Leonardo da Vinci Annunciation 1472)

Prædiken til Mariæ bebudelse 

Maria kendte tegnet – at en ung kvinde skulle blive med barn, et særligt barn, og at det barn var udtryk for, at Gud ville se i nåde til mennesker. Det havde hun hørt fortalt af de gamle mange gange. Det håb var overleveret fra slægt til slægt. Far havde fortalt til søn, mor havde hvisket historien i de smås øren ved sengetid. Til højtiderne havde man delt historierne med hinanden i menorahens skær.

Nu er det tegn sket ved hende. Maria. En ung, ugift pige fra Nazareth. Barnet i hende betyder at Herren har taget sig af sit folk.

Det er derfor hun lovpriser Herren. Takker.

Et barn jo for så vidt altid et udtryk for Guds nåde mod mennesker. Et barn er en velsignelse. Et mirakel. I hvert fald i en kultur hvor et barn opfattes som en gave og en rigdom og det gør barnet jo i den jødiske/israelitiske kultur, som Maria hører hjemme i. Her er børn, mange børn, et udtryk for velsignelse og lykke. For de gamle hebræere var ethvert barn helligt. Uden barnet ville der jo ikke være nogen verden, så de forstod, at undfangelsen af et barn er det sted, hvor verden bliver ung igen. Genfødt. Her sejrer livets varme over dødens kulde. Det nye liv udsletter dødens spor – i hvert fald en generation mere.

Enhver kvinde der venter et barn, var for dem derfor et afgørende tegn. Et nådens tegn. Tegnet på, at noget nyt skulle indtræffe.

Den fødende kvinde eller den nybagte moder, kvinden med barnet varsler også for os en ny tid. Tror jeg. Undfangelsen af et barn gør os håbefulde. Vi kommer tæt på livets mirakel.

Ifølge den tyske filosof Martin Heidegger er noget af det, der karakteriserer menneskets væren i verden, at det har en bevidsthed om, at det skal dø. Altså at der er en slutning.

For hans elev, Hannah Arendt derimod er det karakteristiske ved et menneske erfaringen af, at det er født. At der er en begyndelse.

Det er erfaringen af at være født, af at børn undfanges og fødes, der gør mennesker i stand til at leve med tro og håb. Mennesket er skabt til at begynde, ikke til at dø, siger Hannah Arendt!

At det er sådan, mener Hannah Arendt, finder måske sit mest præcise udtryk i bibelens glade: ”et barn er født os!”

Dette ”et barn er født os” er vores nye begyndelse.

Fordi ethvert barn varsler  den sejr over døden, der kaldes evigheden.

Den sejr kommer med Marias barn. Det er Marias barn, der endeligt skal sejre over dødens fyrste. Det barn der skal åbne livets kilde for alle mennesker. Englens besøg hos Maria betyder, at Guds løfter og forjættelser er gået i opfyldelse.

Her med Maria starter det, der skulle ændre hele verden. Med kongebarnet som Maria skal føde, bekræftes alle børns status som kongebørn og det hellige ved barnet, som folket Israel fornemmede.

Med det barn blev alle mennesker til børn, Guds børn. Det hellige barn, hvori Gud selv kom til verden, gav menneskebarnet en hel ny betydning – en betydning som jøderne kendte, fordi de ”bar Guds moder hos sig”, men som hidtil havde været skjult for alle folkeslagene, men nu blev det kendt.

Kristendommen blev jo begyndelsen på den helligholdelse af menneskelivet og af barnet, som vi stadig lever i efterdønningerne af.

Efterdønninger siger jeg, for hver generation må naturligvis spørge sig selv, hvordan det ser ud med dens syn på barnet, på menneskelivet og kvindens moderskab.

Er børnene kongebørn, er de hellige? Ser vi dem som en velsignelse?                         Ser vi menneskenes liv som helligt? Tager vi vare på vore ældre og døende? Eller er de bare besværlige?

Alt dette med at tage sig af svage og værgeløse er jo noget der hører til den judeo-kristne arv. Troen på at Guds billede er i ethvert menneskes bryst. At ethvert barn er fra Gud. At livet er helligt. Men praktiserer vi det?

Og kvinden? Æres hun som livets tjenerinde? Som dødens overvinder? Værnes hun, så hun kan tage sig ordentligt af det liv hun bærer?

Og Maria – kan hun være et forbillede for os, der priser og dyrker den individuelle frihed? Maria lovsynger fordi hun har fået lov til at være Herrens – og livets tjenerinde.

I Maria OPHØJES tjenesten, selvopofrelsen, hengivelsen.

Men giver det overhovedet mening for mennesker, der ikke har lyst til at være livets eller Herrens tjenerinde, eller nogens tjenerinde, men snarere ønsker at tjene sig selv?

For ikke så længe siden var det kvindernes internationale kampdag – men hvad er det vi hylder? I hvert fald ikke mor med barn, ikke det selvhengivende offer. Ikke det liv der leves i tjeneste for andre. Nej i stedet ses kvindens moderskab som en urimelighed. Som en hæmsko. Som noget hun skal se at komme ud over. Vi har stadig ikke forstået at offeret og tjenesten er vores liv. Det evige liv og vores almindelige daglige gudstjeneste.

Vil vi overhovedet ligne hende, der levede så smukt på det jævne? Som var kendt med de høje syner, hende der var af et tusindårgammelt kongeblod og alligevel praktisk, ligefrem, udholdende og tapper.

Hende der viste væk fra sig selv og hen til Gud. Hende der lod æren være Guds. I alt. Hun er Guds veninde. Hun sidder ved sønnens højre hånd. (PS 45)

Vi ved, det vil kræve afsavn og sved, måske blod, hvis vi skal få vores hjerte bøjet til ham og give ham al æren i himmelen og på jorden, som Maria gjorde.

Men med Helligåndens hjælp skal vi her i Kirken hente  Mariasindet: Tjenersindet. Det sind der også var i Kristus, han som ikke regnede det for at rov at være en tjener lig, men lod sig ydmyge og fornedre. Så vi sammen med Maria kan sige: Se, jeg er Herrens og livets Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!

…

Læsninger

Es 7,10-14

1 Kor 1,21-31

Luk 1,46-55

Salmer

71 Nu kom der bud

117 En rose så jeg skyde

72 Maria hun var en jomfru ren

201 Det hellige kors

441 Alle mine kilder