Hvor er Danmark på vej hen? Hvor ender Danmark? Der er opbrudstemning, og medierne føler sig svigtet af regeringen. En uvant situation. Billede: Sneen vælter ned på Bornholm 27. februar.

På Document har vi gentagne gange påpeget, at dagens udvikling aldrig kunne være sket uden en alliance mellem politikere og medier. Den har hidtil vært ubrydelig.

Nu gør den danske regering noget uhørt: Den lægger en ny kurs. Det havde kun få troet muligt.

Statsministeren til Berlingske: »Jeg kan slet ikke forstå, at I hidser jer op over det her«
Hvis der skulle ske forandringer, ville de fleste have troet, at det ville være medierne som fik flyttet politikerne. Men i Danmark er det modsat, og medierne stritter imod.

Det ene medie efter det andet tager i deres leder afstand fra Lars Løkke Rasmussen og hans 22-punktsplan for demontering af parallelsamfundene inden 2030.

Det er en interessant demonstration af politisk stasis, dvs. stivsind: Mens folkestemningen længe har vist utålmodighed overfor udviklingen, og nye medier har krævet en ny kurs, har regeringen endelig tænkt nyt. I stedet for at prøve at forstå og gå ind i tankegangen, vælger medierne at stille sig på bagbenene. Det gør de ved at skubbe principperne foran sig: Regeringen bryder med fundamentale principper som lighed for loven.

Medierne nægter at forholde sig til at disse principper undergraves i det nye Danmark hver eneste dag, og hvis udviklingen fortsætter ad samme spor, vil principperne til sidst kun findes i avisernes spalter.

Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, har mødt Løkke Rasmussen i statsministerboligen på Marienborg. Man får følelsen af at menneskerettigheder og konventioner er blevet hellige for medierne, noget de står op for og pynter sig med, noget de kan bruge som magtinstrumenter, men som ikke er forankret i virkeligheden.

Redaktøren forsvarer det Danmark som var engang, hvor man kunne nyde sin frihed ubeskåret. Han ser «imam-loven», dvs. forbud mod indrejse for hadprædikanter og maskeringsforbuddet, rettet mod niqab, som indskrænkninger i de demokratiske rettigheder.

Han nævnte i den forbindelse »imam-loven«, som blev kritiseret for at begrænse ytringsfriheden, »burka-loven«, som begrænser retten til frit at vælge beklædning, og nu altså strafzonerne.

»Tiltagene er for at kæmpe mod, at nogle af samfundets bærende søjler bliver skadet. Men ender det i virkeligheden ikke med, at de nye forslag gør netop det? Det er bekymrende,« lød det fra Tom Jensen.

Den samme bekymring har Jyllands-Posten udtrykt. Det er mærkeligt, at de samme medier ikke formår at se, hvordan udviklingen pulveriserer de friheder de hylder, når det gælder om at angribe regeringen. Kan man ikke sige, at medierne er blevet reaktionære? De hylder et samfund som ikke længere findes.

Christopher Caldwells bog ”Betragtninger over revolutionen i Europa” gør det klart, at islam forandrer Europa uanset hvad man ellers måtte mene om islam. Det er nok at kaste et blik på Karl Johan Gaden i Oslo, men det er også nok at kaste et blik på Dagsrevyen, eller diskrimineringsloven; Alt støbes om, formelt og uformelt og ingen kan ignorere det, der sker. Mange flytter, men det forandrer ikke, at alt ændres. Rema 1000 hylder hjabdamer. Du kan skifte butik, men ændringerne sker alligevel og det må du tage med i beregningen.

For første gang har en vestlig regering, den som sidder med det ultimative ansvar, sagt at “dette går ikke længere”. De har indset, at der må skarpere lud til, og indfører nye sanktioner. Det har staten traditionelt altid gjort: Brugt pisk. Men når en moderne velfærdsstat forsøger at beskytte sig selv, skriger medierne, at det er regeringen, der er noget galt med.

Hvordan er det muligt at være i informationsbranchen og så forstå så lidt om årsag og virkning?

»Som borgerlig ønsker jeg ikke, at der sker en forandring af vores samfund, hvor værdier, som lighed for loven og frit liv ikke længere trives. Når jeg kan se, at for eksempel homoseksualitet anses for amoralsk i nogle områder, områder, hvor der også er mere kriminalitet, bliver jeg bekymret på borgerligt-liberale vegne. Det er en alvorlig trussel mod vores samfund,« sagde statsministeren og fortsatte:

»Jeg kan slet ikke forstå, at I hidser jer op over det her forslag. Strafzonerne er et forsøg på at skabe et værktøj i en situation, hvor der er en eskalerende kriminalitet. I princippet er det et universelt værktøj, som også kan bruges i en badeby, der er blevet yndlingssted for grupper af unge, med graffiti og gang i gaden til følge. Det er ikke forskelsbehandling.«

På engelsk kaldes det at ”take a stance”. At sige at nok er nok. EU er imod, at nationalstaterne sætter grænser, det være sig fysiske eller moralske: Det er det grænseløse som gælder. Lille Danmark siger. Vi har så lidt, vi vil gerne beskytte det.

Norge siger: Vi har så meget, land og penge. Bare kom.

Danmark har også en større tolerance end Norge. Men de ser også, at der er nogen som udnytter tolerancen. Og at det er danskerne, som må tilpasse sig. Det finder de sig slet og ret ikke i.

Når statsministeren siger: -Jeg kan slet ikke forstå, at I hidser jer op over det her forslag, så sætter han chefredaktøren for Berlingske på plads. Sådan har ingen statsminister talt til en chefredaktør før. Sylvi Listhaug burde tage det ad notam.

Hvem kommer til at tabe denne kamp? Næppe statsministeren. Et nyhedsmedie som forsøger at lave spin ud af noget, som politikerne ikke længere tror på, forstår ikke længere hvad, der foregår.

Statsministeren siger “det er slut”. Medierne har sørget for spin, men når leverandøren ikke længere holder produktionen i gang, får medierne et problem.

Løkke Rasmussen bliver ikke valgt af redaktører og journalister. Det har medierne måske glemt? Løkke trækker i virkeligheden tæppet væk under benene på medierne:

Men man kan også blive så fintfølende over for nogle principper, at det hele eroderer, fordi man ikke tør gøre noget,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Præcis.

Vi følger det danske eksperiment med stor interesse. En ting er hvad regeringen opnår ude i marken. Noget andet er hvad der sker når regeringen bryder konsensus med medierne og stikker en ny kurs ud, baseret på nye principper. Det er det nye vi ser udfolde sig.