Fra Angelico Noli me tangere (1442)

Salmisten skriver: Jeg blev stødt ned og var ved at falde, men Herren kom mig til hjælp. Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. Der lyder jubel og sejrsråb i de retfærdiges telte: Herrens højre hånd bringer sejr, Herrens højre hånd er løftet, Herrens højre hånd bringer sejr! Jeg skal ikke dø, men leve og fortælle om Herrens gerninger. Herren tugtede mig hårdt, men han overgav mig ikke til døden. Sl 118,13-18

* Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse. 1 Pet 1,3-9

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Påskedag

Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Det var englens ord til de kvinder, der var gået ud til graven påskemorgen for at salve Jesu legeme. Og dagens tekst slutter med, at vi hører, at kvinderne skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Evangelisten Markus fortæller os ellers, at de ikke sagde noget til nogen, fordi de var bange. Men nogen må de jo have sagt det til, for hvordan skulle det være kommet os for øre i dag, hvis ikke historien var blevet fortalt? Og det må da også have været umuligt at gå og holde et så glædeligt budskab helt for sig selv, uden at dele det med nogen som helst. Nej, naturligvis måtte de tale. Naturligvis måtte de straks løbe ud og fortælle dét budskab til hver og én, som de mødte på deres vej: Jesus er opstanden!

Opstanden. Opstået fra de døde. Tænk bare at kunne bruge dét ord i datid. Som noget, der er sket. Han er opstået. Ikke bare han vil stå op en gang i fremtiden, men han er opståeth. Det er allerede sket. Jo, det var sandelig et stort og et glædeligt budskab, kvinderne fik af englen ved den tomme grav, dén påskemorgen!

Derfor blev de ved med at gentage englens ord ”Han er opstanden”, selvom det selv for disciplene virkede som et løst rygte, som intet fornuftigt og betænksomt menneske kunne fæste lid til. Men se, de fik syn for sagn, for før de vidste det stod den korsfæstede selv midt blandt sine disciple med naglegabene i sine hænder og hullet i sin side. Ikke som et luftigt genfærd, men som dén Jesus, de havde kendt, i kød og blod. Den samme Jesus, der på korset bøjede sit hoved og opgav sin ånd, men som nu havde sprængt dødens lænker, som ikke kunne holde ham, der ikke vidste af synd, men havde magt til at sætte sit liv til og tage det igen.

Og stadig i dag, i kirken, forkynder vi englens glade budskab: I søger efter Jesus fra Nazareth. Han er opstanden! Men vi siger ikke det sidste, englen føjede til: han er ikke her. Nej, vi siger meget mere; vi siger: og han, den opstandne, han er her, han er tilstede midt iblandt os, selvom vi ikke ser ham.

Fordi Jesus er opstået fra de døde, har han én gang for alle overvundet synden og døden. For Han ikke bare selv står op fra de døde – også os rejser han op fra de døde. Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Sådan læste jeg fra alteret med Peters første Brev, og de ord har I alle sammen hørt før, for dem gentager vi både hver gang vi holder barnedåb og hver gang, vi kaster jord på en kiste. Disse ord indrammer på den måde, kan man sige, vores liv som kristne mennesker. De siges, når vi bliver båret til dåben, og når vi lægges i vores grav. Og det gør de, fordi de fortæller det vigtigste, der er at sige om det at være et kristent menneske: At vi har fået et nyt liv i Jesus – et liv, der ikke ender med døden, men som er en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene. Det nye liv vandt Jesus til os, da han Påskemorgen gik sejrrig ud af sin grav. Og det nye liv bliver skænket til hvert eneste kristent menneske i dåben.

Som vi sang med Grundtvig: Det er hvert dødeligt menneskes fryd, det er på jorden en himmelsk lyd: Kristus opstod fra de døde!

Han i sin død trådte døden på nakke, hvem der med nåden vil tage til takke, rejser han op fra de døde.

Englens glædelige påskebudskab: han er opstanden, det udgør derfor den akse, som hele kristendommen drejer sig om. Uden opstandelsen var fortællingen om Jesus aldrig blevet skrevet ned. Er Jesus ikke opstået fra de døde, så er den kristne tro uden betydning.

For vi er jo ikke kristne, fordi vi synes, Jesus var en god mand, som sagde mange gode og rigtige ting. Det var han selvfølgelig, men det er ikke derfor, vi er kristne. Vi er kristne, fordi vi tror på Jesus som den opstandne Kristus, Messias, Guds udvalgte, som er død og opstanden, for at også vi engang skal opstå af graven og have evigt liv med ham.

Vi har længe ventet på at se foråret bryde frem. Det trøstede os, da vi i efteråret så blomsterne visne og løvet falde i efteråret, og i den lange vinter med is og sne, som knap har fået ende endnu – det trøstede os, at vi dog hver dag nærmede os til et nyt forår, hvor vi skulle se alting spire og grønnes og blomstre på ny. At vi skulle se hele naturen ligesom vågne af dvale og opstå fra de døde. Det trøstede os i den kolde årstid, og nu, da vi endelig har set, at solen er begyndt at få magt, og vintergækker og krokus spirer op af den frosne jord, nu glæder vi os over at se det visne grønnes og det døde live op.

Men denne opstandelse i naturens verden, hvad er den andet end en skygge af den opstandelse, vi er udsendt til at forkynde? Hvad nyttede det os i grunden, at der efter hver vinter kommer et nyt forår, når vi måske ikke er i live til at se det? Eller hvis vi ikke kan se det sammen med dem, som vi havde kær, fordi de ikke længere er hos os. Hvor sørgeligt, hvor håbløst og trøstesløst er mennesket ikke, når han savner det store opstandelses-håb. Når der ikke, ved graven, efter det sørgelige: af jord er du kommet, til jord skal du blive kan tilføjes af jorden skal du igen opstå.

Og dette trøstens ord, denne håbets lovsang: af jorden skal du igen opstå, den udsprang jo ene og alene af vores påske-evangelium, af englens ord til kvinderne ved graven: Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået. Når vi tror de ord, kan vi føle os trøstet ved vore kæres grave – og ved vores egen. Når vi tror de ord, forstummer klagetonerne fra det beklemte menneskehjerte over ungdomstiden, der fór forbi som et vindpust, over menneskelivet, der visnede ligesom græsset. Klagesangene forstummer og bliver afløst af glade sejers-sange. Når vi tror de ord, bliver foråret dobbelt så smukt og glædeligt, fordi det bliver et billede på det store forår og den evige dag, der venter os bag graven. Ja, hele forårets pragt og alle håbets lyse farver smelter sammen og stråler med himmelsk glans i sangene på den kristne kirkes forårsfest, i påskesalmerne om den korsfæstede og opstandne Jesus fra Nazaret: Krist stod op af døde, i Himlen vi ham møde, thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad – Halleluja! Amen!

(Tak til N.F.S. Grundtvig for inspiration)