Nu har den særlige anklager Rob. Mueller efter ni måneders undersøgelser rejst tiltale mod 13 russiske statsborgere, som anklages for at have udgivet sig for amerikanere og forsøgt at påvirke valgkampen, der til mediernes og eksperternes store overraskelse og fortrydelse førte til valget af Trump. Grundlaget for at udnævne en særlig anklager med meget vide beføjelser var påstande om, at der eksisterede en såkaldt ”Russia collusion” – dvs. en sammensværgelse mellem USA´s præsident og Kreml. Det blev også hævdet, at russerne havde ”hacked” eller ”stjålet valget – dvs. påvirket valgets udfald og dermed forhindret Hillary Clinton i at blive valgt til præsident.
Hovednyheden i det amerikanske justitsministeriums meddelelse om sigtelsen mod de 13 russiske statsborgere, som har bestræbt sig på at påvirke den politiske proces i USA, er, at i INTET tilfælde er nogen amerikansk statsborger sigtet for at have foretaget sig noget ulovligt i forbindelse med de 13 russere. Beviser for den af medierne og det demokratiske parti så højt opreklamerede sammensværgelse lader altså fortsat vente på sig.
Hvordan omtales denne nyhed i danske medier? De har jo som deres fødekilder i USA i ét væk påstået, at præsident Trump hele tiden lyver og fabrikerer falske nyheder. En JP-journalist har således skrevet, at Trump lyver om ALTING. Danske medier er, som vi ved, objektive og sandfærdige på alle områder.
Ifølge JP, der citerer Ritzau, udbredte de 13 russere nedsættende omtaler af en række kandidater. I den sidste fase af valgkampen støttede de Trump og forsøgte at skade modstanderen Hillary Clintons kampagne. JP nævner ikke, at de 13 russere også støttede den demokratiske kandidat Bernie Sanders, og at en af de 13 på én og samme dag på møder i New York først støttede Trump og et par timer senere angreb ham. Ifølge JP siger anklagerne ikke noget, om hvorvidt den russiske indblanding ændrede præsidentvalgets udfald.
Men det er usandt: Vicejustitsminister Rod Rosenstein, som fremlagde anklagerne, sagde det stik modsatte: “There is no allegation in the indictment that the charged conduct altered the outcome of the 2016 election.” Altså: Ingen påstand i sigtelserne om, at russernes aktivitet ændrede valgresultatet.
Berlingske fremhæver i en “analyse”, at Trump kontinuerligt har sat spørgsmålstegn ved den ”alvorlige indblanding” fra russisk side og karakteriseret den som »fake news«, selv om de amerikanske efterretningstjenester ved flere lejligheder har understreget, at den fandt sted. Men nu er der ifølge Berlingske fremlagt så megen dokumentation, at enhver, der fremover betvivler russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg, vil fremstå som utroværdig.
Men det, som Trump og mange andre har betegnet som falske nyheder og heksejagt, er noget helt andet og meget mere alvorligt, nemlig de kontinuerlige påstande i medierne og fra Hillary Clintons parti om, at Trump var i lommen på Putin, fordi Kreml havde kompromitterende oplysninger om Trump, og at det var russisk påvirkning af valget, der havde fået ham indsat som præsident i USA. Disse sammensværgelsespåstande bygger alene på den for længst diskrediterede såkaldte Tisserapport, der bestod af sladder og rygter indsamlet af en afdanket spion, som var betalt af Hillary Clintons valgkampagne. Og vel at mærke, sladder og rygter, der via mellemmænd stammede fra RUSSISKE kilder.
Den eneste ”collusion”, der er blevet afsløret, er altså Hillary Clintons og hendes partis udbredelse af russisk desinformation som led i en russisk påvirkningsoperation. Det er dem, der i samarbejde med hysteriske medier gør russernes beskidte arbejde.
Der tegner sig mere og mere et billede af, hvor talentløs eller politisk påvirket den amerikanske efterretningstjeneste FBI er. Den var ikke i stand til eller ville ikke gennemskue det talentløse makværk, som Hillary Clintons parti og håndgangne mænd i FBI, State Department og Justitsministeriet sagde god for og brugte som grundlag for at få hemmelige domstolskendelser til at overvåge Trump og hans folk. Der er sidenhen brugt uendelige ressourcer på at jage lygtemænd, der kunne bevise sladderhistorierne i demokraternes Tissedossier. En af dem, de aflyttede, skulle ifølge dette ”dossier” have modtaget 11 millioner dollars af russerne for at forråde sit land. Trods intens overvågning af den pågældende (Carter Page) har man ikke kunnet finde en eneste cent af disse mange penge og i øvrigt heller intet andet belastende. Han er da heller aldrig blevet tiltalt og han har forgæves opfordret FBI til at afhøre ham.
Berlingskes oven for nævnte ”analyse” mener alvorstungt, at anklagerne mod de 13 russiske statsborgere uden tvivl ikke kun vil skabe bekymring i USA, men også i andre vestlige demokratier, som kan frygte at blive udsat for det samme. Men de 13 russiske klovne, der forgæves har rendt rundt i USA, har mest af alt gjort sig selv og deres arbejdsgiver i Skt. Petersborg til grin. Dem er der ingen grund til at frygte. En af dem var således kun i stand til at samle fire deltagere til en PRO-Trump demonstration (måske hans klovnekammerater?), mens en anden kunne samle hele 40 personer til en ANTI-Trump manifestation.
PS. Hvis nogen ikke ved, hvad ”desinformation” eller ”påvirkningsoperation” er for noget, kan de spørge journalist Jørgen Dragsdahl. Selv Højesteret kunne ikke komme uden om, at der var faktuelt grundlag for at skrive, at han i sin tid udbredte sovjetisk desinformation som led i en sovjetisk kampagne til påvirkning af den offentlige mening.