Ved en hændelse, der fandt sted mindre end to uger efter, at den græske forsvarsminister annoncerede, at Tyrkiet havde krænket det græske luftrum 138 gange på en enkelt dag, vædrede en patruljebåd fra den tyrkiske kystvagt et græsk kystvagtskib ud for Imias kyster. Imia er en af mange græske øer, som Tyrkiet kræver suverænitet over.
Størstedelen af landområdet inden for Grækenlands nuværende grænser var besat af Det Osmanniske Rige fra midten af 1400-tallet indtil den græske uafhængighedskrig i 1821 og etableringen af den moderne græske stat i 1832. Øerne er dog, lige som resten af Grækenland, juridisk og historisk set græske, som deres navne angiver.
Tyrkiets regerende parti: Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) og store dele af oppositionen er tilsyneladende optaget af – hvis ikke ligefrem besatte af– tanken om at invadere og erobre disse græske øer med den begrundelse, at de i virkeligheden er tyrkisk territorium.
I december erklærede lederen af det største tyrkiske oppositionsparti CHP, Kemal Kılıçdaroğlu, for eksempel, at når han vinder valget i 2019, vil han “invadere og overtage 18 græske øer i Det Ægæiske Hav, lige som den tidligere tyrkiske premierminister Bulent Ecevit invaderede Cypern i 1974”. Han sagde, at “ingen dokumenter” beviser, at disse øer hører til Grækenland.
Lederen af det nyetablerede oppositionsparti “Det Gode Parti”, Meral Akşener, har også opfordret til en invasion og erobring af øerne. “Der må gøres, hvad der er nødvendigt”, tweetede hun den 13. januar.
Den mest markante spillen med musklerne er naturligvis kommet fra den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan, der virker opildnet af sin militære invasion af Afrin-området i det nordlige Syrien, der stort set ikke blev imødegået.
“Vi advarer dem, der er gået over stregen i Det Ægæiske Hav og på Cypern”, erklærede Erdoğan, og fortsatte:
“Deres mod varer kun indtil de ser vores hær, vores skibe og vores fly… Hvad Afrin er for os, det gælder også vores rettigheder i Det Ægæiske Hav og på Cypern. Tro aldrig at efterforskningen af naturgas i Cyperns farvande og de opportunistiske forsøg i Det Ægæiske Hav går under vores radar.
“Lige som vi forpurrer planerne [i regionen] gennem Operation Eufrats Skjold og Operation Olivengren [i Syrien], og snart i Manbij og andre områder, kan og vil vi forpurre planerne for dem, der fejlvurderer vores sydlige grænse… Vores krigsskibe og luftstyrker holder nøje øje med området for at kunne gribe ind på enhver tænkelig måde, når det er nødvendigt.”
Med henvisning til Det Osmanniske Riges epoke, fortsatte Erdoğan:
“Dem, der tror, at vi fra vores hjerter har slettet de landområder, som vi tårevædede trak os tilbage fra for hundrede år siden, tager fejl.
“Vi siger ved enhver given lejlighed, at Syrien, Irak og andre steder på vores hjerters geografiske [landkort] ikke er anderledes end vores hjemland. Vi kæmper for, at intet fremmed flag skal vaje noget sted, hvor adhan [islamisk bønnekald i moskeer] reciteres.
“De ting, som vi har gjort indtil nu [blegner i sammenligning med] endnu større forsøg og angreb, [som vi planlægger for] de kommende dage, inshallah [hvis Allah vil].”
 Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan sagde for nylig: “Vi advarer dem, der er gået over stregen i Det Ægæiske Hav og på Cypern… Deres mod varer kun indtil de ser vores hær, vores skibe og vores fly.” (Foto: Elif Sogut/Getty Images) |
Det Osmanniske Rige blev etableret af et nomadisk turkmensk overhoved i tiden omkring år 1300. I den mere end 600 år lange osmanniske periode indledte osmanniske tyrkere, der også repræsenterede det islamiske kalifat, jævnligt jihadkrige, invaderede og besatte landområder på tre kontinenter.
Ny-osmannere i Tyrkiet tilslutter sig stadig stolt begrebet jihad (islamisk hellig krig) mod kafir (vantro). Lederen af det statsfinansierede Direktorat for Religiøse Anliggender (Diyanet) har åbent beskrevet Tyrkiets nylige militære invasion af Afrin som “jihad”.
Denne betegnelse giver mening, når man tager i betragtning, at det demografiske flertal af muslimske tyrkere i Lilleasien skyldes århundreders tyrkiske forfølgelser og diskrimination af kristne, yazidiske og jødiske indbyggere i området. I 1000-tallet invaderede og besatte tyrkiske jihadister fra Centralasien det græsk-talende kristne Byzantinske Rige og banede derved vejen for en gradvis tyrkificering og islamisering af regionen ved anvendelse af metoder som mord, kidnapping, voldtægter og tvungne omvendelser.
1900-tallets største tyrkiske angreb mod kristne fandt sted under folkemordet i 1914-1923 mod grækere, armenere og assyrere (syrianere/kaldæere) i det osmanniske Tyrkiet. Det var ikke nogen hindring for, at Tyrkiet, der fortsat benægter folkemordet, blev medlem af NATO i 1952. Angrebet afholdt heller ikke Tyrkiet fra, tre år efter deres tilslutning til NATO, at begå en grusom anti-græsk pogrom i Istanbul, eller fra med magt at udvise de tilbageværende grækere fra Tyrkiet i 1964.
Det er netop, fordi tyrkerne aldrig er blevet holdt ansvarlige for deres kriminelle handlinger og angreb, at de fortsætter med at true deres naboers sikkerhed og suverænitet. Det er på høje tid, at Vesten vågner og stiller Tyrkiet til ansvar.
Uzay Bulut er en tyrkisk journalist, der er født og opvokset i Tyrkiet. Hun bor nu i Washington.
