Giovanni Domenico Tiepolo The Procession of the Trojan horse in Troy

Med et rigt og veldrevet samfund følger en fare: Misundelse. Der er altid kræfter, som mener sig berettiget til at overtage alt – og jo større rigdom og værdier samfundet repræsenterer, desto længere vil fjenderne gå for at overtage rigdommen. Derfor har mennesker siden oldtiden bygget borge, forsvarsmure og hærstyrker for at beskytte deres samfund. Men pludselig bestemte Europas elite, at 5.000 år med misundelse var ovre, og de er villige til at risikere alt for at bevise, at de har ret. Hvor længe skal de have lov at blive ved? 

Jeg elsker at vandre på gamle borge og forsvarsværker. Men selv om de er lavet om til turistattraktioner med høj hyggefaktor, glemmer jeg aldrig, hvad de repræsenterer: En advarsel. Man kan drømme om fred på jord og synge «Imagine» til man bliver blå i hovedet, men det har overhovedet ingen effekt på virkeligheden: Et rigt område, med store høstudbytter, sunde mennesker, fred, frihed, orden og løfter om en behagelig fremtid, repræsenterer en dynamo for misundelse og begær, for hvem vil ikke gerne have en bid af det? Europas elite tror vore rige, vestlige samfund bliver set på som et eksempel til efterfølgelse. (Det er derfor de arbejder med bistand og vil «sprede demokratiet») De fatter ikke, at Europa bliver set på som et bytte. At glemme noget så åbenbart er historieløst:

Den, som ikke passer på sig, sit og sine, vil før eller senere miste alt til nogle, som inderlig gerne vil overtage alt, om nødvendigt med magt. Sådan var det i oldtiden, og sådan er det fortsat. Det har altid været farligt at samle sig rigdomme, velfærd, madlagre og smukke kvinder, for den slags tiltrækker altid kræfter, som vil overtage alt, med alle midler. Verden er ikke civiliseret eller tæmmet, som globalisterne tror. Vi er et bytte, ikke en inspiration. Havde vi været en inspiration, ville viljen ude i verden til at kopiere Europa have været meget større. De hader os i stedet for.

Kommunismens iskolde belejring af Europa 

Fra slutningen af Verdenskrigen og frem til EU ophævede både fornuften og landegrænserne, var Europas folk beskyttet af sine egne stater med egne grænser, egne hære og egne politikere, som alle samarbejdede så godt de kunne om frihed og demokrati, fordi truslen var så åbenbar: Det sovjetiske diktatur i øst var partiforpligtet til at knuse Europa, og indlemme alt i sit røde imperium. På den tid var Europa på mange måder en tungt befæstet borg under konstant belejring af stridsvogne og millioner af mænd, og eneste måde at overleve på var at samarbejde om et «festung Europa», trods alle interne stridigheder. Grænserne og murene blev betragtet som en velsignelse. Vi kunne se, hvordan folk på den anden side havde det under det røde regime, og bare AKP-ml (Arbeidernes Kommunistparti-marxist-leninisterne)  og lignende ekstremister ønskede noget sådant. Det ønsker de fortsat.

Så solid og mægtig var denne europæiske borg, at belejringshæren aldrig vågede at gå til angreb. I stedet vansmægtede den øst for vore mure og gik til grunde gennem dårlig ledelse, dårlig økonomi og dårlig politik. Hele den sovjetiske trussel forvitrede og døde på sottesengen, som så mange belejringshære har gjort det, når de ikke magter at trænge igennem til byttet. Styrke giver tryghed. Mure beskytter mod had. Misundelse kan ikke slå det. Men så skete der noget:

Den kommunistiske belejring blev ophævet, og alle troede, at der blev fred på jord. 

Da muren mod Østtyskland faldt 10. november 1989, slap glæden løs i Europa: Belejringen var ophævet, og nu kunne alle leve trygt i frihed. Måbende europæere blev vidne til, at et af verdens stærkeste imperier gik i ynkelig opløsning, og i december 1991 var det endelig slut med Sovjetunionen og kommunismen. Troede man. Nu var Europa endelig «trygt», og man kunne starte på en æra med fred, inkludering, globalisme og nedrivning af mure. Der ville blive fred på jord! Troede mange.

Men da muren faldt, knuste man ikke kommunismen én gang for alle, som det var logisk at tro. Man slap i stedet kommunismen fri, og siden alle troede, den var gjort harmløs, fik den infiltreret demokratiet, FN, EU og parlamenterne – til en sådan grad, at en tidligere DDR-borger i 13 år har styret hele Tyskland, EU og dermed Europas skæbne. I fredsrusen glemte Europas ledere også, at Sovjetunionen og kommunismen ikke var den eneste fjende med det eneste imperie derude: Længere mod øst herskede en voldelig religiøs ideologi, som gennom 1400 år har sværget at underkaste sig både verden og Europa, og den var skræmmende nær ved at klare det for anden gang ved Wien i 1683. (Sådan kan det gå, når statsledere har sovet under historietimerne.)

De røde kræfter, som slap løs i Vesteuropa, fandt sig hurtigt en totalitær allieret midt iblandt os: Islam. Socialister lærer nemlig aldrig. De bliver aldrig kureret. De vil altid prøve deres galskab endnu engang, uanset hvor mange gange den har fejlet, og uanset hvem de må samarbejde med. Og de samarbejder altid med folk, som hader USA. Alle, som hader USA, er socialisternes venner, er det ikke sådan? Pludselig blev den ateistiske og præsteskabsfjendtlige venstreside islams varmeste ven og allierede. Imamer, overtro, hellige bøger, kvindeundertrykkelse og moskeer fik en trofast beskytter blandt de, som altid har kaldt religion for «opium for folket». You can‘t make this shit up. Hvordan kan socialister sove om natten? Vel, de drømmer om «fred» og «retfærdighed».

Alle vil have fred, men hvilken slags fred?

Det er interessant at bide mærke i, at både kommunismen og islam hævder at repræsentere «fred» og «retfærdighed». Denne lighed er vigtigere end man skulle tro, eftersom begge disse totalitære politiske systemer ser det frie demokrati som en fjende. Og endnu værre: Begge ideologier er i bund og grund menneskefjendtlige, for de hader mennesket, som det er: Vi er ikke gode nok. Vi er uperfekte. Vi har for mange fejl og mangler. Vi er for egoistiske, racistiske, materialistiske og ikke kollektive nok. Derfor må vi forbedres, forandres og opbygges på ny gennem arbejdslejre eller koranskoler. Begge ideologier har som mål at skabe en helt ny type menneske, som er tilpasset en helt ny type samfund: Det kollektive, totalitære konsensussamfund, hvor «freden» er bygget på, at ingen dissidenter og kættere længere våger at tage til genmæle mod staten og det store vi. Når ingen tør opponere, så er der fred. DDR-borgeren Merkel slugte det med hud og hår.

Dette er «freden» islam og socialismen taler så varmt om. Gennem dette har de et slags fælles mål – og på den måde repræsenterer de en dødelig fare for demokratiet, friheden, ægte fred og selve menneskeheden. Friheden, freden og rigdommen, som demokratiet har skabt i den vestlige verden, er helt utålelig for disse destruktive mørke kræfter. De vil overtage, og de vil have ALT. Deres vilje til at bruge ubegrænset vold er bevist gennem utallige ofre og krige, og nu har de en større chance end nogensinde, for nu vil Europa ikke længere beskytte sig selv.

Socialismen og islam får fortsat lov at sprede sig frit i demokratiet, og helt uhindret bliver de stærkere, særligt blandt unge mennesker, som ikke ved bedre. Det er jo vigtigt med fred på jord, er det ikke? Og eliten spiller med som en marionet i stormvind. Vi havde gode, rige lande, som var velfungerende,  fredelige og godt beskyttet. Alt hvad eliten behøvede at gøre var at sidde stille og administrere det. «Keine Eksperimente» som Konrad Adenauer sagde det så udmærket. Så dukkede DDR-Merkel op med sin tåbelige politiske plan under mottoet «Nur Eksperimente». Her er hendes tankegods, som næsten hele Vesteuropa har adopteret:

Grundlaget for  det nye Europa

Europa og hvide mennesker har kollektiv skyld for verdens fattigdom og ondskab. Vi er racistiske, selvgode og egoistiske, og derfor må vi omdannes til noget bedre. Vi må åbne vore hjerter, sind, tegnebog og grænserne, for da vil vi opdage, at alle mennesker vil det samme, alle kulturer har fælles mål, alle religioner er lige og alle retninger er lige gode. FN, globalisering, bistand, handel og EU vil gøre verden til et hele. At vise godhed vil skabe endnu mere godhed, og jage fjendskab ud af alle, som kommer hertil. De vil blive som os, vil vil blive som dem, og sammen vil vi skabe et endnu bedre Europa, men også en meget bedre verden. Indvendinger er uønskede.

Alle europæere under 30 år er vokset op med dette vanvittige Disneylandsnarrativ fra vugge til grav. De skøn- og grønmaler både kommunismen og islam, og beruser sig selv på godhed, frihed, fred og overflod – en overflod, de nu vil sprede til hele verden. Kumbaya, lad os dele! Fjendskab er det kun det militante Israel og USA, som oppretholder og alle, som ikke er enige med os, er racistdjævle, som fortjener æg og brosten! Og med dette enkle tankegods, som selv en golden retriever ville forundres over, undergraver de deres eget Europa og deres egen fremtid. De stopper aldrig op og tænker: «Har vi virkelig skylden for verdens fattigdom og ondskab? Og var vi virkelig så racistiske, selvgode og egoistiske? Og vil  alle virkelig blive som os, bare vi giver dem penge?»

Det burde de gøre, for det er en lodret løgn. Havde det været sandt, ville gode europæere aldrig have givet  så meget bort, som de har: Penge, tryghed, boliger, job, stabilitet, områder og fremtid. Nu begynder gæstfriheden og gavmildheden imidlertid at nå bristepunktet. Merkel skaber det, hun ville kurere, og det er ikke racister, islamofobe og fremmedfjendtlige, som står bag modstanden: Det er islam selv, som skaber islamforagten. Det er de fremmedes fremfærd, som skaber fremmedfrygten. Og det er venstresiden og globalisterne, som skaber racismen med deres løgne og det samfundseksperiment, som de aldrig vil opgive, uanset hvor galt, det går for deres døtre. Deres børn vil hade dem for det, men det spiller ingen rolle. Ideologi er vigtigere end resultater. Gode intentioner vejer tungere end dårlige erfaringer. Sådan tænker de, uden at tænke over det.

At ønske mangfoldighed gennem uoplyst enfoldighed. 

Det går ikke at skabe «et bedre og mer kollektivt menneske». At prøve er menneskeforagt . Europa behøvede ikke migranterne for at blive bedre – det er snarere migranterne, der burde skabe bedre hjemlande. Og globalismen står ikke for rigdom, gavmildhed, mangfoldighed og antiracisme: Den står for fattigdom, principløshed og opløsning og vil ødelægge rigdommen ved at udvande den, indtil der ingenting er tilbage. Globalisterne er i færd med at ødelægge gavmildheden ved at misbruge den, ødelægge mangfoldigheden ved at homogenisere den og skabe racisme gennem at indføre identitetspolitik og stammekultur. Alligevel er de stolte af det. Alt er bedre end at indrømme det, højresiden sagde hele tiden:

Når man importerer Midtøsten, så får man ikke et nyt Europa – man får bare et nyt midtøsten i Europa. Selvfølgelig. Hvad havde de ventet? Det er så håbløst indlysende, at selv gamle, vrede, hvide mænd forstår det. Og nu forstår stadig flere europæere det: Det dekadente, postkommunistiske Europa er ikke i stand til at håndtere voldsviljen, brutaliteten, korruptionen, kvindehadet, klankulturen, mistilliden, antisemitismen, nationalismen og den religiøse fanatisme fra de islamiske lande. De fleste europæere vidste knap nok, at en sådan ukultur eksisterede, for medierne fortalte aldrig om det. Derfor er svenske vælgere så punch-drunk. De forstår ikke, hvad der har ramt dem. De troede islamiske lande var eksotiske, sådan som eventyrene fortalte – ikke voldelige og kaotiske. Flere og flere føler sig narret og er rasende, mens mange fortsat desperat klamrer sig til håbet om, at det nok skal gå godt.

Men islam går aldrig godt. Underkastelse fører aldrig til noget godt. Sharialov er en politisk nedbrydningskugle fra 600-tallet, uden styring eller kontrol, og det enste islam kan opnå er at rasere samfundet, freden,  friheden og respekten for kvinder. Islam kan ikke skabe noget som helst, Europa har brug for.

Borgherre Merkel rev murene ned og åbnede borgporten

Muhammeds okkupationsmagt bruger demokratiet til at bringe forstærkninger ind. De, som skal «familiesammenføres», har ikke ammunition, kastemaskiner, kanoner, belejringstårne og rambukke med sig, for de behøver dem ikke. De kan bare spadsere ind i borgen og blande sig med befolkningen, mens de spreder Muhammeds antivestlige budskab. Vi er jo alle lige, og derfor spiller det ingen rolle, hvem som kommer, hvor mange som kommer og hvem de faktisk er. Jo flere vi er, jo bedre bliver det. Borgen er rig og har råd til alle. Men er det sandt?

Denne totale mangel på sikkerhedstænkning, selvopholdelsesdrift og beskyttelsestrang vil koste lige så meget, som den ville have kostet i oldtiden, for horderne, som invaderer, er styret af ideer fra oldtiden, men tilpasser sig hurtigt: Hvem kan ikke spille trængende og flygtning, eller påstå at han er under 18? Hvem kan ikke påberåbe sig menneskerettighederne, og lære sig NAV-reglementet (NAV er det norske arbejds- og velfærdsdepartement)? Hvem kan ikke narre dumme, hvide mænd, som åbner døren til sit hjem for vildtfremmede, og giver ting og sager bort gratis? Hvem kan ikke jagte dumme blondiner, som klæder sig som horer og beder om at blive voldtaget?  Det er let! Og belønningen er stor! Der er ingenting at lære af de vantro idioter, som bor i Europa. Men det er et dejligt, fedt BYTTE.

Alle som er betænkelige er lammet af billeder af børn i nød. Her skal ingen længere tænke. Her skal alle bare FØLE. Det er så utroligt vandpyt-lavvandet, og hvis det fortsætter i samme takt, vil det udslette «alt vi er og alt vi har», for at citere forsvaret. Forsvaret, som Stortingets politikere bruger milliarder på, så ingen skal krænke vore grænser – samtidig med at Allahs invasionshær triller uhindret over grænserne på cykel og ønskes hjertelig velkommen til alt vi er og alt vi har af et tværpolitisk Storting. Du ler? Ok – det er lidt komisk. Men hvorfor stemmer du på sådanne folk?

Ikke  længere højresiden mod venstresiden. 

Det er denne tværpolitiske konsensus om at forandring altid er godt, islam er fred, imamer og kristne præster repræsenterer samme budskab og indvandring er fin og rigtig, som gør, at den politiske kamp ikke længere står mellem højre- og venstresiden:

Kampen står mellem totalitær overtro fra oldtidens ørkenvidder og moderne civilisation. Mellem den relativt unge globalisme, og dens endnu yngre trodsige afkom, nationalkonservatismen. Mellem de, som ønsker forandring, uanset hvad det ender med og de, som begynder at overveje, om vi ikke hellere burde tage vare på noget. Hvilken lejr støtter du? Føler du, eller tænker du? Håber du, eller forstår du? Kan du historien, eller ved du bare lidt om nutiden? Og tror du fremtiden er god, fordi fortiden var god, eller ser du på tallene og tendenserne og bekymrer dig om, hvor det bærer hen? Godt!

Alle vil have alt, og alle vil alle vel. Men…

I 2100 er der omtrent 13 milliarder mennesker på Jorden, som alle ønsker sig penge, køleskab, bil og fremtid. Dobbelt så mange som i dag. Væksten kommer i den fattige verden – ikke i den rige, vestlige verden. Den som tror, at klimaet bliver det største problem på Jorden på det tidspunkt, vil få en smertefuld chokbehandling af virkeligheden. Efterhånden som problemerne med islam, befolkningstilvækst, ressursemangel og fattigdom bliver uoverstigelige, vil krige og konflikter eskalere. De fattige og sultne vil blive desperate. De misundelige vil blive nådesløse. Da vil flere og flere kaste deres øjne på rige lande og forlange, at man skal dele.

Den migration vi ser i dag, er bare en lillebitte forsmag på det, som kommer. Det må både politikere og  vælgere forstå: Det her kommer ikke til at gå over. Det bliver meget, meget værre og vanskeligere. Snart vil menneskesmuglerne opdage Jean Raspails mærkværdigt klarsynede bog «De Helliges Lejr», bortkaste gummibådene,  og i stedet fylde gamle, rustne skibe med 100.000 elendige, som sejles helt op på stranden i Nice for fuld maskinkraft. Hvad er så planen? Sig ikke «vi håber det går godt», for det er ingen plan. Sig heller ikke «menneskerettigheder», for det er lige så meget en menneskeret at forsvare sig, sit og sine, som det er at kræve mer for sig, sit og sine. Moral har ingenting med politik at gøre. Politik er at prioritere. Det går altid ud over nogle, ellers så er det ikke politik. Hva skal vi gøre? For hvis vi ikke gør noget, så bliver der ikke noget vi.

Hvem er Norge til for? Hvem har arveretten?

Der findes ikke engang med dagens befolkning ressurser og rigdom nok til at give alle i verden en høj levestandard. Norge kan ødelægge sig selv ved at bortgive alt, uden at det vil gøre det mindste forskel på verdens fattigdom – men det vil skabe en enorm forskel for vores børn. (Ikke at Europas topledere har børn, så hvorfor skulle de bekymre sig?)

De totalitære drømmere på Grünerløkka (trendy område i Oslo) må gerne mene, at Norge kan huse 100 millioner afrikanere. Kannabis-kortslutningen ligger i, at de tror, man kan fylde et land med helt andre mennesker og alligevel beholde det samme behagelige kaffe-latte-land. Men de har heller ikke børn, så hvorfor skulle de bekymre sig? Derfor må vi, som lever i virkeligheden, tage samme vanskelige valg, som alle samaritanere må: Hvor mange skal vi hjælpe? Hvornår skal vi stoppe? For når man har givet alt bort, til hvilken hjælp er man da?

Tag kontrollen over Norge, og gør det suverænt. 

Hvad er Norge? For hvem er dette land til? Hvad er formålet med Norge? Hvad skal vi passe på midt i al denne forandring? Skal nogen arve Norge, eller skal vi give alt bort? Hvis Sverige kører sig selv i grøften, og alle pludselig vil have en bid af rigdommen i Norge, hvad gør vi da? Vil vi bygge en borg, eller vil vi bygge en ruin? Skal vi stå indenfor og se på elendigheden udenfor – eller skal vi skabe elendighed uden at have noget sted, som er indenfor? Jeg har læst en gruelig mængde historiebøger, og ved, det er bedre at have en borg og ikke have brug for den, end at have brug for den og ikke have den. Men borge er som brandbiler: Man må bygge og forstærke dem, før fanden er løs – det nytter ikke starte, når utrygheten er åbenbar for alle. Da er det altfor sent.

Der kommer nogle forfærdelig vanskelige valg fremover, og nogle er begyndt at forstå truslen: Englænderne vil ud af EU og bygge deres egen borg igen. Polen og Ungarn forstærker immunforsvaret mod EUs godhedsfeber. Trump vil prioritere folket indenfor USAs mægtige borg, og «Make America Great Again». Merkel vil bare fortsætte som før, og indføre stadig hårdere censurlove vendt mod de, som klager, for da løser alle problemer sig. Havde jeg været kansler, ville jeg snarere have sagt «Let‘s make Europe Europe again!», og opløst EU. Unionen havde sin chance og viste sig helt uværdig, fordi den nedrev alle mure. Og Danmark? Hvad vil Folketinget og vælgerne med Danmark?

De fleste vælgere stemmer fortsat for mer indvandring og mer islamisering. De fleste folkevalgte ser ud til at tro, at sikkerhedspolitik er racisme, og at vi ikke er et bytte. Men det er vi. Et fedt, letskræmt, forvirret og ubeskyttet bytte.

Byg os en borg. Nu.