I disse år testes danskernes retsfølelse ofte i sager, hvor forbrydere slipper for nemt.
Senest har borgernes tillid til politiet taget endnu et lille dyk, men det mest åbenlyse problem ligger i retssalene. Her slipper forbrydere ofte for nemt, mens ofre ydmyges.
Tilsyneladende er forsvarsadvokaterne blevet for magtfulde, men lad mig med det samme anføre, at dette indlæg ikke handler om at fratage sigtede retten til en dygtig forsvarer og en retfærdig rettergang.
Det handler derimod om et retssystem med manglende åbenhed.
Et retssystem, hvor balancen undertiden tipper over i overbeskyttelse af de kriminelle.

Eksemplerne er desværre begyndt at stå i kø.

Et af de alvorlige var udløberen af Omar El Husseins terrorangreb på Krudttønden og Synagogen i København i 2015, hvor to mennesker blev dræbt og mindst seks såret.
Københavns Byret fandt, at fire af terroristens venner ikke kunne dømmes for medvirken til terror, selvom nogle af dem havde håndteret Omar El Husseins våben i timerne mellem de to angreb.
Det forekommer kritisabelt, at våbenhåndtering ikke skulle være en hjælp, når det handler om et drabsvåben fra det første terrorangreb.

En anden flig af samme sag ramte politikeren Finn Rudaizky (DF).
Han afslørede, at Københavns Kommune havde ladet stå til, da Omar El Hussein blev radikaliseret forud for terrorhandlingerne. Den afsløring indbragte Rudaizky en bøde på 10.000 kroner i 2017, ligesom hans status som folkevalgt blev annulleret.
Rudaizkys lækage var en klar og bevidst lovovertrædelse, men omvendt havde oplysningerne en lysende samfundsrelevans.
Vil man forebygge terror, må man naturligvis vide, hvordan terrorister opstår.

En lignende sag ramte journalisten og islamkritikeren Lars Hedegaard, som fik en bøde på 10.000 kroner for at ytre navnet på Basil Hassan, som i 2013 havde forsøgt at dræbe Hedegaard i sit hjem.
Hassan blev siden IS-kæmper, men hans navn var omfattet af et såkaldt navneforbud, selvom politiet eftersøgte ham.
Således sørgede forsvarsadvokat Thorkil Høyer for, at ofret for forbrydelsen, altså Hedegaard, forblev sagens eneste dømte. Det har siden forlydt, at Basil Hassan er død, men det er ubekræftet.

Endnu et eksempel fra en lidt anden boldgade: I 2017 blev to syriske mænd dømt i en sag, hvor de havde lokket en 22-årig kvinde i Hobro i baghold, hvorefter de med brug af kvælertag voldtog hende.
Bevismaterialet var ganske overbevisende, og dommen var konsekvent: Fire års fængsel og udvisning.
Alligevel ankede forsvarerne Peter Kragh og Rasmus Amundusson til Vestre Landsret.
Det betød, at ofret for forbrydelsen blev trukket igennem en længere og mere sindsoprivende retssag end nødvendigt. Resultatet forblev det samme. Ankesagen var spild af offentlig tid og skattepenge.

Det er vigtigt at påpege, at problemet naturligvis ikke kun skyldes forsvarsadvokater, men alligevel var den højprofilerede forsvarsadvokat Michael Juul Eriksens bogudgivelse “Forsvar” i 2017 lidt af en tilståelsessag.
Heri erkender Michael Juul Eriksen, at begrebet skyld for ham er flintrende ligegyldigt: “Derfor vil jeg ikke have, at klienterne siger det til mig, hvis de har gjort det, og alligevel ønsker frifindelse. Og derfor har jeg heller aldrig spurgt nogen. Jeg behøver ikke den viden.” Holdningen er etisk forkert.

For retsbevidstheden kan det aldrig være en sejr, når en reelt skyldig person ender med at kunne føre sig frem som uskyldig. Hvis det er standarden hos danske forsvarsadvokater, så er de en trussel mod samfundets sammenhængskraft.
De retssystemer, der opfattes af borgerne som uretfærdige, har det med at løbe ind i problemer.
Reaktioner kan spænde lige fra de ofre, der foranstalter brutal selvtægt, til de ofre som synker hen i apati og rollen som undertrykt voldsoffer. Ingen af delene er ønskelige.

Lad mig afslutningsvis belyse emnet med en aldeles ukendt, men meget tankevækkende retssag fra 1996.

I de såkaldte Skalafjall-og Heygadrangur-sager havde færøske spekulanter overbelånt nogle trawlere. Det førte til Færøbanksagen, hvor også Danske Bank kom i klemme. Til sidst kostede det danske skatteydere mindst 1,1 milliard kroner. Noget strafansvar blev aldrig for alvor placeret.

Den anklagede Magnus S. Petersen havde hyret en af datidens stjerneadvokater, som tidligere havde været en af forsvarerne i Blekingegade-bandesagen. Den Blekingegade-terrorist, som under et røveri i 1988 myrdede politibetjent Jesper Egtved Hansen, blev aldrig dømt for drab.

I 1996 var det heldigvis en mindre blodig sag, som forsvarsadvokaten, Thomas Rørdam, stod midt i.

Til gengæld endte han selv som anklaget.

I Ritzaus referat fra retten i Torshavn hed det sig, at “det var en overtrædelse af retsplejeloven, at Rørdam ikke havde bedt politiet om tilladelse til at lade Magnus Petersen få adgang til at læse sagens akter i Torshavn.”
Det er alment kendt, at når en forsvarer på ulovlig vis deler hemmelige oplysninger med sin klient, så kan denne klient få urimeligt gode muligheder for at påvirke eventuelle vidner eller i øvrigt koordinere diverse vidneforklaringer.
I lovgivningen er dette lidt af en gråzone. Men der findes altså spilleregler, og man kan roligt regne med, at når Rørdam overhovedet endte i retten, så havde han i den grad udfordret reglerne.

En forsvarer må ikke “modarbejde en sags oplysning” ifølge retsplejelovens § 739. Det gælder altså de tilfælde, hvor fortrolige oplysninger lækkes af en forsvarsadvokat for at redde en anklaget fra dom. Advokatens straf vil ifølge straffelovens § 152 normalt være bøder eller fængsel.

Rørdams brud på retsplejeloven fremstår derfor i dag i et besynderligt lys. Når der er sket et lovbrud, falder der i reglen dom og straf.
Her udeblev dommen altså, fordi der ifølge sagens dommer var tale om en lille forbrydelse.
Dette rejser flere perspektiver.
Rørdam lækkede i princippet oplysninger på nøjagtig samme måde som Lars Hedegaard og Finn Rudaizky.
Kun de to sidstnævnte blev straffet.

I 1996 betegnede Rørdam sin sag som noget pjat. Hvad han mener i dag, er uvist.
I dag er han præsident for Danmarks Højesteret.
Forud for offentliggørelsen af denne artikel spurgte jeg i al fairness om hans holdning, men forgæves:

“Thomas Rørdam har bedt mig besvare Deres henvendelse, idet jeg skal oplyse, at Deres henvendelse ikke giver ham anledning til at fremkomme med kommentarer.”

Værre er, at sagen endnu i dag er hemmeligstemplet.
Den nuværende dommer i Torshavn Peter Flügge har afvist min ansøgning om at læse den. Begrundelsen er, at jeg ikke har nogen “offentlig interesse”.
Det vil jeg nu mene, at jeg har.
Som dansk borger og folkevalgt regionsrådsmedlem i Nordjylland har jeg legitim ret til at vide, hvad den nuværende højesteretsformand bedrev, da han var “stjerne”-forsvarsadvokat.

Det kan virke kompromitterende for Rørdams nuværende stilling, at han har brudt den retsplejelov, han selv er øverste dommer over i dag.
Det er på tide med lidt selvransagelse i advokatstanden. Det vil være godt for retsbevidstheden og samfundets sammenhængskraft.
Sker det ikke, må der nok desværre et politisk indgreb til.

(Oprindelig NORDJYSKE 5.3)

Køb Hege Storhaugs bog her!