkaldt flygtninge, sådan som de fleste vesteuropæiske EU-lande gør og har gjort gennem lang tid. At bøje af for dette pres vil ikke forvandle Ungarn fra det ene år til det andet, hvilket det veluddannede og kultiverede ungarske folk selvsagt forstår, men Fidesz budskap er at en accept af EU’s indvandringspolitik over tid vil forvandle landet i en retning de ikke ønsker. Orbán forstår helt, at indvandringsstrømmen fra muslimske lande ikke er et kortvarig bølgeskvulp som vil går over, men vil fortsætte og forstærkes til det har ført til at Europa ikke længere er Europa. Med mindre det stoppes. Og EU viser hverken vilje eller evne til at sige stop. Tvært imod, i samarbejde med menneskesmuglere, menneskerettighedsaktivister og venstreintellektuelle, arbejder mange politikere på at bane vej for stadig mere af den. 

Kommentatorer af Wiedswangs type synes ude af stand til at forstå at nogen kan tage politiske standpunkter ud fra en tidshorisont som strækker sig længere end til næste valg. 

Dette er en analyse og et standpunkt som særlig Orbán grundigt har forklaret og uddybet i en række taler gennem de senere år, taler som holder et intellektuelt og principielt niveau, man sjældent eller aldrig hører fra politikere på vore kanter. Nu behøves der ikke store filosofiske evner for at se hvorfor Vesteuropas udvikling frembyder et så lidet attraktivt scenario. Det er nok at åbne øjnene for den virkelighed som udspiller sig i Paris, Marseille, Bruxelles, Berlin, Malmø osv. Når Orbán henviser til dette og siger at vi ikke ønsker at komme dertil, så har han den overvejende del af befolkningen med sig. Højst sandsynligt ville den overvejende del også af Vesteuropas befolkning have sagt det samme, hvis man havde kunnet kigge i en krystalkugle for 30-40 år siden, da de fleste af disse lande etnisk og demografisk kunne sammenlignes med Ungarn i dag. 

Så er det rigtigt at Ungarns egne historiske erfaringer med ottomansk erobring og undertrykkelse i mere end 150 år (1526 – 1686) også spiller ind og gør dem endnu mindre modtagelige for propagandaen fra Bruxelles om islams naturlige og berettigede plads i Europa. Wiedswang formår ikke at omtale dette på bedre måde end ved at henvise til «den historiske konflikt med osmannerne længere østpå». Her er både den geografiske og den historiske præcision på et infantilt niveau.

Orbán har udviklet kritikken af EU-bureaukratiet, multikulturalismen og masseindvandringen til en mere sammenhængende politisk filosofi, som han først fremlagde i en tale i sommeren 2014, og som Wiedswang i lighed med NRKs reportager, bl.a. Urix, også tager op. Stikordet er «illiberalt demokrati». Udtrykket bruges faktisk af Orbán selv, men han kalder det også for «ikke-liberalt demokrati», hvilket er et mere neutralt udtryk end det stærkt negativt ladede «illiberalt» som vestlige kommentatorer selvsagt tager fat i med velbehag. Interessant er det i sig selv at dette fremlægges åbent på et politisk folkemøde, med krævende og omstændelige argumenter som et gennemtænkt politisk projekt, og at dette sker som led i en demokratisk proces, der vel gerne har fuld mulighed for at sige at dette vil vi ikke have. Man kunne ellers tænke sig at «illiberalt demokrati» typisk er noget som smugles ind af et politisk regime som har lovet vælgerne noget helt andet.

Orbán fremhæver demokratiet som sit grundlag, det er ikke oppe til diskussion. Men et demokrati behøver ikke nødvendigvis være liberalt, i alle fall ikke i den forstand som det har udviklet sig i Vesteuropa. Frihed er en vigtig værdi, siger han, men ikke den eneste og ikke altid afgørende. Og hvad betyder for øvrig frihed i praksis? Hvis man siger at frihedens grænser går der andres frihed krænkes, hvordan afgøres det i virkelighedens verden hvor den grensen går? Det er et spørgsmål om magt mere end om filosofisk tolkning av frihed. Når vi ser hvordan – for at tage et friskt eksempel fra Norge – adgang til ægdonation for enlige kvinder som ønsker at blive mødre, i frihedens navn stemmes frem på Højres landsmøde, så giver det grund for flere til at reflektere over hvad en grænseløs liberalisme egentlig indebærer.

For Orbán er det nasjonen Ungarn og det ungarske folks interesser som er overordnet. Spørgsmålet om hvor frihedens grenser går – for individet – må besvares i lys av hvad som fremmer overordnede værdier og fællesskabsinteresser. Denne dimensjonen bliver mere og mere fraværende i det vestlige Europa. Den vest-europæiske versjonen av liberalisme er en del av det åndelige forfald som er det allermest alvorlige sygdomstegn Orbán påpeger i sin klare og skarpe kritik av den vest-europæiske og globalistiske elite. Han påpeger også at de slet ikke er så demokratiske som de selv lader som om. For eksempel henviser han, med all mulig berettigelse, til at ytringsfriheden indskrænkes der, hvor multikulturen påføres en modvillig befolkning. Han hævder at den frie samfundsdebat står stærkere i Ungarns medier end i de vestlige, noget som ikke er så enkelt at efterprøve, men som man selvsagt kan betvivle. I alt fald er der ikke tvivl om at Ungarns så kritiserede medier i en helt anden grad sammenfalder med befolkningens egne grundholdninger end hvad de vest-europæiske gør i spørgsmål om indvandring og multikultur.

Orbán vender kritikken af sit eget politiske koncept mod kritikerne, ved at sige at liberalismen i den grad har taget over i Vesten at der råder en ikke-demokratisk liberalisme. En interessant observation.

Fidesz og Orbán bør næppe applauderes for alt de har gjort. Både den statslige kontrol med medierne, ændringerne af valgordningen på en måde som er skræddersyet til partiets interesser og domstolsreformerne fremstår som højst diskutable tiltag ud fra et demokratisk perspektiv. 

Wiedswang afslutter sin rettergang med at substansen i Orbáns budskap «er hinsides det meste.» Ja, det er åbenbart hinsides hans egen horisont. Men andre, som er mindre indskrænket, bør værdsætte Ungarn som den mest velartikulerede modstander af den selvopgivende politik på Europas vegne som Bruxelles fører. EU-borgerne – som ikke er identisk med deres politiske og bureaukratiske ledere – burde være landet dybt taknemlig for at spille den rolle, og derfor sige klart nej til at straffe dem ved at fratage dem EU-midler som der nu tales så varmt for i de vest-europæiske magtkorridorer.

Køb Hege Storhaugs bog her!