Billede: Teknikere graver Ludmila Skripals lig op. Hun døde angiveligt af leverkræft i 2012. Det er de nu  ikke længere så sikre på og har for en sikkerheds skyld beskyttelsesdragter på. Foto: Peter Nicholls/Reuters/Scanpix

Donald Trump omfattes af vestlige medier og venstreorienterede med en principiel mistænksomhed, som bliver desto mere forbløffende, når man ser, hvor let Vladimir Putin slipper igennem.

Putin kan bombe civile og sygehuse i Østghouta i Damaskus. FN kan komme med lange udtalelser uden at nævne, at det er russiske fly, som kaster bomberne. NTB kan udsende en lang meddelelse om tilstandene i Ghouta, hvori ordet “helvede” bliver brugt. Antallet af dræbte er kommet op på 900. Men russerne kaldes bare Assads “allierede”. De nævnes ikke ved navn.

Sidste weekend blev en russisk dobbeltspion og hans datter fundet halvdøde på en bænk i Salisbury. Politiets teknikere har identificeret nervegiften, men vil ikke sige hvilken. Et så dødeligt våben kan kun fremstilles og anvendes af statslige organer. Kun en stat har gjort noget lignende tidligere, Rusland, for 12 år siden. At den britiske regering ikke vil offentliggøre navnet på giften tyder på, at man ønsker at vinde tid. Men det øger blot mistanken om, at det er Putin. Nu er det kommet frem, at der har været flere andre mistænkelige dødsfald på de britiske øer, alt fra afhoppede forretningsmænd til regeringens egne efterretningsteknikere. Briterne mister kontrollen over deres eget territorium og evner ikke at forsvare sig.

Det spiller ingen rolle, om det er jihadister eller Putins agenter: Et suverænt land kan ikke tillade, at dets territoriumm er friområde for agenter, som myrder indbyggerne.

Netop Østghouta har tidligere været i skæringspunktet mellem Assad, Putin og USA: Det var her regimet anvendte giftgas i et større angreb i august 2013. Barack Obama havde advaret om, at brug af kemiske eller biologiske våben var en rød linje for hans administration. Men da parlamentet i London ikke ville tillade David Cameron at støtte Obama, fik den amerikanske præsident kolde fødder. I stedet for stillede Putin op og fik ordnet en retræte for Assad: Han skulle aflevere komponenterne til de kemiske våben. Også norske skibe deltog i evakueringen.

Men Assad skal have beholdt en del komponenter og klorgas er let at fremstille. Der har været mange rapporter om brug af gas. Ett grusomt angreb fandt sted i Khan Sheikhoun, og det var det, som udløste Trumps første militære angreb: 56 krydserraketter mod Shayrat-basen.

Tidligere har det været israelerne, som har udført angreb, som de har ment sig tvunget til, som da de bombede et atomanlæg i den syriske ørken 6 september 2007.  Her var nordkoreanerne ved at bygge en atomreaktor for Assad. Prøver taget af IAEA et år senere, viste spor af uran.

Det foregår et samarbejde mellem “røverstater”. Iran betaler Nordkorea for at teste og producere raketter og kemiske våben, som atomvåbenaftalen gør vanskelig. Nordkorea handler derfor om langt mere end bare et regime.

Når man ser, hvad Rusland er sluppet af sted med, er det forbløffende. Separatister fik Grad-missiler, som nedskød det malaysiske passagerfly over Østukraine. Putin har ikke villet indrømme noget ansvar. En lignende total benægtelse har været Moskvas modus operandi i mange år.

Hvis man lægger alle beviser ved siden af hinanden, får man en ganske rystende kæde: Det handler om drab på civile i vestlige lande med grusom og dødelig gift, det handler om alliance med en tyran, som bruger giftgas mod sin egen befolkning, akkurat som Saddam Hussein gjorde, og det handler om bombning af civile og sygehuse.

Akkurat som under krigen i Bosnien evner FN ikke at håndtere opgaven, men klynger sig til at bringe humanitær hjælp ind og ellers vride hænderne.

Men når det gælder Vesten, er FN ikke bange for at tage bladet fra munden. Særlig når det gælder Trump. Alt Trump foretager sig af forsøg på at beskytte befolkningen mod terror, bliver det slået ned på. Ikke bare af FN, men af den liberale presse og demokraterne. Vesten fører krig mod sig selv, og prygelknaben er den amerikanske præsident.

Absolut alt bliver vendt mod ham. En russisk prostitueret eller eskortepige, Anastasia Vasjukevitsj, er denne uge stået frem, efter at hun blev pågrebet i Thailand. Hun har optagelser fra mogulen Oleg Deripaskas båd under et cruise til Norge i sommeren 2016. Her var også den russiske vicestatsminister Sergej E. Prikhodko med. Aleksej Navalnij og hans organisation har arbejdet hårdt for at dokumentere, at det er Deripaskas båd, man ser. Man kan høre Deripaska sige, at der er en person, som har ødelagt forholdet mellem USA og Rusland, og det er Victoria Nuland, som arbejdede i udenrigsdepartementet under Obama med ansvar for bl.a Ukraine.

Men Vasjukevitsj påstår, hun har 16 timers optagelse af samtaler med afsløringer om samarbejdet mellem Trump og Putin, men hun vil kun give dem fra sig, hvis hun får asyl i Vesten. Hun siger, at der var tre amerikanere ombord på båden og at hun har optagelser. Det lyder som et eventyr. Hvis der havde været ført den slags samtaler om bord, ville Vasjukevitsj ikke have kunnet optage det, med mindre nogle ønskede,  at hun skulle gøre det. Igen dukker der noget op, som blander sex og politik, på samme måde som tre prostituerede i seng med Trump i Moskva.

Amerikanske medier hopper på limpinden. CNN sendte en journalist til Thailand og Nettavisen skrev en story, som slugte Vasjukevitsj med hud og hår.

Mediene vil bedrages, bare det rammer Trump.

Balancen mellem mistænksomhed, paranoia og troskyldighed er blevet forrykket, så det falder ud til fordel for autoritære eller tyranniske regimer, som ikke har nogen skrupler.

Putin og Assad kan bombe og dræbe med giftgas, mens Trump mistænkeliggøres på alle leder og kanter.

Det sætter et stort spørgsmålstegn ved “den humanitære side”. Hvor humanitær er den, når man ikke vover at identificere morderen, men hellere vender aggressionen mod den, som forsøger at beskytte ofrene?

Det gælder også kurderne i Nordsyrien, som er truet af Erdogan. YPG-militsen, som var de mest aktive i kampen mod IS, bliver nu dræbt af tyrkiske soldater omkring Afrin.

Dette er tyranniske kræfter, som ikke varsler noget godt. De betyder trouble.

Men EU og venstresiden i USA kan aldrig få nok af at angripe Trump. Han truer freden.

Hvilken fred?