Jeff Koons’ «Michael Jackson and Bubbles» (Astrup Fearnely-museet, Oslo)

De fleste samtidskunstnere indser sjældent indholdet i og rækkevidden af, hvad de laver. Bliver de voldsomt rost for deres produkter, mister de også selvindsigten. Den amerikanske kunstner Jeff Koons er et godt eksempel. Han tjener ufattelige summer på at producere plastikfigurer i stort format, hovedsagelig kopier fra legetøjsbranchen, som i en kulturel kontekst får status af banaliteter ophøjet til anden potens. I november 2013 blev en af hans «Balloon Dog» solgt hos Christies i New York for 58,4 millioner dollar. På det tidspunkt vistnok den højeste opnåede pris i verden for et værk af en nulevende samtidskunstner.

Jeff Koons er umådelig populær hos samlere og investorer. Her er der store penge at tjene, og USA’s liberale kulturelite, som foragter den folkelige smag, giver investorerne kunstfaglig rygdækning for deres indkøb. Denne gensidige udveksling mellem handelsmæssig og kulturel arrogance udgør det finansielle kraftfelt for kunstneren Jeff Koons’ popularitet. Det er en usmagelig business, som også har fået fodfæste her i Norge. I Astrup Fearnley Museet findes der en række af Koons’ arbejder, her kan nævnes keramikskulpturen «Michael Jackson and Bubbles», et glimmeragtigt værk i hundredmillioners klassen.

Det har selvsagt været uenighed om Jeff Koons’ arbejder, som oftest bliver de kritiseret for deres folkelige tematik og stilistiske smagløshed. Efter at han giftede sig med den ungarsk/- italienske pornoskuespillerinde Illona Staller (Cicciolina) pumpede han grovkornede pornobilleder med sig selv og Illona i fokus ud på markedet. At Jeff Koons bliver beskrevet af fagfolk som en blanding af popkunstner og dadaist, siger os ikke så meget om hans dekonstruktion af kulturelle og moralske værdier. Det er på det punkt hans kunstneriske præstationer er betændte og nedbrydende.

I det perspektiv er det opsigtsvækkende, at han vil donere et af sine værker til den franske hovedstad, som et mindesmærke over terroristangrebet i 2015. Skulpturen består af en 8 meter høj hånd, som holder en buket tulipaner i skrigende farver op i luften, og man forstår franskmændenes skepsis. Der er ikke megen respekt og værdighed over disse tulipaner. Karakteren af billige plastikblomster er påtrængende og smagløs, nærmest som en parodi og en fornærmelse mod de dræbte ofre og det franske folk.

Det hører med til historien, at kunstneren ikke har ønsket at donere et færdig udformet værk, som ville have kostet nogle millioner at udføre, gavmildheden strækker sig kun til ideen. Man græmmes over en sådan nedrig holdning og mangel på respekt for de dræbte ofre og den nationale tragedie. Men som nævnt er sådanne opreklamerede samtidskunstnere blottet for selvindsigt og faglig dømmekraft. I sårbare situationer som denne viser de heller ikke tegn til at besidde moralske normer. Kunsten dekonstruerer alt menneskeligt og pengefolkene finansierer projektet.