I fjor kom 4208 personer til Schweitz som en del af familiesammenføringer i asylsager – en tredjedel flere end i 2016 og mere end nogensinde de sidste ti år. Over 80 procent af dem der kom, var børn med en påstået tilknytning til tidligere ankomne i Schweitz. Resten var hovedsageligt ægtefæller. Mere end halvdelen af slægtningene kom fra Eritrea.

Det har vist sig at mange af dem, som kommer på grund af familiesammenføring ikke er nære slægtninge til flygtninge overhovedet. Bedrag er udbredt, hører man. Konkrete tilfælde er derimod kun lidt kendt offentligt, fordi lovgivningen forhindrer sådanne informationer i at blive publiceret. Basler Zeitung (BAZ) har imidlertid fået indblik i en straffesag fra Aarburg kommune i kantonen Aargau, og kan afdække hvordan konkret asylbedrageri foregår.

Eritreiske D (BAZ kender hans navn) kom til Schweitz i slutningen af 2008 og søgte om asyl. Han havde angiveligt ingen papirer, så hans identitet kunne ikke verificeres. Alligevel godkendte myndighederne hans ansøgning i 2010, noget som medførte at D fik opholdstilladelse og status som flygtning. D hævdede allerede i 2008 at han havde en ægtefælle og en to år gammel datter i Eritrea. I 2011 kom begge disse to til Schweitz, og både ægtefællen til D og den angivelige datter fik flygtningestatus i landet.

Ægteparret hævder nu overfor myndighederne, at de havde et andet barn sammen i Eritrea – en søn som vi kan kalde B, og som var 13 år dengang. I 2013 rejste den påståede søn til Schweitz. På anbefaling af sin påståede mor, som allerede var i Schweitz, rejste sønnen under falskt navn. Myndighederne ville først ikke give ham flygtningestatus, men fordi han tilsyneladende var søn til en familie, som allerede havde fået bevilget ophold i Schweitz, blev han alligevel «anerkendt uden videre» som flygtning. Familien på fire boede nu i Aarburg og levede af sociale ydelser.

For nyligt viste det sig, at alt dette var løgn. Datteren var Ds biologiske barn, men ikke datter af hans påståede ægtefælle. Og B var ikke parrets søn, men bror til den påståede far D. «Sønnen» bliver herefter kaldt S. Den påståede mor havde løjet sig ti år ældre (og oplyst falskt navn) da hun kom til landet, fordi hendes virkelige alder ville have afsløret, at hun ikke kunne være mor til S.

Disse «flygtninge» koster skatteyderne i Aarburg en betydelig sum penge hvert år. Bare støtte til leje af en lejlighed koster 1.210 sveitserfranc eller ca. kr. 10.000 per måned. Oveni fik familien forhøjet socialhjælp fordi de havde en «søn», anslået i 2016 til mindst 14.000 franc eller ca. kr. 115.000 pr. år ekstra.

Som voksen koster denne «søn» alene nu samfundet rundt regnet 1.800 francs om måneden – totalt 21 600 francs eller ca. kr. 177.000 pr. år. Omkring 1/3 af Aarburgs samlede skatteindtægter går til socialhjælp, og udgiftsniveauet truer kommunens eksistens.

Kantonretten i Aargau idømte i februar i år den eritreiske D en betinget dom på seks måneder og en bøde på 1.500 franc eller ca. 12.000 kroner for socialt bedrageri. Da D lever af socialhjælp, er det tvivlsomt om han kan betale bøden samt sagsomkostningerne på godt kr. 40.000. Hvad der eventuelt vil ske med ægtefællen og «sønnen» S, og om disse også kan forvente et opgør med myndighederne, er endnu ikke afklaret.

En betinget dom samt en bøde man ikke kan betale, gør næppe synderligt indtryk på nogen i denne «familie». Det er en uhyre beskeden pris for af leve af andres penge.