Den syrisk-tyske politolog Bassam Tibi (f. 1944) kom til Tyskland i 1962, og er professor i international politik ved Universitetet i Göttingen. Han er kendt for at have lanceret begrebet «Leitkultur». Stillbillede: Streitgeist / YouTube.

I efteråret 2017 mødtes ledende politikere fra centralasiatiske og kaukasiske stater i Kirgisistans hovedstad Bisjkek for at diskutere «Islam i den moderne sekulære stat». Til stede var også den indiske udenrigsminister og den egyptiske kulturminister.

Jeg var inviteret som ekspert til dette møde og må slå fast, at de muslimske politikere bedre end deres vestlige kollegaer forstår, hvordan islamismen udfordrer verdensordenen og de sekulære stater. De reducerer ikke islamismen til terror, men forstår, at islamisterne repræsenterer en verdensanskuelse, som vil erstatte den sekulære stat med en shariastat.

Som konklusion på rådslagningerne fastslog politikerne: «Vi, deltagerne ved denne internationale konference, i vort fælles ønske om at opnå en varig fred (…) anerkender fordelene ved en sekulær stat». Det er i denne sammenhæng meget kortsigtet at forstå islamisme bare som terror, og overse det centrale, som består i at kæmpe for indføring af en islamsk shariastat som alternativ til den sekulære stat.

Vesten har hidtil – i militært samarbejde med Rusland – bortbombet IS-bevægelsen, men kan ikke udslette den verdensanskuelse, som foran sig ser en shariastat. Denne religiøse ideologi kan ikke besejres militært. I personlige samtaler har alle de islamiske politikere,  jeg har talt med, rystet på hovedet over, hvordan Vesten – parallelt med bombningen – i menneskerettighedernes navn beskytter islamister mod islamiske herskere, og sågar tilbyder dem asyl.

Vestlige politikere bebrejder muslimske stater, at de tilsidesætter menneskerettighederne i kampen mod islamismen. I deres erklæringer har de islamiske politikere taget til orde for en «balance mellem hensynet til sikkerheden og varetagelsen af friheden og menneskerettighederne». Denne balance findes ikke i Vestens omgang med islamistisk jihad, som retter sig mod den sekulære stat. Vestlige politikere ser ikke ud til at forstå denne trussel.

I Bisjkek var der også en stor debat om disse temaer, i nærværelse af den daværende statspræsident Almasbek Atambajev, og med medvirkning af flere ministre fra islamiske lande. I modsætning til i Vesten diskuterede de helt ligeud foreneligheden mellem islam og en sekulær stat, og det i en situation, hvor islamistiske bevægelser, også med brug af vold, forlanger en shariastat.

Det centrale spørsmål er, hvorvidt islam er en statsforfatning eller bare en religiøs tro. Det er vigtigt for alle de 57 islamiske stater selv de, som har et islamisk grundlag som Saudi-Arabien og Marokko, uden at islamisterne anerkender dem som shariastater.

Fare for stabiliteten
Situationen i Centralasien og Kaukasus er ganske speciel, eftersom disse stater i årtier var under sovjetisk kontrol med sekularisme som officiel ideologi. I dag er det en belastning, fordi islamister taler om autenticitet, og stiller sharia op mod sekularitet, som de forbinder med den sovjetiske fortid.

Men det internationale system består, uafhængig af den sovjetiske sekularitet, af sekulære nationalstater, således at den politiske inkludering af Centralasien og Kaukasus i en sekulær verdensorden ikke har noget at gøre med den sovjetiske sekularitet.

Der er en samtidshistorisk sammenhæng i denne situation. Globalt befinder den islamiske civilisation sig i en krise, hvor der – som den amerikanske politiske teoretiker John Brenkman siger – foregår en «geo-civil war of Islam». På denne baggrund foregår en international diskussion om «war of ideas» , som omfatter modstridende politiske ordninger (religiøs stat mod sekulær stat). Man kunne kalde det en «krig mellem verdensanskuelser». På dette globale nivå optræder islamismen, repræsenteret ved totalitære politiske bevægelser, og kræver den sekulære stat fjernet med alle midler. Islamister omtaler islam som din wa daula, der betyder et samsvar mellem det religiøse og det statslige islam. Denne udfordring indebærer en fare for den politiske stabilitet i de stater, som er ramt, samt for den etnisk-religiøse ligevægt i de centralasiatiske og kaukasiske samfund.

Ikke panikmageri
Dette gør det tydeligt, at islamismens udfordring af den sekulære stat indebærer en sikkerhedspolitisk trussel. Tidligere var sikkerhedsbegrebet i international politik først og fremmest militært. Men siden slutningen af den bipolare epokes tid er begrebet blevet udvidet til, at verdensanskuelser som islamismen også indebærer en sikkerhedspolitisk fare. Fokus på stater bliver svagere eller helt opgivet på grund af irregulære, ikke-statslige aktører.

I denne sammenhæng stilles også spørgsmålet: Hvem vil afgøre fremtidens verdensordning? Vil det blive det nuværende sekulære verdenssamfund, eller vil de oppositionelle, ikke-statslige islamistiske bevægelser være i stand til det? Vil shariastaten afløse den sekulære stat i en ny islamistisk verdensorden?

Dette er ikke panikmageri. Tidligere drejede sikkerhedspolitik sig om trusler fra stater mod andre stater. I dag er globalpolitiske ikke-statslige bevægelser med andre forestillinger om verdensordenen en sikkerhedspolitisk fare.

Det kan ikke gentages ofte nok, at vestlige politikere ikke forstår, at «Islamisk Stat» ikke bare er navnet på en terrororganisation. «Islamisk Stat» er også en sammenfatning af en totalitær verdensanskuelse om en politisk nyordning for stater og verden som helhed. Denne nyordning forudsætter, at den sekulære stat afskaffes.

Det handler ikke blot om verdensanskuelsen, der findes også politiske bevægelser, som benytter denne verdensanskuelse som vejledning for sine handlinger.

Jeg vil også betone forskellen mellem de tidligere sovjetrepublikker Kirgisistan og Usbekistan, begge sekulære stater med en kommunistisk fortid, og de arabiske lande, som ikke har haft en sådan fortid. Her findes andre problemer for den sekulære stat, blandt andet en antaget sammenhæng mellem sekularitet og antireligion.

Den egyptiske kulturminister, som i Bisjkek var ledsaget af en overordnet fetwa-sheik fra Al-Azhar-Universitetet, forsvarede med rette afsættelsen af Det Muslimske Broderskabs regime under præsident Mohammed Mursi, fordi den sekulære ordning er en bedre garanti for indre og ydre fred.

I Vesten bliver afskaffelsen af Mursis islamiske stat omtalt som et brud med demokratiet. Den egyptiske minister foreslog at oversætte begrebet «sekulær» (arabisk «Ilmani») med begrepet «civil» («madani»), for på den måde at kunne tale om en civil stat, naturligvis i betydningen sekulær. Dermed kan man overvinde muslimbrødrenes anklager om den sekulære stats ikke-religiøsitet. Sekulariteten består i en adskillelse mellem religion og politik – ikke i afskaffelse af religion.

For de centralasiatiske og kaukasiske politikere præsenterede jeg syv ideer omkring temaet «Islam og den sekulære stat». Jeg lagde følgende forudsætninger til grund:

• De politiske vurderinger af islamismens problematik og udfordring af den sekulære stat må opfylde visse forudsætninger fra et progressivt islamisk perspektiv. Man burde erstatte de vestlige islamstudier til fordel for en socialvidenskabelig og historisk orienteret islamologi.
• At oprette en udvidet version af sikkerhedsstudierne, som går længere end det militære.
• Adskillelsen mellem islam og islamisme skal være centralt.

De syv ideer til en policy er som følger:

• Siden Den Westfalske Fred i 1648 eksisterer der et internationalt statssystem. Den sekulære stat er en del af dette. Det må muslimer acceptere.
• I globaliseringsprocessen er den islamiske verden integreret i et system af suveræne stater. En særskilt islamisk verden findes altså ikke længere.
• I denne sammenhæng kan man konstatere en krise i den islamiske civilisation, hvor den sekulære stat modarbejdes i den islamiske verden.
• Denne krise bevæger sig ud over den islamske verdens grænser, den rammer verden som helhed. Eftersom muslimer lever som migranter i Vesten (omkring 35 millioner), rammer denne krise også Europa og USA.
• Den islamiske verden befinder sig for tiden i en «geopolitisk borgerkrig».
• Det pågår en kold krig mellem religiøse og sekulære ordninger, en «krig mellem ideer».

En konstruktion af tradition
Den islamistiske udfordring af den sekulære stat er en konfrontation mellem verdensanskuelser, som ikke kan vindes med militære midler. Delegitimering af islamismen kan kun ske på baggrund af en sekulær tolkning af islam, som forudsætter et reformeret islam.

Afslutningsvist kan det fastslås, at islamismen indebærer en tanke om, at shariastaten skal træde i stedet for den sekulære stat. Dette sker indenfor rammerne af en shariaisering af islam. Dette er en nydannelse, en slags «konstruktion af tradition», som hidtil ikke har været kendt i islams historie. Vestlige politikere, journalister og forskere, som ikke forstår denne udfordring, undervurderer truslen mod den sekulære stat. I Bisjkek erfarede jeg imidlertid, at centralasiatiske og kaukasiske politikere forstår udfordringen af den sekulære stat bedre end folk i Vesten.

Oprindelig i Basler Zeitung den 9. mars 2018.