Billede: Steven Spielberg er demokrat og liberal, men han har instrueret film og medvirket som producent i serier, som modsiger den politik, han selv står for. Både Saving Private Ryan og The Pacific fortæller, hvad krig er. Spielberg får frem, hvad disse unge mænd blev bedt om at gøre og de, som sendte dem ud, må spørge sig selv: Hvordan kunne vi bede dem gøre dette? Hvor mange kan vi ofre? Det er det, demokratier gør. De tager de ultimative valg, når de bliver nødt til det, og står fast på dem.

Den, som skal dække Donald Trump på redelig vis, må fordøje ufattelige mængder stof om Trump i MSM som alle, også i Danmark, er negativt vinklet. Dvs at de er selektive og anti-Trump.

Det er aldrig før sket, at et stort segment af eliten er gået til krig mod en demokratisk valgt leder. Men når man kender aktørernes ideologiske ballast, bliver det mere forståeligt. Anti-Trump  markerer en bane – a trajectory: De gamle 68’ere ender som modstandere af garanten for Vestens frihed. Den samme frihed de selv nyder godt af. Det har helt fra begyndelsen været essensen i ungdomsoprøret.

Det, vi er inde i og bare ser begyndelsen på, er en enorm korrektion. Historien tillader ikke, at de ledende lag ophæver de love, som den har sat: At frihed er bundet af visse love, som ikke kan ophæves uden fatale følger.

Man kan ikke ophæve årsag og virkning.

Vi kan allerede høre 68-ernes latter: Skulle historien have love, man ikke kan bryde? Men alt er jo mulig! Norge er i gang med at skabe verdens mest multikulturelle samfund! Det er drøm, som bliver til virkelighed. Utallige repræsentanter står op og vidner om denne drøm omtrent som i kirkerne i gamle dage. Terje Tvedt punkterer denne drøm i bogen Det internasjonale gjennombruddet. Den viser netop, at den norske elite har ignoreret elementære historiske og kulturelle indsigter. Man tror, man kan ophæve ikke blot vor egen kultur og historie, men samtidig lade de, som kommer hertil, beholde deres.

Det er den ultimate drøm. Er det mærkeligt, at det er blevet et mareridt?

Free lunch

På amerikansk findes udtrykket There is no free lunch. 68-kulturens essens er det modsatte: Lunchen er gratis. De har nu også besluttet, at den skal deles af alle. Hele verden skal inviteres til vort “smørgåsbord”.

Hvor dybt denne free lunch-holdning stikker, får vi daglig demonstreret.

Da Folkepensionen blev indført med 67-års grænse, levede folk en syv-otte år efter, at de gik af. Idag lever de 20-30 år længere. Ingen kunne have forudset det. Men nu ved vi det. Alligevel fortsætter vi, som om ingenting er hændt og ældre mennesker er begyndt at opføre sig, som om de var i pubertetsalder nummer to. Bekymringsløse.

Samtidig går antallet af erhvervsaktive per pensionist og uarbejdsdygtig ned. Igår kom fødselstallene, som viser et fald for ottende år i rad. Nordmænd reproducerer ikke sig selv.

En jordmor forklarede det med, at kvinder tager længere uddannelser. Staten må gå ind med finansiering! Ingen vil tale om en anden form for MeToo-kultur, den som gør, at kvinder ikke vil have børn eller nedprioriterer det, til det er for sent. Eller endda værre: Som bevidst eller ubevidst har forudanelser om fremtiden, som gør, at de ikke vil sætte børn i verden.

En kvindelig forsker har haft modet til i en kommentar at sige at indvandringen ikke har løst problemerne på arbejdsmarkedet. Det troede “vi” den ville, men indvandrerne er blevet stående udenfor, sagde hun.

Hvis man lytter nøje efter, er det mulig to connect the dots. Men det kræver en aktiv modstand. Det er sundt for sjælen og holder den kritiske sans vågen.

En meter er en meter

Før i tiden var der mennesker, som vidste, at et samfund må have standarder og grænser. Hele samfundet var bygget på standarder. Det borgede for kvaliteten.

Menneskerne blev opdraget til disse standarder, moralske, økonomiske, håndværksmæssige. Man måtte respektere dem, ellers gik det galt.

Standard er et andet ord for “grænse”, visse ting har et mål. Alt har et mål. Et øjemål. Folk med praktisk erfaring kunne fortælle et ungt menneske: En meter er en meter. Du kan ikke forlænge den til 1.10. Den slags “møder” var noget, man huskede. Det tog lang tid, før man forstod rækkevidden af dem.

68’erne troede triumferende på det modsatte: Vi sætter vor egen standard. Det er vores frigørelsesprojekt: Friheden var grænseløs.

Nu kommer tilbageslaget og det bliver brutalt. DR er fuld af 68’ere. Det er 68’er-kulturens højborg. De har desuden sugerøret nede i statskassen – og med flere milliarder om året kan man tillade sig at strække elastikken nogle år yderligere.

SAGEN

For at skaffe sig legitimitet må DR have en SAG. Ikke en sag, men SAGEN. I 60’erne var det kampen mod Vietnamkrigen. Nu er vi tilbage, hvor vi var: Kampen er igen mod USA.

For at få det til at gå op, må der lyves en hel masse. Den som skal dække Trump og USA må gøre dobbelt arbejde. Man må både dække fake news DR og CNN, New York Times og Washington Post og sætte sig ind i, hvor de lyver og om der findes helt andre aspekter.

I USA har vi Sean Hannity, Tucker Carlson, Laura Ingraham, Carl Levin, dailycaller.com, washingtonexaminer.com, nationalreview.com og Wall Street Journal som beskriver en virkelighed, som ikke er på danske mediers radar. Den findes kun i fordrejet form. I USAs største avis er det demokraternes Russia Collusion som er en ongoing story. Danske redaktioner er i dag ikke i stand til at forstå, hvad det handler om.

Det truer danske interesser og Danmarks sikkerhed. Det truer forholdet til vor vigtigste allierede og allerværst: Det viser, at der er noget galt med vores virkelighedsopfattelse.

Det gør det muligt at sige vrøvl, såsom at Danmark ikke vil kunne klare sig uden indvandring.

I Norge kommer antallet med udenlandsk baggrund snart over én million.

Hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil nordmænd være i mindretal i deres eget land lidt efter midten af århundredet. Det er den bitre sandhed, vore skattebetalte medier forsøger at tildække.

Det er klart, at vi behøver høje pensioner for at dulme smerten ved at miste vores land.

Helvede på jord og hinsides

Hvis man ikke har børn eller børnebørn at bekymre sig for, kan man drukne sine sorger i velstand.

Men så bliver det slut. The End. Det er noget mærkeligt noget. Selvom vi ikke har bekymret os om de, som kommer efter os, er Døden en ubuden gæst, som før eller siden banker på vor dør. Hvor havner vi, efter at han har taget os? I Himlen eller i Helvede? Måske melder den slags tanker sig? Vi ser eksempler på Helvede i dagens Vesteuropa, vi behøver ikke at se helt til Syrien. Måske findes der et Helvede alligevel. Måske Helvede er en reel mulighed?

Det er den slags forestillinger, man havde tidligere, da Helvede var en håndfast realitet. Burde vi ikke erkende, at det findes en korrespondance mellem Helvede på jorden og hinsides?

Vi havde råd til at afskaffe det hinsidige, fordi vi havde afskaffet det på jorden.

Nu har free lunch-kulturen skaffet os et samfund, hvor stadig flere tilfælde af helvede dukker op. Det går ikke an at lukke øjnene for det. Ansigterne, som TV-avisernes nyhedsværter viser os, fortæller, at det koster mere og mere at lyve om noget, vi alle ser rundt om os.

Krig som læremester

I USA har man en opskrift på, hvordan man standser et sådant alt-er-gratis-gilde, et system som ikke evner at sætte grænser. Den lyder: The buck stops here.

Det var Harry Truman, som lancerede den. Han, som lod bomben falde over Hiroshima og Nagasaki. Igen et eksempel på brutale amerikanere!

Krigen havde været en frygtelig læremester. Det, de amerikanske unge mænd måtte gennemgå, da de erobrede ø efter ø fra japanerne, var så blodigt og brutalt, at valget gav sig selv: Et våben, som ville afslutte krigen.

I dag er dette valg moralsk tvilsomt, fordi vi lever på ofre, vi aldrig har behøvet at give.

Men vi står foran samme opgør som før Anden Verdenskrig, og det tog uhyggelig lang tid og uhyggelig store ofre, før den frie verden evnede at sige:

The Buck Stops Here!